Læsetid: 6 min.

Ikke ét land har nået FN-mål om biologisk mangfoldighed

193 lande har indledt forhandlinger i Nagoya, Japan, om nye mål for den globale indsats for at bremse arternes udryddelse. Det for længst vedtagne 2010-mål kan ingen leve op til. Imens der tales, forsvinder dyr og planter
Amazonas' regnskov er et eksempel på, at kombinationen af skovrydning, brande og klimaforandringer kan udløse en selvforstærkende proces af mindre nedbør, intens tørke og hyppigere brande, som fører til et skift mod en savanne-lignende vegetation.

Amazonas' regnskov er et eksempel på, at kombinationen af skovrydning, brande og klimaforandringer kan udløse en selvforstærkende proces af mindre nedbør, intens tørke og hyppigere brande, som fører til et skift mod en savanne-lignende vegetation.

19. oktober 2010

Hvem pokker vil savne Psephurus gladius? Som man siger: Den er mere sjælden end køn. Med sine op til syv meter og 500 kilo er den kinesiske spadestør antageligt den største ferskvandsfisk i verden. Kendt fra Yangtze-floden, hvor den med sin lange sværdlignende snude jager mindre fisk, krabber og krebs. Hvis den altså gør det.

Problemet er, at man de sidste mange år kun har set to individer af spadestøren i Yangtze. Begge to hunner. Den ene blev fanget i december 2002 og holdt i fangenskab en måned, hvor den desværre døde. Den anden blev taget i januar 2003, men blev takket være hurtig indgriben fra biologen Wei Qiwei skånet og sat ud igen med en radiosender påmonteret. Signalet er siden forsvundet, men Wei var overbevist om, at den stadig levede, da han for et par år siden blev interviewet om spadestøren af National Geographic.

»Disse fisk kan leve i måske 50 år. Jeg er sikker på, den stadig er derude,« sagde han.

Wei er imidlertid også sikker på, at der er så få individer tilbage, at de ikke kan finde hinanden og derfor vil uddø uden hjælp udefra. Wei Qiwei og hans forskerkolleger har ledt efter spadestøren siden da, men ikke fundet den. Så måske skal Psephurus gladius skrives på den lange og hastigt voksende liste over udryddede arter kloden over.

»Det, vi er vidne til i dag, er en total katastrofe,« sagde Ahmed Djoghlaf, generalsekretær for FN's biodiversitetskonvention (CBD), for nylig til avisen The Guardian.

Han sigter til den ekspertvurdering, at planeten i øjeblikket mister levende arter i et tempo, der er 1.000 gange hurtigere end den historiske hastighed, og større end noget kloden har været udsat for siden den store masseuddøen, da dinosaurerne forsvandt for næsten 65 mio. år siden. Nogle biologer taler om udryddelse af 150-200 dyre- og plantearter i døgnet, andre siger én art hvert 20. minut, svarende til næsten 75 i døgnet.

»Tabet af biodiversitet er i sin egen ret et anliggende, der vækker dyb bekymring. Dertil understøtter den biologiske mangfoldighed funktionen af de økosystemer, der yder en lang række tjenester til de menneskelige samfund,« hedder det i en aktuel statusrapport fra CBD og FN's miljøprogram UNEP, Global Biodiversity Outlook 3. Rapporten beskriver, hvordan økosystemerne og deres dyre- og plantearter sikrer mennesker føde - Psephurus gladius var f.eks. en eftertragtet spisefisk - fibre, medicin, ferskvand, bestøvning af afgrøder, neutralisering af forurening, beskyttelse mod naturkatastrofer foruden at yde kulturelle, religiøse, rekreative, æstetiske og uddannelsesmæssige værdier for menneskeheden.

En aktuel rapport fra UNEP's Financial Initiative, Universal Ownership, opgør de aktuelle globale omkostninger ved miljøforringelserne i bred forstand til 6.600 milliarder dollar om året, svarende til 11 pct. af det globale BNP. Uden effektive indgreb kan det stige til 28.600 mia. i 2050, skønner UNEP.

Arternes uddøen og truslen mod den biologiske mangfoldighed er baggrunden for, at 16.000 delegerede fra 193 nationer i går satte sig sammen i Nagoya, Japan, til COP10, det 10. møde for underskriverne af FN's konvention om biologisk mangfoldighed fra Rio-konferencen i 1992.

Alle har fejlet

Når Ahmed Djoghlaf taler om »total katastrofe«, sigter han ikke blot til arternes forcerede forsvinden, men også til det faktum, at det globale samfund har fejlet massivt i bestræbelsen på at beskytte biodiversiteten. I 2002 blev konventionen fra Rio omsat til en fælles forpligtelse til »i 2010 at opnå en markant reduktion af den aktuelle hastighed for tab af biodiversitet på globalt, regionalt og national niveau.«

En aktuel statusrapport fra CBD og FN's miljøprogram UNEP, Global Biodiversity Outlook 3, fastslår, at ud af 21 delmål under denne forpligtelse er ingen realiseret globalt.

»Lad os have modet til at se vore børn i øjnene og indrømme, at vi har fejlet, individuelt som kollektivt,« sagde Djoghlaf, da han i går åbnede COP10, der betegnes som det største og vigtigste møde om biologisk mangfoldighed i FN's historie.

»De 170 nationale rapporter, vi til dato har modtaget fra landene, bekræfter, at vi fortsætter med at miste biologisk mangfoldighed i et tempo uden fortilfælde,« sagde CBD-generalsekretæren. Han blev suppleret af chefen for UNEP, Achim Steiner, der over for COP10-deltagerne betonede, at »ikke ét af de lande, der har rapporteret til CBD, har nået 2010-målet om markant at vende hastigheden for tab af biodiversitet.«

En opgørelse fra Den Internationale Naturbeskyttelsesunion, IUCN, angiver, at næsten 18.000 ud af 52.000 vurderede arter er udryddelsestruede. 21 pct. af alle kendte pattedyrarter er i varierende grad truet, 30 pct. af alle padder er det, 12 pct. af alle fuglearter, 28 pct. af alle krybdyr, 37 pct. af ferskvandsfiskene og 70 pct. af de kendte plantearter. I Europa er hver sjette pattedyrart ifølge EU-Kommissionen truet, og mere end en fjerdedel af den europæiske bestand af pattedyr er i tilbagegang.

Årsagerne til tilbagegangen er flere:

Arters naturlige levesteder forsvinder eller indskrænkes. Den kinesiske spadestør er et godt eksempel: Dens mulige udryddelse skyldes primært, at kineserne i 1983 anlagde en stor dæmning over Yangtze ved Gehzouba og dermed skar størens habitat og vandringsvej midt over.

Naturlige ressourcer overudnyttes i form af f.eks. overfiskeri og ikke-bæredygtig jagt

Forurening ødelægger arters livsbetingelser

Bevidst eller tilfældig invasion af fremmede arter, som truer et områdes oprindelige biodiversitet

Klimaændringer som ødelægger levesteder, ændrer arters vandringer, forstærker koralrevs afblegning m.m.

Særlig alvorlig er den risiko for at overskride vigtige økosystemers 'tipping point', som Global Biodiversity Outlook 3 beskriver. Amazonas' regnskov nævnes som eksempel: Kombinationen af skovrydning, brande og klimaforandringer kan udløse en selvforstærkende proces af mindre nedbør, intens tørke og hyppigere brande, som fører til et skift mod en savanne-lignende vegetation og til øgede CO2-udledninger og massivt tab af biologiske mangfoldighed.

Mod nye mål

Hvad gør man så, når man i så fatal grad forfejler det internationalt aftalte 2010-mål? Man definerer et nyt. Hovedsigtet med forhandlingerne i Nagoya, der løber frem til 29. oktober, er at vedtage mål for 2020. Og belært af erfaringen - men tilsyneladende ikke styret af den faktiske tilstand i de naturlige systemer - dæmper man ambitionen ved i mødets tekstforslag at sætte som mål, at »i 2020 have reduceret presset på biodiversiteten«.

En formulering om at »skride til effektiv og hurtig handling for at bremse tabet af biodiversitet« er i det 195 sider lange tekstforslag sat i kantet parentes som udtryk for, at der er uenighed mellem landene om formuleringen.

Den britiske miljøkommentator George Monbiot anfører i The Guardian, at den lange tekst er en god beskrivelse af problemet med tab af biologisk mangfoldighed, men som handlingsplan er »ren tilsætning«.

EU er mødt op med et eget mål om »at stoppe tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemernes funktioner i EU i 2020 samt genoprette dem så vidt, det er muligt.«

Man er imidlertid ikke som håbet blevet klar med en egentlig EU-handlingsplan for at nå disse mål, og hvad det globale mål angår, taler EU alene for »behovet for en ambitiøs, forskningsbaseret strategiplan for 2011-2020.«

Under diskussionen om det overordnede mål ligger på COP10 en række andre slagsmål mellem landene. F.eks. om i-landenes villighed til at finansiere u-landenes indsats på området samt om rettighederne til de genetiske og andre ressourcer, som den biologiske mangfoldighed rummer, og som bl.a. medicinalindustrien nyder gavn af i dag.

Mens der forhandles i Nagoya, tikker uret for de truede arter. Én forsvinder angiveligt hvert 20. minut. Måske er det Psephurus gladius, der giver op. Hvis ikke den for længst har gjort det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Sarpsborg

FN er en af de få Internationale organer der ikke er en lobbyorganisation for neoliberalistisk politik.

Det er et kæmpe problem at de tilsyneladende er så svage at ingen lande længere føler sig forpligtet på de aftaler de indgår dér.

Biodiversitet er simpelt hen for vigtigt til at overlade til politikere!

Claes Pedersen

Men så længe vi bare lader befolkning tallet stige og stige uden at gribe ind vil den udvikling forsætte, og dagbladet information har ikke en så ringe indflydelse på den udvikling.

På den ende side vil information gerne fremstå som en avis der kæmper for mil¢et og menneskerethederne, men når diskution kommer til at diskutere religi¢se mennesker sensibilitet over for egne f¢lelser og angribe dem er avisen ret så tavs.

Det er et helt grundlæggende problem, at jo flere mennesker des st¢rre forbrug af resurser og foruregning, Philippinerne har en befolknings tæthed der svare til vi boede 12 millioner i Danmark, og med en forsat befolknings stigning på 2 % årligt, kan et hvert mennesker der bruger sin logi sige hvor det bærehen, og samme udvikling ser vi over alt i verden.

Jeg lige været på ferie i et område her landet for 10 til 12 år siden kunne man fange store fisk tæt ved land, i dag går de dykker udstyr ned på 40 til 50 meter for fange dem i dykker udstyr, og hvordan stor det til med fiske bestanden i Danmark og indre farvande, der er næsten ingen kun de der bliver sat ud.

Så den holder ikke at man bare forsætter med forholde sig passivt over for de religi¢se modstand imod brugen af præventation, og udlands politik må gå hånd i hånd med tilbud om blive stiriliseret, og for min skyld gerne med penge til kvinderne for at g¢re det.

Det er jo altsammen så helt forfærdeligt, men det nytter jo ikke så meget, når deltagerne ikke engang kan få øje på - endsige tematisere - den logik og det uløselige dilemma, de er fanget i.

Se. alle disse 10.000 kloge hoveder skal jo allesammen til Nagyoa. Det betyder, at omkring 100 fly har skullet indsættes, for at dette kan ske. Hertil skal der være et produktionsapparat og en infrastruktur, som mildest talt ikke skåner biodiversiteten eller forbedrer bæredygtigheden. Således er et væsentligt element i forringelse af biodiversiteten at finde i den af mennesker udviklede trafikinfratruktur, hvoraf flytrafikkens krav til plads, brændsel og forurening jo ikke helt kan negligeres.

Dette er blot en del af bæredygtighedsdilemmaet. De samles - og måske er det nødvendigt - men samtidig er de hermed stærkt medvirkende til nedbrydning af biodiversiteten - uden at man kan være sikker på, at der kommer en biodiversitetsgevinst ud i den anden ende. Måske er skaden større end nytten?

Hvis de virkelig vil gøre noget, så må de nok beslutte, at alle skal GÅ hjem, bortset fra svømmeturen til fastlandet.

Claus Rasmussen

Biodiversitet og monokultur

Nu sætter vi pris på, hvad det koster at ødelægge naturen. Det virkede ikke med formaningerne om at gud har skabt al mangfoldigheden og at det er skidesmukt at det er sådan, så selvfølgelig vil det være synd at ødelægge, ikke mindst fordi ledene i denne store kæde konstituerer et hele af indbyrdes afhængighed ved netop at hænge ubrydeligt sammen og at mennesket jo kun udgør et lille bitte led! Nej, nu har vi regnet ud i Euro og Cent, hvad det koster at få lov til at smadre det hele for overskuelighedens og egen kortbane-likviditets skyld og sammenhængen mellem høj biodiversitet og vores chancer for at overleve minimeres i forklaringerne til usynlighed. Kun de astronomiske tal står og blinker, som i et omvendt tv-lotteri, hvor man intet har vundet, men alt tabt. Det må da virke. Væk er de kvalmende følerier omkring, hvor meget vi er forbundet med jordkloden, at vi ikke bare er en del af den, men at vi faktisk er den og at den er os og at separationen er en illusion og blablabla... Tilbage er omregningen: fantasilliarder af Euro koster det os, når vi først lader diversiteten svinder ind til et monokulturelt lavpunkt (og bagefter må forsøge at genoprette balancen for overhovedet at overleve.) Mon denne Ramme på Pengepungen-kampagne vil have den savnede positive effekt på opretholdelsen af klodens liv eller mon det ender med at vi til sidst kun er os og så en masse oversprøjtede hvedemarker på den ene halvdel af kontinenterne plus en masse kødkvæg på de afbrændte andre? Hvad for én af fast food-giganterne hiver i givet fald den ordre hjem? Og hvad skal de ha’ for det?