Nyhed
Læsetid: 4 min.

Af jorden genfødt

De 33 chilenske minearbejderes løftelse ud af mørket er det stof, som myter er gjort af. Og gode kameraskud - også af iscenesættelse og hysteri
Udland
14. oktober 2010
I det raketlignende fartøj 'Fenix' hentes de 33 chilenske minearbejdere op fra dybet - én ad gangen. På jordens overflade venter i den lille minebys 800 pårørende - og 2.000 mediefolk. Minen ligger 800 km nord for hovedstaden Santiago de Chile.

I det raketlignende fartøj 'Fenix' hentes de 33 chilenske minearbejdere op fra dybet - én ad gangen. På jordens overflade venter i den lille minebys 800 pårørende - og 2.000 mediefolk. Minen ligger 800 km nord for hovedstaden Santiago de Chile.

MARTIN BERNETTI

»Af jorden skal du genopstå.« Sådan lyder begravelsesritualets sidste og løfterige linje.

Forestillinger om at blive rejst af graven og mørket op til jorden og lyset er så gamle som civilisationen. Den oldgræske myte fortæller om sangeren Orfeus, at han elskede Eurydike. Da hun døde af slangebid, sang Orfeus i sin sorg så bevægende, at selv dødsrigets hersker, Hades, blev bevæget og gav Orfeus lov til at stige ned i i underverdenen for at hente Eurydike op til livet.

Der blev stillet en betingelse: Hades forlangte, at Orfeus skulle gå forrest og ikke vende sig om mod Eurydike, før de var oppe. Da Orfeus var nået op, vendte han sig mod Eurydike, selv om hun endnu ikke var fri. Hvorpå Eurydike sank tilbage i mørket.

Det synes lykkeligvis ikke at ske for de 33 chilenske minearbejdere, der i disse timer hejses op fra det 622 meters dyb, hvor de har været indespærret, siden deres mineskakt kollapsede den 5. august. De 33 ser ud til at komme op til lyset. Helskindet - så helskindet man nu kan være på legeme og sjæl efter at have opholdt sig 70 dage i graven. Meget sigende skal de ophejsende iføre sig stærke solbriller, for at de mørkevante øjne ikke flænses ved mødet med det skarpe projektørlys, der venter dem.

Flest ender nede

Umiddelbart efter skaktens kollaps var det tvivlsomt, om nogen redning var mulig. De fleste minearbejdere, der spærres inde under jorden, kommer aldrig op igen.

Den internationale fagforening for minearbejdere anslår, at 12.000 minearbejdere årligt mister livet i arbejdspladsens dyb. Værst står det til i lande som Kina, Rusland og Colombia. I Kina omkom i 2009 hele 2.631 i minerne.

Det handler om penge. Sikkerhedsforanstaltninger er en omkostning. Og hvorfor skulle man lade sig tynge af den, når folk er villige til at kravle ned i dybet alligevel?

Minearbejdernes sikkerhed handler nok så meget om frie og uafhængige medier, der kan afsløre hasard med menneskeliv. Kig en gang til på navnene på lande med flest ulykker. Ikke sandt?

At de chilenske arbejdere kommer op til jordens overflade, er på flere planer fortrøstningsfuldt. Dels fordi de overlever. Dels fordi deres overlevelse er vidnesbyrd om, at liv kan reddes, hvis tilstrækkelige kræfter sættes ind på det. De 33 burde aldrig være blevet fanget nede i dybet. Men deres mineselskab - Empresa Minera San Esteban - har et rædselsfuldt synderegister, hvad angår minesikkerhed.

Den mirakuløse redning kan forhåbentligt sætte selskabet og dets medslyngler i Chile - og udenfor - under pres til at opføre sig ordentligt.

Vældig billedkraft

Der er en vældig fascinationskraft i billeder af arbejderne, der én ad gangen vender tilbage til jorden i deres raketlignende fartøj.

En henført sydamerikansk tv-vært, der sender direkte fra åstedet, erklærer, at han skal helt tilbage til 1969-billederne af den første mand på Månen for at finde tilsvarende billedbrag.

Så megen opmærksomhed kalder på iscenesættelser. Påfaldende er det, at de opstigende arbejdere ikke ser ud som nogen, der alt for længe har opholdt sig i en jordhule. De er tilsyneladende renskurede og nette. Deres redningsfartøj prydes af chilensk flag. Som om de er på vej til gallafest hos landets præsident.

Hvad de givetvis også er. Chiles præsident, Sebastian Piñera, står klar på stedet til at give mandekram til de reddede. I sin plagede historie har Chile nu fået en national samlingslegende: Hvis vi bare trækker i samme tov og talje, kan vi udrette mirakler.

