Nyhed
Læsetid: 4 min.

Koalitionsstyrker undgik systematisk at efterforske overgreb

De amerikanskledede myndigheder i Irak har undladt at efterforske hundredevis af indberetninger om mishandling, tortur, voldtægt og mord på tilbageholdte irakere, selv om overgrebene er begået af militær og politi, som koalitionen samarbejdede med
Irakiske fanger i al Maqal-fængslet i Basra: De løsladte Wikileaks-militærlogs viser et omfattende misbrug af fanger, som ofte er blevet bevidnet af den vestlige koalitions soldater.

Irakiske fanger i al Maqal-fængslet i Basra: De løsladte Wikileaks-militærlogs viser et omfattende misbrug af fanger, som ofte er blevet bevidnet af den vestlige koalitions soldater.

Zohra Bensemra

Udland
23. oktober 2010

De lækkede krigslogs fra Irak afslører i hundredevis af grumme rapporter, ofte bakket op af lægelig dokumentation, om fanger, som er blevet lagt i lænker, har fået bind for øjnene, er blevet hængt op i håndled og ankler fra loftet og derefter underkastet piskeslag, knytnæveslag, spark, elektrisk stød og andre former for tortur. Seks rapporter fra lækket ender tilsyneladende med, at den mishandlede tilbageholdte afgår ved døden.

Nogle af rapporterne anklager amerikanske, britiske og andre koalitionsstyrker for overgreb mod deres fanger, men de fleste af de rapporterede hændelser handler om irakisk politi og soldater, herunder navngivne højtstående officerer, som citeres for forsøg på at retfærdiggøre volden. De forskellige logs tegner et billede af systematisk og som regel ustraffet mishandling af fanger fra irakiske styrker.

De lækkede rapporter afslører, at det har været officiel politik hos koalitionen at undlade at efterforske nogen beskyldninger om overgreb, som involverer irakisk politi eller militær. I hundredevis af sager, hvor koalitionen har modtaget detaljerede indberetninger om voldelige overgreb, noteres det at »ingen efterforskning er nødvendig«, hvorefter rapporterne blot videregives til de selvsamme irakiske enheder, som er involveret i overgrebene. I kontrast hertil afføder enhver beskyldning mod koalitionsstyrkerne en formel efterforskning, som ledes af Pentagons afdeling for strafferetslige efterforskninger.

Mindst seks mord

I det lækkede materiale findes der referencer til mindst seks mord begået af sikkerhedsstyrker, hvoraf ingen hidtil er blevet vidererapporteret eller så meget som anerkendt af koalitionen, på trods af, at loggene viser, at den har ligget inde med oplysninger om dem. Der findes ingen offentligt tilgængelige oplysninger om, at nogen er blevet dømt for nogen af mordene.

Den seneste sag er fra december sidste år, hvor amerikanerne modtog en video, som ifølge loggen viste irakiske officerers henrettelse af en fange i Tal Afar i det nordlige Irak.

»Optagelserne viser cirka 12 irakiske soldater fra hæren. 10 soldater fra IA (den irakiske hær, red.) talte indbyrdes, mens to soldater holdt den tilbageholdte. Fangens hænder var bundet (...) Optagelserne viser, hvordan IA-soldaterne skubber fangen ud på gaden og ned på jorden, slår ham og skyder ham.«

Loggen har overskriften »Henrettelse af fange« og fortæller, at en af officererne på videoen er blevet identificeret med navn som en major, der arbejder som efterretningsofficer for den irakiske tredje hærs niende motoriserede brigade, som har base i al-Kisik lige uden for Tal Afar. Den forklarer ikke, hvordan videoen er blevet optaget, men der står, at henrettelsen fandt sted 14. december 2009, og at videoen 23. december er blevet videregivet til MND-N. MND-N er betegnelsen for den nordlige division af den multinationale styrke, med base i Mosul, omkring 50 kilometer fra Tal Afar.

Ordre 242

De mange rapporter med påskriften »ingen efterforskning nødvendig« kan føres tilbage til Frago 242. En »frago« er den militære forkortelse for en såkaldt »fragmentary order«, en delvis ordre, som opsummerer et komplekst krav. Frago 242 er udstedt i juni 2004, omkring et år efter invasionen af Irak, og beordrer koalitionsstyrkerne til at undlade at efterforske nogen overtrædelser af reglerne for væbnet konflikt, såsom fangemishandling, medmindre de direkte involverer medlemmer af koalitionen. Hvis det indberettede overgreb er begået af en iraker mod en iraker, »udfærdiges udelukkende en indledende rapport (...) Ingen yderligere efterforskning er nødvendig, medmindre HQ (hovedkvarteret, red.) beordrer det.«

Frago 242 ser ud til at være blevet udstedt som led i et bredt politisk forsøg på at overføre ansvaret for sikkerhedshåndteringen fra koalitionens til irakernes hænder. I praksis betyder den, at regimet er blevet tvunget til at ændre sin politiske forfatning, men er blevet tilladt at bevare sin brug af tortur.

Det gamle diktaturs systematiske ondsindethed, hvor Saddam Husseins sikkerhedstjenester håndhævede en orden uden hensyn til loven, videreføres og forstærkes af det nye regimes vilde kaos med kriminelle, politiske og sekteriske grupperinger, som er vokset frem siden invasionen i 2003 og har infiltreret enheder i politiet og hæren og har brugt Iraks fængselsceller til egne private hævntogter.

Hundredevis af de lækkede krigslogs demonstrerer, hvor frodig fantasien er hos torturbødler, som står over for totalt hjælpeløse ofre. Ofrene bindes, får stoppet munden til, får bind for øjnene og isoleres, hvorefter mænd i uniformer pisker dem med ledninger, metalstænger, gummislanger, træstave, tv-antenner, vandrør af plastic, ventilatorremme og kæder. Loggene fortæller, hvordan ofret alt efter bødlens humør bliver spændt op i armled eller ankler, vredet rundt i belastende stillinger, misbruges seksuelt eller voldtages, pines med chilier, cigaretter, syre, tænger eller kogende vand. De viser også, at det sker uden nogen særlig frygt for straf, eftersom der ikke vil komme krav om efterforskning af den irakiske myndighedsperson, hvis blot han begår overgrebet mod en civil iraker.

De fleste af ofrene er unge mænd, men nogle logs rapporterer om alvorlige og seksuelle overgreb mod kvinder; mod unge, inklusive en dreng på 16, som hænges op i loftet og tæves; mod gamle og sårbare, herunder en handikappet mand, hvis sårede ben med vilje angribes. Loggene udpeger gerningsmænd fra alle hjørner af det irakiske sikkerhedsapparat - soldater, politiofficerer, fængselsfunktionærer, grænsevagter.

Det er hinsides enhver tvivl, at koalitionsstyrkerne ved, hvad deres irakiske kammerater foretager sig: De lækkede krigslogs er styrkernes egne interne optegnelser.

Det er umuligt, at alle anklagerne kan være falske. Nogle er det tydeligvis, men de fleste underbygges af lægelig dokumentation, og nogle handler om hændelser, der har været direkte bevidnet af koalitionsstyrker.

Koalitionens svar, som Frago 242 viser, er at se efter retfærdighed hos de højtstående officerer i de irakiske sikkerhedsstyrker. Det er dem, koalitionen sender sine rapporter til. Men de selvsamme rapporter viser, at disse højtstående officerer ofte er en del af problemet.

© The Guardian og Information. Oversat af Lotte Folke Kaarsholm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og hvad vel så Dansk Folkeparti gøre ved det? Lad mig gætte: - det er ikke nødvendigt med nogen undersøgelse

Lars R. Hansen

Irak er Irak - og koalitionen havde ikke jurisdiktion over irakisk militær eller politi - hvorfor koalitionen naturligvis udelukkende har efterforsket (og evt. retsforfulgt) overgreb begået af koalitionens tropper.

Søren Kristensen

fordi, det at undersøge sin egen lort med en pind, for at få stillet en diagnose, er en meget gammeldags og relativ usikker arbejdsmetode, hvor det eneste sikre resultat er at det lugter dårligt.

Michael Skaarup

jeg har svært ved at distrahere fra hyletonen fra de selvretfærdige journalisters jammen.

Alle ved( eller burde vide) at krig ikke er fedt. Og i krig er moral godt, med dobbeltmoral der dobbelt så godt, og derfor kan det sgu ikke undre nogen at koldkrigsklubben med Fjogh bag bordet, kun er en stor nedtur at stifte bekendskab med.

@ Søren

God og vittig sammenligning!

Ellers er det nu ret alvorligt:
http://www.youtube.com/watch?v=U3dXLZqgPow

Debat i Folketinget den 4. maj 2004, Fogh Rasmussen:

"- Jeg har med tilfredshed noteret mig, at den amerikanske regering selv, ligesom i øvrigt den britiske, skarpt har fordømt det, der har fundet sted, og jeg har ingen som helst anledning til at tvivle på, at de skyldige bliver draget til ansvar efter de gældende regler. Det er jo netop det, der er forskellen på et totalitært og et demokratisk regime: I et demokratisk regime bliver sådanne sager fuldt oplyst, og de skyldige bliver retsforfulgt."

Ja, Anders, men kun fordi "demokratiet" blive hjulpet på vej af sådan nogle som Wikileaks. "Demokratiet - med dig i spidsen - har gjort alt hvad, der er muligt for stoppe disse farlige leaks!

Kilde: http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article1436454.ece#ixzz...

Der er ikke noget nyt i at civilister bliver voldtaget, torteret og myrdet i lande som Det Onde Imperium fører terror i mod .
Det er nok derfor så mange hader USA som pesten..

Vi må håbe på, at når regeringen går i gang med deres store spinmakine, at journalisterne bliver ved med at forfølge alle de spørgsmål der skal svares på, vi har jo desværre set før at sådan nogle sager hurtigt dør ud..

P.S
Det bringer ikke rigets sikkerhed og soldaternes liv i fare at sandheden bliver offentliggjordt. Krig derimod bringer rigets sikkerhed og soldaters liv i fare, lad os aldrig glemme det...

Man kan ikke ofte nok stille spørgsmålet om, hvor længe vi skal vente på at oppositionen, medierne og den danske offentlighed stiller den forhenværende danske statsminister til ansvar for sine ugerninger i forbindelse med det militære overfald på Irak, subsidiært at statsministeren bliver udleveret til retsforfølgelse i udlandet?

Den Internationale domstol i Haag har i de senere år haft travlt med at dømme krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien og Afrika. Det ser dog ud til at domstolen har et blindt øje, når det gælder ledere fra de rige lande i Vesten.

Bush, Blair og Fogh har startet en ulovlig angrebskrig mod Irak og besættelsesmagten har i den sammenhæng systematisk anvendt tortur, begået massakrer mod civilbefolkningen og anvendt ulovlige kemiske våben. Fogh & Co. har startet en blodig og beskidt borgerkrig i Irak, som ingen i øjeblikket kan se en ende på.

Anders Fogh Rasmussen er medskyldig i mordene på tusinder og atter tusinder af civile irakere.Bevismaterialet mod statsministeren og hans kammerater er ganske overvældende, og det burde være en formssag at få dem dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Lad os håbe at retfærdigheden snart sker fyldest!

@ Per Thomsen

!

Vi må lige huske på at virkeligheden kan være meget, meget værre. Tallene er jo kun baseret på, hændelser bekæftede af US’s militær.

Hvem siger, at vestlige standarder og internationale konventioner respekteres i andre dele af verden? Hvordan kan man tillade sig en naivitet som denne? Hvem siger, at muslimer og islam har samme holdning til liv og mors som os? Jeg anbefaler, at I rejser udenfor vesten eller studerer eller begge dele.