Læsetid: 3 min.

Dum dom om Indiens Jerusalem

I torsdags fald dommen i et 18 år gammelt blodigt opgør mellem Indiens religiøse grupper om retten til en grund i byen Ayodhya. Desværre valgte dommerne at vægte religiøse argumenter over sammenhængskraften
2. oktober 2010

Mens Delhi gør sig klar til i morgen at modtage atleter fra alle Commonwealth-landene til de tidligere britiske koloniers egne olympiske lege, er en anden dyst i fuld gang: Kampen om retten til en bakketop i den nordindiske by Ayodhya, der har raset i århundreder, men som fik sin foreløbige kulmination i 1992, hvor op mod 150.000 rabiate hinduaktivister med hakker og de bare hænder på få timer rev den 500 år gamle moské Babri Masjid ned til grunden.

Nu, 18 år efter, har tre dommere i byen Lucknow vurderet de juridiske aspekter af en af de vigtigste begivenheder i Indiens moderne historie. Allahabad High Court besluttede at opdele tomten, så en tredjedel gives som plads til en ny moské, mens to tredjedele gives til hinduerne. Punktum er altså forløbig sat, men hvad betyder dommen for forholdet mellem de religøse grupper?

Konflikten

I konfliktens kerne er hinduernes postulat om, at moskéen var bygget ovenpå et hindutempel, der markerede guden og sagnkongen lord Rams fødselssted. I starten af 1990'erne blev hinduerne trætte af regeringens manglende vilje til at ødelægge muslimernes religiøse bygninger. De startede en kampagne, der kulminerede i nedrivningen, der blev fremstillet som en symbolsk overgang til det Indien, som de ønskede: Et land for hinduer, der talte hindi fremfor idealet om et multireligiøst og multilingvistisk Indien.

Men sagen var desværre langtfra overstået. Den 27. februar 2002 kørte et tog - med blandt andet hujende hinduaktivster på vej tilbage fra en pilgrimsfær i Ayodhya - igennem et muslimsk kvarter i byen Godhra. Toget blev angrebet, og 59 mennesker brændte inde. Over de næste uger blev 151 byer og 993 landsbyer påvirket af urolighederne og omkring 2.000 mennesker - primært muslimer - mistede livet.

Begge parter har anket sagen, og frygten for at landet ville opleve ligeså voldsomme reaktioner som tidligere førte til, at 200.000 politibetjente og soldater var udkommanderet for at forhindre ny vold. Men frygten har heldigvis hidtil vist sig ubegrundet. Måske er årsagen, at ingen kan kalde sig vinder og der derfor ikke har være provokerende fejringer, som tilfældet var op til Gujarat-urolighederne. Og man kan da også med lidt god vilje kalde dommen pragmatisk. Alle får noget og tidligere spekulationer om, at dommerne ville glemme alle religiøse følelser og i stedet beslutte, at der skulle bygges et hospital eller et universitet, er manet i jorden. Det triste - og potentielt farlige - er dommernes begrundelser.

Dommerne henviste nemlig til hinduernes 'tro' på, at der er født en gud på stedet, og de gik dermed over grænsen for almindelig juridisk fornuft. De kunne have valgt at begrunde opdelingen med hensynet til den offentlige orden, til sameksistensen mellem Indiens religiøse grupper og til den indiske trikolore med farverne grøn for islam, orange for hinduisme og hvid for de kristne og alle de andre. Det gjorde de ikke, og det er en skam.

I Indiens historie har templer afløst moskéer og moskéer afløst templer som følge af skiftende magthavere. Gik man i gang med at foretage arkæologiske undersøgelser af alle Indiens religiøse lokaliteter for at føre dem tilbage til det 'originale', skulle der godt gang i ombygninger. Sagen handler ikke om historie, der kan graves frem af lærde og arkæologer. Det handler om en forskruet form for modernitet, hvor politiske interesser groft har udnyttet eksisterende myter og religiøs identitetsforviring til at fremme egne magtmål. Det burde dommerne have taget højde for i stedet for at blåstemple de begrundelser, der lå til grund for forbrydelsen i 1992.

Indiens Jerusalem

Dommens henvisning til religion og historie - fremfor sameksistens og aktuel sårheling - er brandærgerlig. Også for resten af verden. Selv om der utvivlsomt er tale om proportionsforskelle, er det ikke grundløst, at vestlige medier jævnligt har omtalt Ayodhya som 'Indiens Jerusalem'. For Indien har det, der skal til for at minde alle andre om, at mange forskellige religioner faktisk godt kan leve sammen. Som Indiens ekspert pr. excellence, britiske Sir Mark Tully, skrev, efter at han havde været vidne til nedrivningen af moskéen i 1992: »Hinduer accepterer traditionelt mange versioner af gud ( ...) Derfor burde Indien med sin hindumajoritet være det sidste sted i verden at finde religiøs fanatisme. Det skulle være et fremragende eksempel på religiøs pluralisme i en verden, hvor forskellige trosretninger stadig så ofte har svært ved at leve med hinanden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu