Baggrund
Læsetid: 2 min.

Israels 'loyalitets-ed' kan næppe få flertal i parlament

Premierministerens kompromisforslag om, at loyalitets-løftet skal gælde både jødiske og ikke-jødiske indvandrere skaber kaos i regerings-koalitionen
Udland
22. oktober 2010

BIRUT - Det siges om israelere, at de kan komme op at skændes med klartonen i en telefon. Nu skændes premierminister Benyamin Netanyahus koalition om det nye lovforslag til en »loyalitets-ed« til den »jødiske, demokratiske stat«, der forrige uge blev sendt videre til det israelske parlament, Knesset, med støtte fra 22 af kabinettets 30 medlemmer. Sådan er det ikke længere - alt tyder på, at loven ikke kan opnå flertal blandt Knessets 120 medlemmer.

Lovforslaget går ud på, at kommende indvandrere til Israel skal aflægge en særlig ed til den jødiske, demokratiske stat - altså sværge troskab til Israels særlige karakter som 'jødisk hjemland'. Palæstinensere, der søger statsborgerskab, f.eks. hvis de gifter sig med israelere eller israelske arabere, omfattes af lovforslaget, der formelt omfattede alle ikke-jødiske indvandrere.

Men forslaget vakte så meget postyr - venstrefløjen fordømmer det som »fascistoidt« og palæstinenserne kalder kaldt det »racistisk« - at Netanyahu i forsøg på at imødegå kritikken dekreterede, at alle indvandrere - altså også jøder, der praktiserer aliya - tilbagevenden - tillige skal afkræves loyalitetsløfte. I dag er enhver jøde på kloden sikret israelsk statsborgerskab, hvilket har baggrund i jødernes historie som forfulgte gennem århundreders pogromer.

Men da Netanyahu dekreterede sit kompromis, havde han ikke taget sit kabinet i ed, og nu er regerings-koalitionen revnet på midten. To Likud-medlemmer, Zeev Elkin og Yuri Edelstein, begge indvandrere fra det tidligere Sovjetunonen, har sat hælene i over for kravet om, at også jøder skal omfattes af loven. De mener, det er et brud med Israels statsræson om, at jøder automatisk kan blive borgere i det jødiske hjemland.

Justitsministeren, Yaakov Neeman, der lægger navn til loven, har truet med at træde tilbage, hvis loven ikke vedtages. Avisen Ha'aretz har regnet ud, at den som sagerne står nu kun har 54 af Knessets 120 mandater bag sig - og det er endda tvivlsomt om det er tilfældet, eftersom de to højre-partier, det ultraortodokse Shas og det ultranationale Yisrael Beitenu, ikke har taget endelig stilling til Netanyahus revidering af kriteriet for eds-aflæggelsen.

I forvejen er tre Likud-ministre, Benny Begin, Michael Eitan og Dan Meridor, imod ligesom alle Arbejderpartiets ministre bortset fra forsvarsminister Ehud Barak. Desuden har det religiøse parti, Forenet Testamentelig Jødedom og det højreorienterede National Union meldt fra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John V. Mortensen

På den ene side er det den oprindelige mening fra 40-erne med Jødernes Hjemland, på den anden side - en typisk jødisk "Os og Dem"- tankegang.