Læsetid: 6 min.

Miraklet i Basra

I årtier blev den sydirakiske storby forsømt af Saddam Husseins regime, og under den britisk-danske besættelse var den en krudttønde. Men nu er der kommet gang i olieindustrien med det resultat, at volden er på retur og ved at blive erstattet af klondikestemning, et blomstrende handelsliv, nye biler og sågar forlystelsesparker
Fra krigszone til forlystelses-park. Borgerne i Basra kan ånde mere frit og nyde, at byen blomstrer op som følge af investorers interesse for den olie, som området gemmer i undergrunden.

Fra krigszone til forlystelses-park. Borgerne i Basra kan ånde mere frit og nyde, at byen blomstrer op som følge af investorers interesse for den olie, som området gemmer i undergrunden.

Getty Images

13. oktober 2010

BASRA - I fem år måtte de britiske styrker blive på Basra Air Base. Den nærliggende by, som de angiveligt var kommet for at befri, var en livsfarlig krudttønde: Militser gik amok i en blodrus, indbyggerne krøb sammen i skræk, de offentlige tjenester var i bedste fald nødtørftige.

Basra i efteråret 2010 er som et helt andet sted. Den fortvivlede storby, som briterne forlod for 16 måneder siden, strutter af ny velstand. De brede boulevarder, som før henlå arrede af bombekratere og årtiers forfald, er fulde af nye biler og ivrige gadesælgere.

For tre uger siden skete der noget, som kun få i Basra troede muligt - byens mest genkendelige vartegn, det gigantiske Sheraton-hotel, kunne atter åbne efter at have ligget i ruiner siden april 2003.

Det genopbyggede femstjernede hotel hedder nu Basra International Hotel og er redesignet af den lokale arkitekt Waad al-Radhi, der forlod byen for to årtier siden.

»Det blev et dyrt og kompliceret stykke arbejde,« siger al-Radhi, som The Guardian møder i hotellets foyer umiddelbart før genindvielsen. »Men vi besluttede os for at gøre det bedste for denne by.«

Hvorfor er han vendt tilbage i en situation, hvor hyppige voldsudbrud stadig rammer det centrale Irak, og forhandlingerne om dannelse af ny regering er strandet på syvende måned? Waad al-Radhi forklarer: »Når jeg har mulighed for at arbejde her under de samme betingelser og få samme løn og privilegier, som jeg kan opnå i udlandet, hvorfor så ikke arbejde her? Irakere med erhvervskompetence vil gerne arbejde i deres eget land, hvis de kan garanteres en vis levestandard.«

Uden for vinduet er der en heftig trafik af motorbåde og fiskerkuttere på den dyndbrune flod. Et fragtskib med bunden i vejret ved byens vigtigste dok og de sønderskudte bygninger langs havnefronten er påmindelser om, at dette for nylig var en by i krig. Men skrigende butiksfacader, strålende neonlys og gader, der vrimler med handlende og festende mennesker, afslører også en by, der er ved at undergå en komplet metamorfose. Et nyt fire-stjernet hotel i byen melder konstant fuldt belagt - for det meste med udenlandske forretningsfolk - og nye bilforhandlere har etableret sig langs de fleste hovedveje.

De daglige rapporteringer om den nationale sikkerhedssituation tegner et tydeligt mønster: Det sydlige Irak har udviklet sig fra krigszone til noget nær fredsoase: Ofte kan der gå en hel uge uden eneste skudepisode eller et bombardement.

Markant kontrast

Volden er ikke stoppet helt. Så sent som i august blev over 50 mennesker dræbt. Men kontrasten til resten af Irak er markant.

»Vores salg blomstrer i år,« >siger mobiltelefonsælger Irfa Abbas Khudier, der sælger (falske) iPhones fra en stand i Basras centrum. »Indtægterne går vejret, folk har fået det bedre, de arbejdsløse finder job, og der kommer flere og flere udenlandske investeringer.«

Den før så grusomme og trøstesløse by synes at have fundet en blødere kant. Der er ingen mangel på vestligt flitterstads i byens butikker, og selv de udlændinge, der kommer for at være med til at svælge i byttet, er nu pludselig velkomne. Stik imod hvad mange havde forventet, er Basra nu støt ved at blive forvandlet til en kopi af det driftige Sulaymaniyah i Nordirak. Der er da også en fællesnævner mellem Basra og førnævnte kurdiske by: Olie og den strøm af rigdom, som den fører med sig.

Sidste år fandt den første runde af olieauktioner sted i Irak, og med denne blev Basra begunstiget som den region, der har størst potentiale for at tiltrække udenlandske investorer med interesse for at udnytte Iraks enorme mængder af sort, underjordisk guld. Det var en overrumplende ny rolle for en by, som indtil da kun havde oplevet at se de værste scenarier blive til virkelighed. Mange har da også svært ved at fatte miraklet.

»Besøgende kommer og siger, at de slet ikke kan genkende Basra længere,« siger Firas Mohammed, der sidste år åbnede et kosmetikcenter. »Jeg forlod selv Basra i 2006 og var væk i to år. Lige siden jeg åbnede, er det gået rigtig godt, og jeg tror, at det snart kan blive endnu bedre. Før var byen et rent mareridt. Nu har butikkerne åbent til midnat, og familier med børn flokkes i de nye forlystelsesparker.«

Investorer strømmer til

I Basras centrum er flere hundrede butikker åbnet i løbet af de seneste måneder og sælger alt fra tyrkiske sjaler, parfume fra Golf-landene og libanesisk slik. Forlystelsesparker konkurrerer om pladsen langs flodens parkarealer, der har henligget øde de seneste fem år. Selv flodbådsrestauranterne er igen kommet i gang og serverer grillmad fra rustne dæk.

Iraks sydligste region blev forfulgt i alle årene under Saddam Husseins totalitære regime. Diktatoren så landsdelens overvejende shiamuslimske befolkning som stedfortrædere for sin dødsfjende, Iran.

Olierørledninger, veje og anden infrastruktur blev stort set ikke fornyet efter 1970. Mange forstæder til Basra havde ingen kloakering, de fleste næsten ingen elektricitet endsige håb om, at tingene nogensinde ville blive bedre.

Den dystre fortid afskrækkede ikke de globale oliegiganter, som strømmede til byen, da første runde af oliekontrakterne blev fordelt sidste år. I kølvandet på dem fulgte hundredvis af mindre selskaber på jagt efter tjenesteydelseskontrakter foruden utallige individuelle golddiggers og lykkejægere. BP og den kinesiske oliegigant CNPC er nu ved at oprette operative hovedkvarterer ved det enorme North Rumaila-oliefelt nord for byen, mens Exxon Mobil gør klar til at udbygge udvindingen i det nærliggende Majnoun-felt.

Det underjordiske guld

Kilet ind i jordlag 40-70 meter under deres fødder ligger 40 procent af Iraks olie - en råstofressource, der i sidste ende kan omdanne den lokale økonomi til et af verdens førende økonomiske kraftcentre.

»Dette her er det potentielt fjerdestørste oliefelt i verden,« siger Gary Jones, BP's direktør for operationer i det nordlige Rumaila, og tilføjer: »Men vi vil mere end at opgradere det. Vores intention er at udbygge produktionen til næsten tredobbelt kapacitet.«

Enorme mængder infrastruktur, boreteknologi, turbiner og rigge bliver ført til Rumaila i disse måneder, og Jones oplyser, at konsortiet allerede er på vej til at øge dagsproduktionen med 10 procent fra 1.045 millioner tønder olie om dagen til 1,2 millioner tønder olie ved udgangen af året. Det optimale nationalgennemsnit pr. dag er 2,5 millioner tønder olie, men for øjeblikket er Iraks samlede produktion kun i stand til at levere 80 procent heraf.

Jones fortæller, at eventuel overskydende elektricitet, som vil blive produceret ved North Rumaila, vil kunne sendes videre til Basra by, som lider under en katastrofal underforsyning med strøm. De fleste husstande i det centrale og sydlige Irak må nøjes med omkring fire timers elektricitet om dagen fra de statslige forsyningsnet, og det er for lidt til at drive klimaanlæg i den kvælende sommerhede.

Men fra sit kontor i Bagdad kan olieminister Hussein Shahristani præsidere over en af Iraks få succeshistorier. Og han kan lide, hvad han ser: »Jeg har altid haft et blødt punkt for shiamuslimerne i syd,« siger Shahristani, der selv er shiamuslim. »Hvad der sker dernede, er virkelig bemærkelsesværdigt. Vi ved, at vi ikke kan starte ordentlige genopbygningsprogrammer, før oliesektoren kommer til at fungere,« siger han.

»Derfor satte vi alle kræfter ind på at tiltrække olieselskaberne, og vi er særdeles tilfredse med resultaterne.«

Den rigtige retning

Andre steder i Irak bliver den kraftige medvind for Iraks shiamuslimer imidlertid set som del af en iransk ledet sammensværgelse, der vil berige det shiamuslimske syd på bekostning af de sunnimuslimer, som helt har mistet deres traditionelle forrang og privilegier. Udviklingen i det øvrige arabiske Irak er fortsat lammet af politisk dødvande, hvilket har forstærket frygten for en gentagelse af de voldsomme sekteriske spændinger, som hærgede landet for ikke så længe siden.

Men i Basra er der ikke stemning for at viderefordele velstanden til betrængte landsmænd.

»Vi har haft det meget svært her i så lang tid, så nu må det være vores tur til at opleve fremgang og trivsel,« siger formanden for Basras provinsråd, Jabbar Jaber al-Latif.

»Jeg kan nu sige, at vi har taget det første skridt til at ændre Irak og især det sydlige Irak. At få en helt ny infrastruktur på plads vil kræve lang tid og koste mange penge, men nu har vi taget de første skridt.«

Der er dog stadig en vis frygt for, at den sekteriske borgerkrigs dystre dage skal vende tilbage, og at anarkiet ikke er langt væk. Den iranske indflydelse er fortsat stærk, retsstaten svag, og trods den rolige stemning, som for tiden hersker, er mange også overbevist om, at militserne lige nu ser tiden an og lurepasser - men ikke af den grund har ændret adfærd varigt og til det bedre.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

Artiklen er tydeligvis skrevet i dur, men jeg læser den nu i mol.

Der spilles den kendte melodi som overalt, hvor der udvindes olie: Olieselskaberne tyvstjæler det sorte guld, mens lokalbefolkningen allernådigst tilskikkes krummerne fra de riges bord i form af servicejobs for oliegarkerne.

Symptomatisk peger artiklen på luksushotellet "Basra International Hotel", som det første, der efter krigen er blevet genopført. og skal huse Exxons og BPs olierøvere, mens lokalbefolkningen så kan blive underdanige stuepiger og opvaskere.

Den ureflekterende artikel ser selskabernes olieinvestering som en håndsrækning til Iraks befolkning, og ikke som et sugerør direkte til olieaktionærernes lommer.

En lalleglad, overfladisk, businessorienteret artikel, der ikke beskæftiger sig med f.eks. olieselskabernes gunstige vilkår, og derfor burde høre hjemme i Børsen og ikke i Information.

Sikken en skøn blanding af ønsketænkning. Hvis blot det gik så vel for den irakiske befolkning.

Særligt morsom er den historieforladte henvisning til ruset i Klondyke i det besatte nord-Amerika.

Klodyke er kendetegnet ved ekstrem lovløshed; vold, drab, og terror dagen lang....

"Sidste år fandt den første runde af olieauktioner sted i Irak, og med denne blev Basra begunstiget som den region, der har størst potentiale for at tiltrække udenlandske investorer med interesse for at udnytte Iraks enorme mængder af sort, underjordisk guld. "

Hvilket mange mener var årsagen til krigen, så mon ikke når Irakerne finder ud af at de har tabt alt deres olie til dem der invaderede dem, at fornuften vender tilbage. Lige nu er de naturligvis bare glade for ikke at blive sprængt i småstykker, hvilket vesten åbenlyst udnytter i fuldt flor.