Læsetid: 4 min.

Irans symbolske sejrstur i Libanon

Den iranske præsidents to dages besøg i Libanon blev en demonstration af symboler med meget lidt politisk indhold - men med moralsk opbakning til Hizbollah
Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, modtog massernes hyldest fra de Iran-tro sydlige forstæder i Beirut på vej fra lufthavnen ind til byens centrum i forgårs.

Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, modtog massernes hyldest fra de Iran-tro sydlige forstæder i Beirut på vej fra lufthavnen ind til byens centrum i forgårs.

15. oktober 2010

BEIRUT - I går blev symbolernes dag, da Mahmoud Ahmadinejad, Irans præsident, tog turen til landsbyen Bint Jbeil fire kilometer fra grænsen til Israel, totalt ødelagt under 34-dages-krigen mod Libanon i august 2006 og genopbygget for iranske petro-dollar.

Ahmedinejad kom fra en frokost med Libanons premierminister, Saad Hariri, en æresdoktorgrad på Hadath-universitetet i Beirut og en onsdag præget af relativt varm modtagelse fra de libanesiske værters side. Men i Bint Jbeil var han ikke kun en kær gæst, men en befrier og leder. Fotostaterne omkring ham sagde det hele: Irans to ayatollaher, Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah og Amal-lederen Nabil Berris lidt blegnede kontrafej til skue ved siden af Hizbollah-martyren og krigsministeren Imad Mugniye's.

Den perfekte kulisse til mandens budskab om, at zionismens dage er talte, og at en mellemøstlige folk vil tvinge zionisterne til at »vende tilbage til, hvor de kom fra« - altså Europa og senere USA.

Vage protester fra Israel og USA om, at besøget i Sydlibanon 'underminerer' landets stabilitet - hvad det muligvis gør - og murren i Libanons kristne og sunni-muslimske segmenter lagde ingen dæmper på hovedpersonen. Irans præsident var i sit es, da han gentog sin tidligere spådom om, at Israel vil forsvinde fra geografien. Til gengæld var der meget lidt politisk overraskende i den verbale kanonade. Ahmedinejad hyldede Hizbollahs modstand mod Israel, han pudrede sin tale med religiøse henvisninger og sagde ellers så lidt politisk, som muligt. Et formål med besøget er, at demonstrere Irans rolle som regional stormagt, men nok så vigtig er hensigten om at støtte Hizbollahs position i Libanon, der er truet, efter at det er rygtedes, at en kommende FN-rapport sigter partiet for at stå bag mordet på eks-premierminister Rafik Hariri i 2005.

Iranerne får os aldrig

Måske var det utilsigtet, men i hvert fald forekom det symbolsk: International Herald Tribune, udgivet af The New York Times, nåede i går morges ikke frem til Beiruts kiosker.

»Ahmedinejad,« sukkede Sultan, min aldrende avis-pusher fra en fin sunni-slægt med rødder tilbage til Mekka.

»Beirut er brudt sammen. Lufthavnen er lukket, gaderne er spærret af, ingen kan komme frem eller tilbage i det kaos«.

Han trak fatalistisk på de spinkle skuldre, som han gør, når den politiske virkelighed griber forstyrrende ind i hans omsætning.

»Men han er jo også perser,« tilføjede Sultan, som bevidst undlod betegnelsen 'iraner'. »Perserne er kun ude på at grabse os«, mens han åbnede og knyttede sin ene hånd. »Men det vil ikke ske. Aldrig.«

Andre var åbenlyst glade for det iranske præsidentbesøg, f.eks. viktualiehandleren henne om hjørnet fra Sultan, der sad limet til skærmen på sit lille tv under butiksloftet og fulgte Ahmedinejads tale på Raya-pladsen i Beiruts Hizbollah-højborg, Dahiya. Her betegnede gæsten Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, som »en kær kriger og skriftklog«. Rygter om, at Nasrallah ville være til stede på podiet live in person på denne særlige aften, holdt ikke. Han talte sædvanen tro fra en gigantisk storskærm og takkede Ahmedinejad for Irans økonomiske og politiske støtte til Sydlibanon og den shi'itiske befolkning, dersom han sagde, »altid gives uden krav om gengæld«.

Historien som bagage

Imad, en chauffør, jeg plejer at køre med, var enig med Hizbollah-lederen, som han i øvrigt ikke stemmer på:

»Du kan jo altid stole på iranerne. Der er aldrig nogen underdagsordener. De holder deres løfter, og det er vi jo ikke vant til,« forklarede han.

Imad er shi'it, men - er som sin far - gift med en sunni, og hverken politisk eller religiøst aktiv. Men det betyder ikke, at han er uden meninger om politik.

»Jeg tror, det er godt for os, at 'Nejad' (Ahmedinejads kaldenavn blandt tilhængere) er her i Libanon, hvor vi ellers har spændinger på grund af FN-tribunalets sigtelser mod Hizbollah. Du kan jo også høre, hvordan Gaegae pludselig er høflig. Han sagde pæne ord om 'Nejads' tale i præsidentpaladset.«

Således er historien konstant med i det libanesiske verdensbillede: Samir Gaegae, den radikale falangistleder, var chef for den kristne milits, der begik massakren i Shaba-Shatila-flygtningelejrene og samme år, 1982, tog fire iranske diplomater til fange i Beirut, der blev udleveret til israelerne, der den gang havde omringet byen.

Det populistiske brøl

Gaegae var den eneste af de gamle krigsforbrydere fra borgerkrigen, der ikke blev omfattet af fredsaftalens generelle amnesti i 1990, men afsonede 11 års fængsel, før han blev løsladt i 2005. I dag er han tilbage i politik som leder af partiet Lebanese Forces, og i den egenskab var han blandt gæsterne ved præsident Michel Suleimans velkomstfrokost for den iranske gæst, der forinden blev hyldet med flag og byger af ris og rosenblade fra tusinder af tilhængere på vejen fra lufthavnen til præsidentpaladset.

Falangist-lederen sagde, at Ahmedinejads tale ved præsidentens frokost var »positiv og overraskende«. Ahmedinejad betonede Irans ønske om øgede stat-til-stat-relationer med Libanon, og signerede derefter nye aftaler, herunder om »gensidig forståelse«.

Men er historien libanesisk bagage, var den også med i den iranske præsidents.

Og som kollegaen bemærkede: »Gaegae sagde ikke noget pænt om talen«.

Her trak Ahmedinejad det populistiske kort til brølet fra mængdens kollektive strube og advarede israel mod at antænde nye konflikter i Mellemøsten, der »vil signalere enden på den jødiske stat«.

Uden at nævne Gaegae anklagede han Israel for fortsat at holde de fire iranske diplomater fængslede, idet han understregede at Iran har beviser for, at de stadig er i live. Men undgik han i det afsnit at kritisere interne forhold i Libanon, overskred han den diplomatiske tærskel i en kommentar til det FN-tribunal, der er på vej med en rapport om mordet på Rafik Hariri i 2005, hvoir Hizbollah ventes at blive sigtet for mindst meddelagtighed. Ahmedinejad sagde, at »venner bliver hængt op på fabrikerede anklager for mordet på en ven og patriot« - nemlig den myrdede regeringschef Rafik Hariri.

Hykleri er ikke kun vestligt.

lael@inforamtion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu