Nyhed
Læsetid: 3 min.

Europas største forurenere giver millioner til USAs klimabenægtere

BP, BASF, Bayer og flere andre store europæiske virksomheder finansierer midtvejsvalget for kandidater fra Tea Party-bevægelsen, der benægter eksistensen af global opvarmning og er modstandere af Barack Obamas energipolitik
Udland
26. oktober 2010

En analyse af finansieringen af det amerikanske midtvejsvalg, som Climate Action Network Europe (CANE) har foretaget, afslører, at næsten 80 procent af kampagnedonationerne fra en række store europæiske virksomheder går til senatorer, der vil blokere indsatsen mod klimaændringerne.

Det handler bl.a. om etablerede politikere, som nu er blevet indfanget af Tea Party-bevægelsen, f.eks. Jim DeMint, en republikaner fra South Carolina, og den berygtede James Inhofe, en republikaner fra Oklahoma, som benægter klimaændringerne.

Rapporten, som blev offentliggjort mandag, anvendte informationer fra en database på OpenSecrets.org til at spore, hvad der betegnes som et koordineret forsøg fra nogle af Europas største forurenere på at påvirke det amerikanske midtvejsvalg.

»De europæiske virksomheder finansierer næsten udelukkende kandidater til Senatet, som har udtalt sig kritisk om USAs omfattende klimapolitiske tiltag, og kandidater, der aktivt benægter den videnskabelige enighed om, at der sker klimaændringer, og at de er forårsaget af mennesker,« hedder det i rapporten.

Obama og Karl Rove

Obama og Demokraterne har beskyldt erhvervslivet og anonyme donorer for at forsøge at kapre midtvejsvalget ved at kanalisere penge til Chamber of Commerce (det amerikanske handelskammer, red.) og konservative Tea Party-grupper.

Chamber of Commerce har angiveligt rejst 75 millioner dollar (450 mio. kr.) til erhvervsvenlige, primært republikanske kandidater:

»Her i Californien bruger olieselskaber og andre særinteresser millioner på en kampagne mod bedre standarder for ren luft og bæredygtig energi og bringer dermed indbyggernes sundhed og velstand i fare,« sagde Obama ved et vælgermøde i Californien fredag aften.

Der har været mange spekulationer omkring Karl Rove, som i sin tid var hjernen bag George Bushs valgsejre. Han har siden september rejst 15 millioner dollar (næsten 100 mio. kr.) til republikanske kandidater via en ny organisation kaldet American Crossroads.

Tv-kanalen NBC har fortalt, at Rove står i spidsen for et forsøg på at skyde omkring 250 millioner dollar (1,5 mia. kr.) i tv-reklamer for republikanske kandidater i de sidste dage inden midtvejsvalget den 2. november.

Men Rove, som lørdag var gæst i CBS-programmet Face the Nation, anklagede Demokraterne for at have brugt den samme taktik i 2008:

»Den amerikanske præsident kunne ikke se det problematiske, da Demokraterne gjorde det samme. Det var ikke en trussel mod demokratiet, da det hjalp ham selv til at blive valgt.«

Ombejlet klimabenægter

Rapporten fra CANE hævder, at selskaber som BP, BASF, Bayer og Solvay, der er blandt Europas største udledere af drivhusgasser, tilsammen har doneret 240.200 dollar (1,2 mio. kr.) til senatorer, der vil standse indsatsen mod den globale opvarmning.

Dette beløb overgår, hvad de konservative oliemilliardærer og Tea Party-sponsorer, David og Charles Koch, har doneret til Senatet kampagner, anføres det i rapporten.

Den største enkeltstående donor er den tyske medicinalvirksomhed Bayer, der har doneret 108.100 dollar. BP har doneret 25.000 dollar til valgkampen, og heraf går 18.000 dollar til senatorer, som er modstandere af indgreb mod klimaændringer.

Modtagerne af de europæiske kampagnedonationer er nogle af de største klimabenægtere i Senatet, f.eks. James Inhofe fra Oklahoma, der har betegnet den globale opvarmning som et svindelnummer.

Det er ikke kun europæiske virksomheder, der viser interesse for det amerikanske midtvejsvalg er ikke begrænset til Europa.

En rapport fra ThinkProgress, der drives af Centre for American Progress, har sporet donationer til Chamber of Commerce fra en række indiske og mellemøstlige olie kul- og elselskaber.

Og den udenlandske interesse begrænser sig ikke til valget. The Guardian kunne tidligere i år fortælle, at den belgiske kemivirksomhed Solvay står bag en gruppe, der ved hjælp af søgsmål vil fratage Obama-regeringen beføjelserne til at regulere udledningen af drivhusgasser.

© Guardian & Information 2010 Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er en gåde for mig, hvorfor store veldrevne firmaer, som ledes af de bedste og mest begavede og intelligente mennesker, forretningsverdenen kan stille med, bidrager til den slags bevægelser.

Hvor har de glemt deres hjerner? Eller er det mere tilfredsstillende for dem, at de i den såkaldte friheds navn selv får lov til at underskrive deres egen dødsdom og ikke skal overlade dette til andre?

Er det umuligt for dem at forstå, at også deres muligheder for at drive en ordentlig virksomhed vil blive ødelagt af klimakatastrofer og ødelæggelse af vores biofysiske grundlag og af folk, der tror på engle og djævle og et totalt ureguleret samfund?

Det er komplet uforståeligt set i lyset af, hvad man kunne forvente af en langsigtet og bare lidt bæredygtig virksomhedsstrategi.

- som man må formode, de et eller andet sted har gjort sig tanker om.

Peter Andreas Ebbesen

Det er deres Gud der fortæller dem, at de skal gøre alt hvad de kan for at stoppe udviklingen af vedvarende energi.
For det er jo imod den givne orden.
VH Heidi Madsen