Det koger med forlydender om tilbud til de opstigende: Tv-optrædener, bogkontrakter, himmelstræbende karriere. Man sender en tanke til Andy Warhol og hans 1968-profeti: »I fremtiden vil alle være verdensberømte i 15 minutter.«

Hvor mange af de 33 vil mon befinde sig under gloriøse omstændigheder et år eller to fra nu? Er de tilbage i minen? Eller er de brudt sammen og ude af stand til at arbejde overhovedet?

Deri ligger en af mediebegivenhedens ironier: Lægelig sagskundskab siger, at det første og meste, de ophentede har brug for, er ro og fred til at finde sig selv og de nærmeste.

Og hvad møder der dem så ved opstigningen? Kaos og hysteri. Gårsdagen havde beskæmmende beretninger om mediefolk, der gik grassat for at komme tættest på miraklet - og trampede de pårørendes telte og møbler itu.

2.000 journalister

I den lille mineby er samlet 800 pårørende og 2.000 mediefolk. De pårørende vil nok skynde sig væk med deres kære, efterhånden som de reddes. De 2.000 mediefolk bliver sikkert hængende, så de kan kaste sig over den sidste, der kommer op - og hans familie.

Her sender man en venlig tanke til Pakistan, hvor for nylig millioner af mennesker har været truet af oversvømmelser, og mange stadig er. Helt præcis hvor mange journalister blev sendt afsted pr. jet for at dække den begivenhed?

Endnu et tankestrejf ved synet af det fartøj, der redder de chilenske arbejdere op: Det ligner jo en raket. Det ser ud, som om de har tænkt sig at fortsætte fra Jordens indre og ud i det ydre rum.

Måske er man endnu mere ensom, når man opholder sig derude. 33 ad gangen til at holde hinanden med selskab er man i hvert fald endnu ikke. Det længste ophold, nogen har haft i det ydre rum, er de to sovjetiske astronauter Vladimir Titov og Musa Manarov i rumskibet Mir. Det var i 1987/88. Og hvor længe? Ikke noget med 70 dage i isolation fra menneskenes jordoverflade. Nej, de opholdt sig i deres kabine i ét helt år, 366 dage, fra den 21. december til den 21. december det følgende år. Kort efter at de kom ned, brød den stat sammen, som havde sendt dem op.

Tænk, hvis de bare havde fået lov til at blive hængende og være gået til grunde i rummet.

Hvilken jord skulle de så være genopstået fra?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Hurra for redningen. Det kan kun glæde.
Nu ville det så være passende, at lederne af firmaet, der ejer minen og som gennem årene af profithensyn har sjusket med sikkerhedsforanstaltningerne, blev firet ned, hvor arbejderne befandt sig og fik et par måneder på stedet til at tænke over forbedringer af sikkerheden, inden de blev hentet op igen.

Det rene skuespil?
Ulykken var åbenbart undgået, hvis præsident Sebastian Pinera havde fulgt rådet om at lukke minen frem for at genåbne den efter virksomhedsledernes forslag, men i stedet for modstand og ubehag får han nu ros og berømmelse.
Isabel Allende gjorde vist opmærksom på forholdet til den ideologiske sag omkring kolonialiseringen, en 500 år gammel gæld til det land og de folk, hvis efterkommere tilsyneladende påtrådte som minearbejdere, en slags "Åndernes Hus".

Birgitte Thomsen

Det var sjovt at se hærdebrede mænd sidde på hug med de handskeklædte hænder foldet foran sig, mens de ventede på at noget skulle komme frem fra dybet. Som jordmødre - nu også jordfædre!
Men før vi svømmer hen: hvordan går det med Maputche indianerne, der har sultestrejket i cirka lige så lang tid som minearbejderne var spærret inde? De indianere, der i sin tid af salig præsident Allende fik deres "ancestral lands" í evig arv og eje. Den evighed, der kun varede til 11. september 73. (Jeg kommer vist aldrig til at glemme, hvor jeg var og hvad jeg lavede, da vi i radioavisen den dag hørte om kuppet.) Det ville have klædt medierne også at have nævnt dem! For det var vel for meget forlængt at præsidenten havde dem med i talen.
CNN og andre skal dog have point for i hvert fald at nævne alle de ufatteligt mange minearbejdere, der hvert år ikke bliver reddet - ikke mindst i Kina....

11.sept.73 er en vigtig dato at minde os om.

Lasse Jensen havde i dag i radioen en diskussion mellem to mediefolk om, i forbindelse med reportagen fra Chile, at bringe det væsentlige eller det populære. Redningen var et væsentligt indslag i nyhedsformidlingen, men kunne man ikke have indskrænket sig til nogle minutters daglige nyheder. Resten var, som så meget i dag, journalistiske paternosterbønner og overskyggede, som Birgitte og andre gør opmærksom på, de tilhørende væsentlige elementer til forståelse af Chile, en oplagt lejlighed, der blev forpasset.