Læsetid: 3 min.

Højrepopulister vejrer morgenluft efter fremgang

En massiv vælgerfremgang til Frihedspartiet hos udlændingeskeptiske østrigere minder om 'gode, gamle dage' med Jörg Haider ved roret. Men partiets nye leder er af en helt anden støbning, hævder ekspert
12. oktober 2010

BERLIN - Højrepopulismen fortsætter med at vinde indpas på det europæiske kontinent. Og denne gang er det med et stærkt kommunalpolitisk comeback til den afdøde Jörg Haiders østrigske Frihedsparti. Ved søndagens kommunalvalg i Wien, der traditionelt er en socialdemokratisk højborg, har den 41-årige leder af det østrigske frihedsparti, Heinz-Christian Strache, høstet ikke mindre end 27 pct. af stemmerne på en hård linje over for udlændinge og kriminalitet.

Efter en indflydelsesmæssig tørke i kølvandet på den karismatiske leders død ved et biluheld for to år siden er stemningen vendt i Frihedspartiet, der drømmer om at genvinde den indflydelse, man havde i tiden med Jörg Haider som leder. Men forhåbningen er indtil videre overdreven, siger Kurt Richard Luther, der forsker i europæisk partipolitik ved Keele-universitetet i Newcastle. Han peger på den nuværende leders begrænsninger: »Strache er ikke Haider. Haider havde mere dybde og mere intellektuel kapacitet. Haider spillede lignende kort i valgkampe og spillede på udlændingefjendske følelser. Men han havde også en mere veludviklet politisk dagsorden og var mere fleksibel« siger Luther, der i sin forskning har beskæftiget sig intenst med FPÖ.

»Jeg kan ikke se, at Strache befinder sig på et tilsvarende sofistikeret niveau som Haider.«

Men Luther peger på en anden styrke: At Strache har været i stand til at forny partiet efter den eksistentielle krise, der opstod i kølvandet på Haiders exit fra FPÖ i 2005 til fordel for det nystiftede BZÖ.

»I meget højere grad end Haider har Strache haft held med at tiltrække unge vælgere. Der er han meget succesfuld. Men han er ikke så meget i kontrol som Haider. Der er derfor et potentiale for konflikt i partiet, hvis han vil forsøge at opnå national indflydelse. Haider forsøgte at modificere sin politik og lave kompromiser med andre partier. Hvis Strache går den vej, vil han møde intern modstand.«

Smagen af nederlag

Men indtil videre kan Strache sole sig i valgsejren, mens de etablerede partier må vænne sig til smagen af nederlag. Både socialdemokraterne og de konservative har ifølge de hidtidige prognoser mistet i omegnen af fem pct. i forhold til det seneste valg. Den siddende socialdemokratiske borgmester Michael Häupl kalder valgresultatet for »beklageligt« og må se i øjnene, at FPÖ har formået at udnytte en stigende utilfredshed med udlændingepolitikken til at gå på rov i de socialdemokratiske vælgerlag.

At socialdemokraterne mister vælgere til højrepopulister, der agiterer mod udlændinge, er en situation, der kendes fra mange andre europæiske lande. Men ifølge Thomas Hofer, der er politisk rådgiver og ekspert i østrigsk politik, kan de østrigske midterpartier takke sig selv for valgresultatet, eftersom de ikke har draget nytte af landets historiske erfaringer: »Til forskel fra lande som Holland og Sverige, hvor højrepopulismens fremkomst er nyt fænomen, har de etablerede partier begået samme fejl som i 80'erne,« siger Hofer med en hentydning til Haiders triumfer ved de østrigske kommunalvalg i midthalvfemserne: »De burde i det store og hele ikke være overrasket, for det er ikke nye metoder, som FPÖ har anvendt.«

Mister ikke følelserne

Inden valget har Heinz-Christian Strache bekendtgjort, at hans parti ikke vil levere stemmer til en regering uden en borgmesterpost eller en viceborgmesterpost til gengæld. På trods af den overvældende stemmehøst til Frihedspartiet har socialdemokraternes leder både før og efter valget kategorisk udelukket en regeringsdannelse med de uglesete højrepopulister: »Desværre, men det kan jeg ikke. Vi har mistet vores flertal, men ikke vores karakter og følelser«, siger den fungerende borgmester Michael Häupl, der efter alt at dømme vil søge at danne koalition med det konservative ÖVP.

På trods af at midterpartierne vil forsøge at holde højrepopulisterne uden for koalitionsforhandlingerne, vil valgresultatet med al sandsynlighed anspore FPÖ til at sætte næsen op efter national medvind. Og muligvis vil de blive hjulpet af planlagte besparelser. »Østrig har endnu ikke mærket de hårdeste konsekvenser af finanskrisen«, forklarer Kurt Richard Luther og peger på, at Østrig er bedre stillet end mange af sine europæiske naboer, når det gælder faktorer som økonomisk vækst og arbejdsløshed. Ifølge Luther er det oplagt, at valgresultatet ville have været yderligere i frihedspartiets favør, såfremt regeringspartierne ikke ekstraordinært havde besluttet sig for at udskyde det tiltrængte spareprogram til begyndelsen af december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu