Israel vil fordre fuld loyalitet til den jødiske stat

BEIRUT - Hvad vil det sige at være borger i en jødisk stat? Helt ind i Israels regering er der uenighed om svaret på det spørgsmål, der er blevet aktuelt efter en afstemning i kabinettet søndag, der indikerede et flertal for en ny lov om en 'loyalitets-ed' til 'den jødiske, demokratiske stat Israel'. Kritikere af forslaget bider mærke i rækkefølgen - jødisk, demokratisk. Kun de, der har sværget, vil få fulde borgerrettigheder. Som det er i dag, har araberne status af andenrangsborgere - de har stemmeret, men har ikke adgang til de højeste politiske poster eller sikkerhedsrelaterede embeder. Deres byer og landsbyer får bevilget procentvis færre offentlige midler til infrastruktur etc.

Lovforslaget, der fik bredt flertal i regeringen, er fremsat af justitsminister Yaakov Neeman, en ultra-religiøs jurist, der beskyldes for at ville indføre en såkaldt 'Halaka-stat' - altså en stat baseret på jødisk-bibelsk lov - ikke ulig den islamiske sharia. Det benægter han er hensigten, og forslaget støttes af de fleste partier i Knesset, dog siger Meretz på venstrefløjen, de små arabiske partier og Labour nej - men Ehud Barak, formand og forsvarsminister, vil dog stemme for efter at have fået indføjet en passus om, at loven er i 'forlængelse af uafhængigheds-erklæringen fra 1948'.

I Likud er der fodslag, kun minister for efterretninger og atomkraft Dan Meridor, en falmet liberal Likud-stjerne, er imod lovforslaget, som han siger »kun vil gøre Israels arabere mere ekstreme«.

Projektets motor er det nationalistiske Yisrael Beitenu (Israel er Vort Hjem), der har været toneangivende i en kampagne om Israels araberes tvivlsomme loyalitet over for staten, som har stået på i årevis. Formanden, Avigdor Lieberman, står bag en stribe tiltag, der sigter på at marginalisere de ca. 1,5 mio. arabiske medborgere, og mange liberale kommentatorer ser 'loyalitets-eden' som en glidebane, der kan ende med at ikke-loyale får frataget deres statsborgerskab.

Et arabisk Knesset-medlem, Ahmed Tibi, har da også kaldt forslaget racistisk. Den venstreorienterede debattør Gideon Levy har sammenlignet det med Saudi-Arabiens islamiske stat, hvor andre religioner er forbudt. Tanken bag en loyalitets-eden er da også mere mellemøstlig end europæisk-demokratisk - mange muslimske lande er officielt 'islamiske', bl.a. Iran og Pakistan, og adskillige tillader kun muslimer som statsoverhoveder.

Fredsprocessens rolle

Debatten om edsaflæggelse som betingelse for borgerrettigheder berører fredsprocessen i den forstand, at palæstinenserne nu slår til lyd for at droppe tanken om en suveræn palæstinensisk stat, der alligevel ikke vil fungere, til fordel for en enhedsstat, hvor Israel annekterer de besatte områder, som det allerede er sket med Østjerusalem og Golan-højderne, erobret fra Syrien i 1967. Tankegangen er, at den 'demografiske bombe' tikker, og at palæstinenserne i en sådan stat vil være i flertal om senest 20 år.

Den israelske regerings nationalistiske og religiøse højre-partier er imod en to-stats-løsning og foretrækker at kontrollere de besatte områder med flertallet af de ca. 2,3 mio palæstinensere i bantustanlignende bycentre. På den anden side ved de israelske politikere, at de før eller siden må finde en løsning på den nu 43 år lange besættelse, der bl.a. er en bekvem krykke for autoritære arabiske og islamiske regimers uvilje til demokratiske reformer. Bl.a. som en følge af krigene mod Libanon og Gaza i 2006 og 2008-9 boykottes israelske akademikere og universiteter, kunstnere aflyser planlagt optræden i Israel. Senest har popsangerinden Annie Lennox erklæret, at hun »ikke har interesse i at rejse til Israel«. Det kan Israel leve med - værre er det, at EU i går tog klart afstand fra 'loyalitets-ed'-forslaget.

En talskvinde for Cathe-rine Ashton, EU's udenrigsminister, siger således: »Vi støtter, at to fremtidige stater, Palæstina og Israel, vil garantere lighed for alle borgere. Det betyder for Israel, hvad enten borgeren er jøde eller ej.«

Genklang hos israelerne

Men når en loyalitets-ed, som den der nu er på Knessets dagsorden, har genklang i den israelske befolkning - og det har den at dømme efter afstemningen i regeringen - er det af historiske grunde. Israel - der allerede nu kalder sig jødisk - opstod i 1948 efter FN's deling året forinden af det britiske mandatområde fra Jordan-floden til Middelhavet.

Da den israelske leder, David Ben-Gurion, udråbte staten i maj 1948, invaderede de arabiske lande halvhjertet, og i den følgende krig erobrede Israel nye områder, der i dag udgør 'selve Israel' med 1967-grænsen, der reelt er våbenstilstandlinjen fra 1949. De israelske bataljoner, hvor også danske jøder deltog som frivillige, gik i krig for et 'jødisk hjemland' i overbevisningen om, at kun i egen stat var jøder sikret mod folkemord som det, de tyske nazister gennemførte i perioden 1933-45, hvor seks millioner jøder blev myrdet.

Israels forhold til de arabiske naboer har siden været anspændt med en række krige til følge og er baggrunden for, at Netanyahu som led i de aktuelle fredsforhandlinger med palæstinenserne har krævet, at de skal anerkende Israel som en jødisk stat - hvormed det underforstås, at araberne accepterer Israels jødiske særpræg - og altså med ikke-jøder som andenrangsborgere.

Palæstinenserne afviser pure Netanyahus krav - både nu og som led i en endelig aftale. Som en israelsk analytiker, Jonathan Spyer, tørt konstaterer: »Palæstinenserne er ligeglade med deres frimærkestat. Det, de har inde i deres hoveder, er en tilbagevenden til hele området.«

Den tankegang går igen hos mange israelere og er baggrunden for, at forslaget om A- og B-borgere har bred støtte.