Læsetid: 4 min.

Fornyet terrorfrygt kan have udløst droneangreb i Pakistan

Otte militante islamister med tysk statsborgerskab er dræbt i Pakistan i en aktion, som kommer umiddelbart efter amerikanske, britiske og franske advarsler om fare for forestående terrorangreb i Europa
6. oktober 2010

Amerikanske missiler affyret fra en ubemandet drone dræbte mandag otte militante af tysk nationalitet i det nordvestlige Pakistan - en region, som vides at huse flere terroristtræningslejre. Alle blev dræbt, da to missiler fra førerløse CIA-fly slog ned i en moské i Mirali i Nordwaziristan, oplyser talsmænd for den pakistanske efterretningstjeneste.

Angrebene kommer efter fornyede advarsler i både USA og Storbritannien om, at terrorangreb kan være forestående i Europa. Det forlyder samtidig, at den af- ghanskfødte tysker Ahmad Sidiqi, der siges at være en af Tysklands farligste 'hjemmedyrkede terrorister', er den centrale kilde til oplysningerne, som skal være fremkommet under amerikanske ledede forhør i Bagram-fængslet uden for Kabul. Ifølge tyske medier skal Sidiqi, som frekventerede samme moské i Hamburg som nogle af attentatmændene fra 11. september-angrebene, have fortalt amerikanerne om planer om at iværksætte en række spektakulære angreb i Europa angiveligt med Storbritannien, Frankrig og Tyskland som mulige mål.

Talsmænd for det britiske antiterrorkorps bekræfter, at der er »troværdige indikationer« af, at al-Qaeda-sympatisører forbereder angreb i Europa, men talsmændene nedtoner samtidig betydningen af de britiske og amerikanske myndigheders advarsler sidste weekend til rejsende til Frankrig og Tyskland.

Uafhængigt af hinanden udløste to sammenfaldende efterretningsvurderinger terroralarm i weekenden: USA underrettede de europæiske hovedstæder og EU's hovedkvarter i Bruxelles om, at al-Qaeda rustede sig til koordinerede anslag mod flere europæiske hovedstæder. Samtidig udsendte den franske efterretningstjeneste en advarsel om, at angreb kunne være under forberedelse i Europa af AQIM (al-Qaeda i det Islamiske Mahgreb) - en nordafrikansk gruppe, som i de europæiske sikkerhedsmyndigheder nu bedømmer som en mere alvorlig trussel end Osama bin Ladens netværk.

USA siges at have givet de tyske myndigheder »meget præcise informationer« om mål, hvilket kan forklare, at amerikanske tv-kanalers nyhedsudsendelser har sat navne på specifikke mål i Berlin, herunder Hotel Adlon ved Brandenburger Tor, hovedbanegården over for det tyske kanslerkontor og tv-tårnet på Alexanderplatz.

De tyske myndigheder ser dog ud til at reagere på det aktuelle trusselsbillede samt på efterretningernes kvalitet med relativ koldsindighed. Indenrigsminister Thomas de Maiziere udtaler således, at der »en høj, men abstrakt risiko« >for et terrorangreb i Tyskland.

Forlydenderne underbygges imidlertid også af den kommunikationsstrøm, som GCGQ, USA's Nationale Sikkerhedsagentur, og andre aflytningstjenester angiveligt har opsnappet efter at have forøget deres aktiviteter langs den afghansk-pakistanske grænse.

Disse tjenester har især bemærket et stigende antal stemmer fra europæiske borgere eller personer, som er hjemmehørende i Europa, antyder både antiterrortalsmænd og uafhængige analytikere. Meldinger om de opsnappede informationer, som tyder på, at angreb forberedes i Europa, blev lækket til amerikanske medier i weekenden.

Sikkerhedsbedømmelserne fra Paris og Washington blev forelagt for de europæiske regeringer allerede for en måned siden, siger efterretningskilder til The Guardian, hvad der rejser spørgsmålet om, hvorfor det først var i weekenden, at de britiske og amerikanske myndigheder udsendte offentlige advarsler.

Britiske myndigheder siger, at søndagens advarsler ikke bygger på helt dugfriske efterretninger, men er et resultat af Washingtons bestræbelser på at få USA og europæerne til at tale med én stemme.

Sverige optrappede også sit terrorberedskab fredag - samme dag som flere islamistiske hjemmesider bragte et båndet budskab, der blev angivet at være fra Osama bin Laden. Heri udtrykte den talende sin bekymring for oversvømmelserne i Pakistan.

Skønt de europæiske sikkerhedsmyndigheder tager de amerikanske, britiske og franske advarsler alvorligt, spekuleres der blandt efterretningsanalytikere også på timingen i det seneste forløb.

»Truslen var sikkert reel nok, og den ikke er ovre endnu,« siger en europæisk kilde.

»Men hvorfor den bliver offentliggjort på denne måde, er et helt andet spørgsmål.«

Flere mulige grunde anføres: På et tidspunkt, hvor økonomiske spareforanstaltninger presser sig på i Vesten, kan terroralarmer levere stærke argumenter for, at efterretnings- og sikkerhedstjenester ikke skal være omfattet af nedskæringerne. På et tidspunkt, hvor EU og Washington forhandler om nye fælles og koordinerede antiterrorbestræbelser, vil frygt for ny terrorisme styrke de amerikanske krav om mere dybdeborende efterretninger fra europæerne. Og på et tidspunkt, hvor flere europæiske regeringer søger efter en lejlighed til at trække sig ud fra, hvad de i stigende grad ser som en tabt militær kamp i Afghanistan, vil en ny terrorpanik kunne styrke argumenterne for at blive.

Vil nedtone sagen

At et NATO-angreb som det i mandags fører til dødsfald blandt alliancens egne borgere, er naturligvis et penibelt politisk problem.

Alligevel vurderer Afghanistan-eksperten Jochen Hippler fra universitetet i Duisburg, at hændelsen ikke vil medføre skærmydsler mellem Tyskland og alliancepartneren USA.

»På den ene side burde NATO-allieredes drab på tyske statsborgere medføre et ramaskrig. På den anden side er den tyske regering også bekymret for, at netop disse mennesker på et eller andet tidspunkt kan foranstalte et angreb i Europa. Derfor vil forbundsregeringens position forblive splittet. De vil forsøge at nedtone sagen. Der er ingen, der vil læne sig ud af vinduet og sætte relationerne til Washington på spil i denne sag,« forudsiger Jochen Hippler i et interview med den tyske tv-station ARD.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu