Læsetid: 5 min.

Megabyerne slummer til indefra

Flere og bedre boliger er et varmt emne i den brasilianske valg-kamp. Men det hjælper ikke Sao Paulo, hvor høje jordpriser forhindrer sociale programmer i at gøre en forskel
Beboerne i det besatte hus i Rua Maua 340 i Sao Paulos historiske bymidte, Luz-kvarteret, deler en særdeles usikker boligsituation med mange andre i megabyen. Men modsat 400.000 andre har dé i det mindste tag over hovedet.

Beboerne i det besatte hus i Rua Maua 340 i Sao Paulos historiske bymidte, Luz-kvarteret, deler en særdeles usikker boligsituation med mange andre i megabyen. Men modsat 400.000 andre har dé i det mindste tag over hovedet.

Marcelo Min

2. oktober 2010

SAO PAULO - Urinlugten dominerer det omtrent ni kvadratmeter store værelse. Her er både kogeplader, køleskab, et tv som har svært ved at modtage signalet samt en tremme- og en køjeseng. Dennes nederste del er optaget af en lille sovende dreng, der altså har tisset i søvne.

Sammen med sine fire sønner på henholdsvis fem, fire og to år og den yngste på ni måneder, udgør Rosa, 30 år, en af de 220 familier, der bor Rua Maua 340 i Sao Paulos historiske bymidte, Luz-kvarteret.

Bygningen har været besat siden 2006. I begyndelsen var her 120 familier, men siden er 100 mere kommet til, så der nu bor omtrent 1.600 i alt. Hoveddelen af beboerne er børn, der suser rundt og leger på gangene i den seks etager høje bygning, da Information er på besøg.

Og så er der mange som Rosa, enlige mødre, forklarer Manoel og viser os rundt. Han er blandt lederne af
Movimento de Sem-Teto do Centro(Bevægelse for de tagløse i centrum,
red.), den ene af de tre sociale bevægelser for hjemløse, som har placeret familier i bygningen.

Manoel leder 20 fyre, der skal åbne aflåste døre, når et hus eller en bygning skal besættes. Han hiver hurtigt op i trøjen for at vise os flere år gamle mørke pletter på ryg og hofter. Dem har han fået, når politiet har villet forhindre ham i at komme ind og besætte en bygning.

Alt er en smule jordslået og gråt i Rua Maua. De fleste faciliteter er til deling, herunder toiletter og bad. Men:

»Jeg er glad for at bo her. Vi hjælper hinanden,« forklarer Rosa.

Før Rua Maua boede hun sammen med sine børns far på et billigt hotelværelse i en anden del af byen. I dag betaler han ingen børnebidrag, og hun har ingen uddannelse eller job. Derfor betaler hun husleje ved at gøre rent og hjælpe til i bygningen.

Ellers betaler beboerne 80 reais - omtrent 260 kroner - om måneden for el, vand og den slags

Crack-land

Som i mange andre megabyer, altså byer der har flere end 10 millioner indbyggere, skriger Sao Paulo på nye boliger. I dag mangler der knap 400.000 hjem til de fattigste . Men selv om der i Luz-kvarteret står masser af offentlige bygninger tomme - en ph.d.-afhandling fik det til 500 i alt - er der ikke lagt op til, at byens fattige kan rykke ind her.

I dagtimerne krydses kvarteret af folk, der skal til og fra arbejde. Om natten er det '
crackolandia', crack-land. Kvarteret regnes for et af de få farlige i Sao Paulo, fordi det er fyldt med narkohandlere, prostituerede og
'noias',dvs. hjemløse crack-afhængige, der lider under den paranoia, der ofte følger med afhængighed af stoffet.

Myndighederne har forsøgt at ændre kvarteret. F.eks. satte den nuværende kandidat til præsidentvalget, socialdemokraten og Lulas gamle modkandidat, José Serra, gang i projet 'Nova Luz' (nyt lys,
red.), da han var borgmester i Sao Paulo 2005-2006. Det gik ud på at lukke alle de dårlige boliger samt barer og hoteller, der kunne knyttes til narkotrafik og på den måde gøre det attraktivt for private investorer at bygge der. Men det fungerer ikke, forklarer Eduardo Mar-ques, professor ved Centro de Estudos da Metropole (Center for hovedstadsstudier,
red.) i Sao Paulo. Projektet gik i stå pga. juridiske stridigheder om jorden:

»Det eneste, det projekt gjorde, var at sende disse mennesker ud over hele byen. Det er en stor fiasko,« vurderer han.

Heller ikke de store offentlige reformer og sociale programmer kan hjælpe i Sao Paulo. For selvom boliger til alle er et kulhedt emne i præsidentvalget, der finder sted i morgen, er det svært at gøre en forskel i en by som Sao Paulo.

F.eks. betyder programmet
minha casa minha vida(mit hjem, mit liv,
red.), at der skal bygges to millioner boliger til de fattigste før 2014. Men de bliver sandsynligvis ikke placeret i Sao Paulo. Jorden koster for meget.

Parallelt med de offentlige forsøg har bevægelser som Movimento de Sem-Teto do Centro siden starten af 90erne kæmpet for at få de offentlige myndigheder til at give de fattigste familier penge til selv at skabe billige boliger.

Men mens de i den grad medieegnede besættelser har fået masser af opmærksomhed fra politikere og omverden, er der ikke sket særligt store forbedringer, hvad angår antallet af boliger, fattige familier kan tillade sig at bo i, forklarer Kazuo Nakano, byplanlægger i interesseorganisationen Polis, der fokuserer på fattiges rettigheder i storbyer Brasilien over.

»Problemerne i byerne bliver værre. Her i Sao Paulo er der større afstand mellem rige og fattige. De rige bliver rigere og rigere,« siger han.

Bevægelser svækkes

Undervejs rundt i den besatte Maua-bygning hører vi pludselig klassisk violinmusik. Da vi banker på og åbner døren, står en ung fyr i grøn T-shirt, cowboybukser og bare tæer og spiller, mens hans søster sidder på gulvet og lytter. Rummet må gøre det ud for deres køkken. Det er beskidt og rodet. En grøn undulat-agtig fugl hopper rundt.

- Hvad spillede du?

»Første del af
Allemandeaf Bach,« svarer Wellington, 19, og forklarer, at han spiller i Sao Paulos symfoniorkester. Han har boet i Rua Maua de seneste to år sammen med sin far, søster og en bror.

Længere nede er der et lille minimarked med alskens snacks. Og ved indgangen sidder der fast en tre-fire mennesker og holder øje med, at der ikke kommer udvedkommende ind fra gaden.

Den slags besættelser bliver stadigt sjældnere, forklarer Kazuo Nakano.

Sagen er nemlig, at de sociale boligbevægelser er ved at miste pusten. De kan kun sjældent fremvise konkrete resultater, altså reelle hjem, ikke 'blot' besættelser, der i bund og grund er ulovlige.

Dertil kommer, at der de seneste fem år været stadigt flere narkoforhandlere, der også har slået sig ned i de besatte huse.

Samtidig er det svært at få familierne til at kæmpe, forklarer Kazuo Nakano:

»Når du er medlem af en social bevægelse, har du nogle mål. Hvis de fattige familier ikke får et hjem, holder de op med at gå til møder og demonstrationer. De skal overleve,« siger han og tilføjer at der allerede nu er færre familier, der dukker op ved arrangementer. »Hvis vi ikke får skabt forskellige former for adgang til boliger for de fattigste, vil den sociale bevægelse dø. De skal forbedre sig,« vurderer han.

Og selv om de beboere, Information taler med, er taknemlige for at bo i Rua Maua, svarer de alle ens på spørgsmålet: Vil du blive her?

»Nej, jeg vil have mit eget hjem, hvor mine børn kan vokse op,« siger Rosa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende og godt fundet tema. Jeg håber vi kan få mere af den slags. Jeg vil anbefale at besøge www.unhabitat.org, FN's agentur for byer og boliger. Der er nogle virkeligt gode publikationer med oceaner af opdateret statistik som netop belyser by og slum problemerne globalt og hvordan sociale organisationer er ved at miste fodfæstet.

Et kerne problem er jo at i alt for mange år, er de fattiges bolig behov blevet negligeret og nu vil det tage mindst en generation eller to bare at opsamle det akumulerede behov i dag - uden at inkludere det behov som naturlig vækst skaber hvert år. Det er meget dramatisk og vil næppe kunne løsesr uden en meget fundamental revision af hvordan sociale organisationer slår pjalterne sammen med den mere dynamiske og klartsynede del af den private sektor, og skaber et bæredygtgt marked som kan accelerere den process - det er I absolut alles interesse, lige fra den fatiges til den riges, fra familen I Brasilien til den i Danmark som ellers kan blive ved med at modtage fattigdomsflygtninge som egentlig hellere vil blive hjemme men ikke har andet valg end at finde grønnere græsgange i det kolde nord for at sikre sine børn en bæredygtig fremtid.