Nyhed
Læsetid: 4 min.

Krisen knækker græske livsstilsterrorister

Da politiet i Athen for to år siden skød og dræbte en 15-årig dreng, udløste det voldsomme optøjer i Grækenland. En politibetjent er nu blevet dømt for drabet, men samtidig har anarkisterne forpasset muligheden for at udnytte situationen i det kriseramte land, vurderer en amerikansk ekspert
Mange af urolighederne i Grækenland har nærmest karakter af performancekunst, som her ved en protest over drabet på den 15-årige demon-strant, Alexandros Grigoro-poulos. Deres strategi er ikke særlig sofistikeret, mener den tidligere amerikanske diplomat John Brady Kiesling, der nærmest erklærer anarkiet for dødt i det gældsplagede Grækenland.

Mange af urolighederne i Grækenland har nærmest karakter af performancekunst, som her ved en protest over drabet på den 15-årige demon-strant, Alexandros Grigoro-poulos. Deres strategi er ikke særlig sofistikeret, mener den tidligere amerikanske diplomat John Brady Kiesling, der nærmest erklærer anarkiet for dødt i det gældsplagede Grækenland.

Louisa Gouliamaki

Udland
12. oktober 2010

En domstol i den græske provinsby Amfissa idømte i går en politibetjent fængsel på livstid. Den 38-årige Epaminondas Korkoneas blev kendt skyldig for overlagt mord på den 15-årige Alexandros Grigoropoulos. Drabet, som blev begået i december 2008, udløste voldsomme optøjer i Grækenland og blev en skelsættende begivenhed for utilfredse unge grækere.

»Det er blevet en mytologisk begivenhed blandt anarkister i såvel Grækenland som udlandet, der betragter det som en næsten vellykket opstand,« vurderer den tidligere amerikanske diplomat John Brady Kiesling, der i 2003 opsagde sin stilling på den amerikanske ambassade i Athen i protest mod Irak-krigen og siden har studeret politisk vold i Grækenland.

Alexandros Grigoropoulos kom fra en af Athens velhavende forstæder, men deltog i de rituelle gadekampe mellem anarkister og politi i studenterkvarteret Exarchia. I Grækenland er det i modsætning til mange andre lande ikke usædvanligt, at politiet bliver dømt for vold. Den dømte politimands forsvarsadvokat hævdede, at drengen blev ramt ved et uheld, da politiet affyrede varselsskud for at holde en gruppe anarkister, som angreb dem med kasteskyts, på afstand. Ifølge en retsmedicinsk rapport blev Grigoropoulos ramt i brystet af et skud, der rikochetterede fra en betonpæl. Men dommerne valgte i stedet at lægge vægt på udsagn fra øjenvidner, der hævdede, at politimanden tog sigte på drengen, inden han skød og derefter lod offeret forbløde. En anden politimand blev idømt 10 års fængsel for at dække over sin kollega.

Politisk tomrum

Under militærdiktaturet (1967-74) var Den Polytekniske Anstalt i Exarchia-kvarteret centrum for kampe mellem studerende og politi. Det endte med et blodbad i november 1973, hvor juntaen udkommanderede kampvogne mod demonstranterne med et ukendt antal dødsofre til følge. John Brady Kiesling har netop udgivet en bog på græsk om terrorbevægelsen 17. november (17N), der opstod som reaktion på begivenhederne i 1973 og var aktiv indtil 2002. Ifølge den tidligere amerikanske diplomat kan nutidens anarkister ikke betragtes som terroristernes arvtagere:

»I modsætning til 17N tror anarkisterne ikke på staten. Anarkisterne betragter verden som opdelt i autoritære og antiautoritære. Operationelt har de udfyldt det rum, som er blevet ledigt efter 17N, men ideologisk er der kun få lighedspunkter,« forklarer John Brady Kiesling.

Mange iagttagere har advaret om risikoen for, at den økonomiske hestekur, som Grækenland på grund af landets store statsgæld og budgetunderskud er tvunget til at gennemgå, vil danne grobund for en ny bølge af politisk vold. Men den frygt deler John Brady Kiesling ikke: »Terrorisme i nutidens Grækenland er mere en undergrundskultur end en politisk bevægelse. For mig at se er der et indlysende paradoks. Undergrundskulturen i Exarchia er et produkt af øget velstand. Der er tale om unge mennesker med forældre, der er tilstrækkeligt velhavende til at støtte dem økonomisk. Det kunne altså være en kultur, der fungerer parasitært uden at skabe de store bekymringer, men den økonomiske krise sætter derimod denne kultur under pres, fordi der er færre penge i omløb,« siger Kiesling og tilføjer:

»Paradokset er, at folk er vrede og derfor kan politiseres, hvis man kan finde et politisk sprog, som gør kampen til noget nobelt. Men det har anarkisterne ikke, og den traditionelle marxisme fungerer ikke længere. Derfor er der opstået et tomrum. Forudsætningerne for en stor protestbevægelse er til stede, men politisk vold vil stå i vejen for mobiliseringen.«

Ingen strategi

Dommen mod politimændene, der dræbte Alexandros Grigoropoulos, kan således også være med til at hindre, at anarkisternes protester vinder bredere opbakning i samfundet. Begivenhederne i december 2008 har ført de græske venstreradikalister ind i en blindgyde, vurderer John Brady Kiesling:

»For dem var det deres livs mest meningsfulde begivenhed, men det viste sig at være en begivenhed, der ikke henviste til andet end sig selv og ikke havde noget politisk indhold. De græske anarkisters selvbedrag går ud på, at de tror, der var et indhold,« siger Kiesling og påpeger, at dette selvbedrag til dels skyldes international støtte:

»Græske anarkister idealiserer udenlandske anarkister og omvendt. Det gør de for at overbevise sig selv om, at de har en chance. Internettet har gjort dette meget nemmere. Da Ungdomshuset i København blev ryddet, skabte urolighederne stor entusiasme blandt de græske anarkister, som kastede bomber med maling mod Det Danske Kulturinstitut i Athen. De oplever jo ingen solidaritet fra det omkringliggende samfund, så derfor spiller denne helt omkostningsfri internationale solidaritet en stor rolle. I praktisk forstand har det ingen betydning, men i psykologisk forstand betyder det meget.«

Ifølge John Brady Kiesling er det blevet »en overgangsrite for unge grækere at kaste med molotovcocktails«, men denne »livsstilsterrorisme« kan næppe true det politiske system i landet:

»Meget af det har nærmest karakter af performancekunst, og deres strategi er ikke særlig sofistikeret. Den går ud på at vælte systemet og først bagefter bekymre sig om, hvad der så skal ske. Grækerne er vrede og bekymrede for fremtiden, men der findes ikke noget mål for terrorangreb, som ville være nyttigt i politisk forstand.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Meget tankevækkende analyse af situationen i Grækenland. Kan sagtens bruges som en generel kritik af livsstilsanarkisters 'politiske' projekt.

Michael Gudnæs

Det kan godt være at anarkisterne i Grækenland ikke har vind i sejlene, men så se til USA! De antistatslige kræfter vælter frem i disse år, båret på vingerne af den økonomiske krise og af de mange millioner oliedollars som anonyme 'velgørere' pumper ind i tea-party bevægelsen. Pæne hvide middelklasseborgere vender i stigende omfanf ryggen til den føderale regering og danner i stedet lokale protestbevægelser og velbevæbnede militser. Måske også fordi de dybest set synes det er lidt flovt at blive regeret af en negermand, endda en som er mere intelligent og veltalende end de selv.

Det skal blive interessant at se hvordan det ender. Hvis den føderale regering formår at holde sammen på den amerikanske økonomi, falder det formentlig til ro efter et stykke tid. Hvis krisen bliver værre, gætter jeg på at vi vil begynde at se uroligheder - navnlig i de sydlige stater - som vil få de græske tilstande til at ligne et skænderi i en børnehave. Det bliver næppe kønt at se på, -den gamle tese om 'Anarki eller Kaos' gælder nok kun venstrefløjsanarkismen, ikke den reaktionære anarkisme.

Ikke at jeg mener at de græske anarkister kan lære noget af de amerikanske

Emil Bæk Henriksen

@Michael Gudnæs

Teaparty bevaegelsen har aldeles intet med anarkisme at goer. Hvordan kan du overhovedet sige det? De er autoritaere, for en stat, for kapitalisme, for autoritaere sociale forhold, og anti socialister. Altsaa en kontrast til anarkisme.

Og der er intet der hedder reaktionaer anarkisme. Anarkisme en er politisk tradition der opstod i 1860erne med Mikhail Bakunin og Alliancen af Socialistiske Demokrater i den Foerste Internationale, den har altid vaeret en del af den socialistiske bevaegelse og arbejder bevaegelsen. Den laegger vaegt faa Frihed, Socialisme, Foederalisme, og at rettigheder i et samfund opstaar af ens pligter til samfundet. Og at individuel frihed kun er muligt i et samfund der er baseret paa lighed, frihed, deltagelse demokrati, kollektivisme og selv-forvaltning, da det er i samspil med andre mennesker at ens frihed kan udvikle sig.

Hvilket bringer mig til Informations fremlaegning af anarkisme i denne artikel. Anarkisme er stort set delt ind efter to strategiske valg, Insurrektionistisk anarkisme (Som udtrykt af Luigi Galleani og hans tilhaenger), der mener at en revolution kommer ved bombeattentater og mord paa kapitalismens beskytter og kapitalister, og masse anarkisme (anarkistisk kommunisme/anarko-syndikalisme) som er langt den stoerste af de to. Masse anarkisme er og har vaeret kendetegnet af masse organisationer der har haft en betydelig effekt for befolkningen, og i saer arbejderklassen. Hvis man ville oenske at vide hvad anarkisme er kan man proeve at kontakte organisationen Libertaere Socialister (http://libsoc.dk/), som jeg er sikker paa kan give en forklaring der kan rydde op i de misforstaaelser der findes om anarkisme, da de som saadan repraesentere den masse anarkistiske tradition i Danmark.

Markus Lund

Don't buy the crap!

Der er en årsag til at anarkismen ligger underdrejet p.t.
Lederen af en af grupperne blev fornylig dræbt i ildkamp med politiet, under et biltyveri, hvorefter man fandt hans lap-top i bilen og fik rullet en gruppe op, der nu sidder fængslet.

Der findes sgu ikke nogle livsstilsanarkister hernede.
Med mindre man medtager de anarkister der livsstilsmæssigt, lever af bankrøverier.

Eksistensgrundlaget her i Grækenland, er væsentlig under dansk standard, så ringe at du aldrig finder den samme ringe standard i Danmark - disse børn er en no future generation af politiske interesserede unge, der ved at forældrene har knoklet for dem, og børnenes forældre kan godt huske juntaen.
Når man henviser til at børnene er af "velstillede" familier, er det fordi man ikke kender til kulturen.

Min nabo er tomat-avler, (han er ikke i nærheden af noget der kan fremmane ordet velstillet) og har netop haft to døtre på universitetet i Iraklion. Staten udstikker - efter karakter, og måske efter hvilke studier du måtte ønske i prioriteret rækkefølge, hvad du kan læse, og hvor du skal studere.

Unge fra Kreta drager hver år i exil på universiteter i Nord-Grækenland, eller på Cypern, eller i Athen, hvor de skal læse til lærer, eller hvad det nu er de er kommet ind på.
Det er der såmænd kun to til at betale - det er far og mor. Så far og mor er med og se på lejlighed eller værelse, betaler huslejen, møbler, og ALT hvad de unge måtte have af fornødenheder i en ekstra husholdning, og lommepenge - det er svært på den indtjening en tomatavler har. Det er kun fordi far og mor lever spartansk, at det lader sig gøre - måske også med en letsindig omgang med skattevæsnets andel, men der knokles hårdt for hver en euro.

Alexandros Grigoropoulos var 16 år, og havde intet foretaget sig der begrundede nedskydningen, idet han ikke havde været med til at angribe politiet, ikke havde været tilstede da der var ballade, men kom til senere da der var roligt, havde en verbal udveksling med politifolkene, hvorefter den ene betjent skød ham direkte i brystet.
Herefter kørte betjentene fra stedet, uden at tilkalde ambulance, uden at melde noget til deres overordnede, der først hørte om sagen 2 timer senere.
Det er jo i sig selv underbyggende for at der var tale om en ren likvidering, idet de bagefter dækkede over forbrydelsen.

Man skal også huske på, at 67% af befolkningen sluttede op bag demonstrationerne mod politibrutaliteten.
Hvor mange kommer der til et dansk folketingsvalg?

Massakren på Polyteknisk Læreanstalt som artiklen nævner, forhindrer i dag politiet i at komme ind på universitetsområdet, og på alle universitetsområder i hele Grækenland. Og slet ikke bevæbnede.

Hvorfor?
Fordi grækerne ikke vil finde sig i, at staten slår deres børn ihjel.
De kan nemlig godt huske juntaen, og deres demokratiske sans fortæller dem, at det er en god lov.