MUZAFARGARH, PUNJAB - Mens Jamshed Dasti, en ung, fremadstormende pakistansk politiker, kører gennem landbrugsområderne i det sydlige Punjab, som er blevet ødelagt af oversvømmelserne, sværmer en menneskemængde omkring hans skinnende, sorte jeep. Desperate ansigter trykkes mod bilruden, de tigger om hjælp. Dasti stiger ud.
Det er kaotisk. En blind kvinde bestormer ham, rører ved hans ansigt og fortæller råbende om sine problemer. En mor trækker ham ind i et telt, så han kan se hendes syge søn, som mangler medicin. En gammel mand råber, at en udlejer misbruger lokalbefolkningen. Der udbryder et skænderi. »Du er bare en tigger,« råber en mand til sin sidemand. Dasti griber ind for at skabe fred. Men ellers omgås hans menneskemængden som en garvet politiker. Han trykker hænder, lytter til beklagelser, giver løfter og stikker pengesedler i hænderne på folk. Så sætter han sig igen ind i bilen og stikker hovedet ud af døren og råber: »Jeg er kommet for at skabe forandring.« Folkemængden begynder at klappe.
Høsten blev ødelagt
Muzaffargarh i det sydlige Punjab er Pakistans største landbrugsområde, et frugtbart bælte langs floden Indus, der producerer et overflødighedshorn af afgrøder: Hvede, ris og bomuld, som er Pakistans vigtigste eksportvare. Nu er området i krise. Da oversvømmelser hærgede i sidste måned, blev flodområdets økonomi decimeret. Oversvømmelserne ramte rismarkerne lige inden høsten. Mange steder er sæsonen for bomuldsplukning, som skulle begynde i denne måned, blevet aflyst. Bryllupperne, som normalt bliver afholdt efter bomuldshøsten, er også blevet aflyst. »Ingen har penge til at blive gift. Eller huse at bo i,« siger en mand.
Dasti, en kontroversiel, 30-årig politisk opkomling, siger, at dette ødelagte område er klar til politisk forandring. Muzaffargarh domineres af en række familier med store jordbesiddelser, der er i Pakistan er kendt som »feudalherrer«. Under oversvømmelserne brugte nogle af feudalherrerne deres magt til at lede vandet bort fra udvalgte marker, hvilket medførte, at de fattiges marker blev oversvømmet, fortæller Dasti: »De sørger kun for sig selv,« siger han.
Opportunist eller befrier
I kølvandet på de værste oversvømmelser i Pakistan i flere årtier er det en anklage, som folk i de fattige landdistrikter kan forstå, og som kan få dem til at forkaste de lokale feudalherrer, mener Dasti: »Feudalherrerne har i flere generationer holdt folk som slaver. Jeg er her for at befri dem.«
Det er sandsynligvis ikke helt så enkelt. Beskyldninger af denne art, som også er blevet fremsat i Sindh, kan ikke dokumenteres og udspringer af lokal rivalisering: »Dasti er bare en opportunist, som er blevet politiker ved et tilfælde. Han giver sig bare ud for at være fattig,« siger Ahmed Yar Hanjra, som er en af de feudalherrer, der er genstand for Dastis beskyldninger. Mange feudalherrer mistede deres jord og sågar deres huse, da Indus-floden gik over sine bredder. Der er blevet nedsat et udvalg, som skal undersøge påstandene. Den 4. oktober begyndte en landsretsdommer at indsamle beviser i Muzaffargarh.
Der er dog ingen tvivl om, at Dastis retorik rammer en stærk følelse af desillusion blandt de hårdest ramte landbrugsfamilier. Ikke langt fra Hanjras hus ligger den muslimske landsby Chah Wallah, hvor 40 huse er blevet oversvømmet af en kunstvandingskanal, som gik over sine bredder. Nu ligner landsbyen et bizart feriested ved stranden. Vandet, som har trukket sig tilbage, har efterladt et tykt lag af fint sand, der dækker den før så frugtbare jord. De forvirrede landsbyboere, som nu bor i telte, der er slået op på sandbankerne, ved ikke, hvad de skal gøre:
»Der var ris her nedenunder, som vi skulle til at høste,« siger en mand, mens han stikker en pind i sandet. »Ved daggry var jeg en velhavende mand, men ved solnedgang var jeg blevet fattig, uden hverken hus eller afgrøder. Jeg havde intet tilbage,« siger en anden.
Landmændene siger, at det kan tage flere år at fjerne sandet og igen begynde at opdyrke jorden. Indtil da har de hverken penge eller et sted at bo, men blot et par hængekøjer og nogle gryder, som er stuvet sammen i deres telte. Da jeg spørger Riaz Hussain, hvordan han har tænkt sig at overleve, peger han mod himlen og siger: »Allah.«
Ladt i stikken
Landsbyboerne siger, at de føler sig ladt i stikken. Soldater og embedsmænd fra skattemyndighederne kom på besøg for at tage billeder, fortæller en gammel kvinde. Men ingen af dem er siden vendt tilbage. Kun postvæsnet fungerer, men der kommer kun dårlige nyheder med posten. En mand, som står i nærheden af sit hjem, der ligger i ruiner, har netop modtaget sin elregning: »Det virker som en vittighed,« siger han.
Landsbyboerne giver den lokale godsejer, Hanjra, skylden for at have ført vandmasserne gennem Taunsa-dæmningen - en gigantisk konstruktion længere oppe ad floden - for at redde sin egen jord, herunder et jagtreservat. Nu siger de, at de vil stemme på Dasti: »Han er de fattiges ven,« siger en af dem. »Vi vil give ham chancen.«
Respektløs opkomling
Dasti, som er søn af en deltidsbryder, fik sin populistiske gennemslagskraft længe inden oversvømmelserne. Han startede en gratis bus, som kaldes »Benazir-bussen«, opkaldt efter den afdøde leder af hans parti, Pakistansk Folkeparti. Han har ry for at lægge øre til de fattiges bekymringer og beklagelser og har derfor fået øgenavnet »Nødopkald 15«, som er navnet på den lokale nødtelefon. Han taler ikke engelsk, som medlemmerne af Pakistans overklasse gør, og siger, at han bor sammen med sin mor i den mudderhytte, hvor han blev født: »Jeg har ikke råd til at flytte,« siger han.
Og så han er respektløs og frygter ikke de lokale myndigheder. Da vi holder stille stikker en gammel mand i hovedet ind i bilen for at bede om hans visitkort: »Så kan jeg vise det, hvis politiet stopper mig,« siger manden. »Op i røven med politiet,« svarer Dasti.
Elitens hetz
»Alle er efter mig,« siger han senere, mens han med skræmmende høj hastighed kører slalom mellem regnbuefarvede lastbiler på en hullet vej: »Domstolene, de politiske magthavere, medierne, hele magteliten. Men folk her elsker mig. De beder for mig.«
Opkomlingen er også plaget af et kontroversielt omdømme. Efter eget udsagn har politiet mistænkt ham i 42 forskellige sager, bl.a. for mord. Seks af disse sager pågår stadig. I 2001 blev han arresteret og sad i fængsel i 15 måneder. »Det var en falsk anmeldelse, og det vidste alle. Men magthaverne pressede politiet til at retsforfølge mig,« siger han. I marts 2009 ekskluderede højesteret Dasti fra parlamentet, fordi hans angiveligt havde snydt med sin universitetseksamen, som er lovpligtig for parlamentsmedlemmer. Han blev dog uden besvær genvalgt ved det følgende valg. Og af en fattig politiker at være har han forbavsende nemt ved at finansiere sine aktiviteter. Han låner den blankpolerede jeep af en tilhænger, fortæller han, mens de penge, som han deler ud til de fattige, angiveligt er en del af hans løn som parlamentariker.
Med sine beskyldninger mod feudalherrerne har han trådt på en øm tå, såvel nationalt som lokalt. Den store magt, som eliten i landområderne besidder, bliver ofte nævnt som et af de strukturelle problemer i pakistansk politik. Landbruget bliver ikke beskattet i Pakistan, og denne ubalance er en forhindring for at hæve uddannelsesniveauet, skabe social lighed og danne stabile regeringer. Men feudalherrerne har faktisk mistet en del indflydelse i de seneste år. Eliten i byerne, som er repræsenteret af oppositionslederen Nawaz Sharif, er den nye magtfaktor i pakistansk politik, mener analytikere.
Det sydlige Punjab er dog den gamle ordens bastion. I sit store stuehus fortæller Dastis rival Ahmed Yar Hanjra, som er medlem af regionalforsamlingen, at hans far og to onkler tilsammen har omkring 2.500 tønder land. En af onklerne blev valgt til regionalforsamlingen i Punjab fem gange i 1980'erne og 1990'erne, mens den anden var borgmester i området. Han foragter Dasti: »Han er gennemkorrupt, men lader som om, at kæmper for de fattige. Vi regner ham ikke for vores ligemand.«
Sociale forandringer
Hanjra benægter på det kraftigste, selv at skulle have ledt vandet udenom sine egne marker: »99 procent af vores jord er også blevet oversvømmet,« siger han. Han tilføjer, at han også har deltaget i nødhjælpsindsatsen for de fattige. Men det er svært at stille dem tilfreds. »Selvom man bliver ved med at give dem, siger de stadig, at de ikke har noget. De er utaknemmelige.«
Ifølge Asad Sayeed, en politisk analytiker fra Karachi, har oversvømmelserne allerede forandret Pakistans landdistrikter. Landmændene er flyttet til de store byer. Og nogle er sandsynligvis stukket af fra gæld til deres udlejere. Der vil sandsynligvis opstå stridigheder om grænseskel, forudser Asad Sayeed. Men om oversvømmelserne vil ændre magtstrukturerne, afhænger af, om der dukker populister som Dasti op, siger Sayeed: »De sociale forandringer, som allerede var i gang, vil nu blive accelereret som følge af oversvømmelserne.«
© Information og Guardian 2010
Oversat af Mads Frese
