Nyhed
Læsetid: 7 min.

'Vi er på vej ind i nyt og ukendt territorium'

De næste 14 dage står slaget om magten i USA mellem to vidt forskellige fortællinger om Amerika: Den konservative Tea Party-bevægelses vrede og frustration over for Obamas løfte og ambition om at blive forandringens præsident. Information har været på visit i lilleputstaten Delaware, hvor både heksekraft og hede følelser spiller en vigtig rolle i duellen mellem to uventede kandidater
Republikaneren Christine O'Donnell ligner en klar taber i det demokratisk dominerede Delaware - men det er hende, der har skudt staten ind i rampelyset. Hun har været anklaget for at snyde med både kampagnemidler og selvangivelse og er modstander af abort selv i tilfælde af voldtægt og incest. Hun har haft store dele af sit parti imod sig, men både Sarah Palin og Tea Party-bevægelsen i ryggen. Flere stater har sagt farvel til favoritterne, for i stedet at lade de ukendte, uprøvede og usandsynlige kandidater duellere.

Republikaneren Christine O'Donnell ligner en klar taber i det demokratisk dominerede Delaware - men det er hende, der har skudt staten ind i rampelyset. Hun har været anklaget for at snyde med både kampagnemidler og selvangivelse og er modstander af abort selv i tilfælde af voldtægt og incest. Hun har haft store dele af sit parti imod sig, men både Sarah Palin og Tea Party-bevægelsen i ryggen. Flere stater har sagt farvel til favoritterne, for i stedet at lade de ukendte, uprøvede og usandsynlige kandidater duellere.

Brendan Smialowski

Udland
18. oktober 2010

Wilmington, Delaware - »Det er vildt. Delaware plejer ALDRIG at skabe overskrifter!« De fire drenge griner og snakker i munden på hinanden. De er 19 år og klædt i heksekostumer i dagens anledning. Og selvom de er venner, har de hvert sit perspektiv på valget 2010: Pinligt og langt ude, mener Ben Falandays, mens et par af de andre trods alt synes, at USA's Tea Party-bevægelse og Delawares egen version ved navn Christine O'Donnell fortjener tak for bringe så megen action til byen.

Det er samme reaktion, man møder overalt i Delaware godt 14 dage før midtvejsvalget 2. november: Før i tiden var alting » kinda neat«, som den lokale tv-redaktør siger; alt var ret velfriseret i den lille stat med knap 900.000 indbyggere på USA's østkyst, ca. midt mellem New York og Washington. Alle talte pænt til hinanden, og staten har ikke set en tæt eller kontroversiel valgkamp i årtier. Så længe de kan huske i Delaware, har magten på demokraternes side ligget hos en lille håndfuld ledere anført af USA's nuværende vicepræsident Joe Biden, og på republikanernes side af den velhavende Du Pont-familie. Men nu er det slut med The Delaware Way. For i disse uger er intet, som det plejer - slet ikke denne eftermiddag, hvor University of Delaware, kaldet UDel, varmer op til den første direkte duel mellem O'Donnell og hendes modstander Chris Coons.

De ukendte

O'Donnell? Coons? Begge har på få uger taget turen fra total anonymitet til alverdens tv-skærme. O'Donnell ved at vippe veteranen Mike Castle af pinden som republikansk senatorkandidat, selvom han i alle målinger stod til en sikker sejr. Coons ved at være den demokrat, der overtog, da Joe Bidens søn afviste at stille op, og som nu efter alt at dømme bliver Delawares næste senator. Var alt gået The Delaware Way, stod debatten i dag mellem Castle og Bidens søn. Men ikke i 2010 og slet ikke i USA's nuværende politiske klima, hvor mange flere stater end Delaware har sagt farvel til favoritterne, for i stedet at lade de ukendte, uprøvede og usandsynlige duellere.

Resultatet er der ikke megen spænding om, for Coons fører i de fleste målinger med 18-20 procentpoints. Han er en erfaren og pålidelig, men også noget farveløs amtsborgmester, og selv som sandsynlig sejrherre en slags statist, for det er O'Donnell, der med raketfart har skudt Delaware ind i rampelyset.

Det er hende, der engang erkendte at have »snuset til heksekraft« - og som for nylig stillede op i en tv-reklame med den for en senatorkandidat noget uortodokse melding: »Jeg er ingen heks.«

Det er hende, som har været anklaget for at snyde med både kampagnemidler og selvangivelse. Som er modstander af abort selv i tilfælde af voldtægt og incest. Som har kæmpet for seksuel afholdenhed før ægteskabet, og som har haft store dele af sit parti imod sig, men både Sarah Palin og Tea Party-bevægelsen i ryggen.

Nu ligner hun også en klar taber i det demokratisk-dominerede Delaware, forstår man på UDel's opinionseksperter. Hvorfor er hun så alligevel så interessant, at en hær af studerende, pressefolk og aktivister møder frem til debat?

Svaret er spin og selvopfattelse. Det er ikke så meget valget selv, slet ikke Delawares lokale problemer, det er fortællingen om midtvejsvalget 2010, der er på spil.

Alle kan se det

Selv Obama og Joe Biden var her forleden, naturligvis fordi de har brug for flertallet i kongressen. Men også fordi de håber at gøre Delaware til et nationalt symbol på et dybt splittet republikansk parti, som Tea Party-bevægelsen har trukket så langt til højre, at ingen moderat midtervælger kan gøre andet end at stemme demokratisk igen.

Omvendt håber republikanerne, at energien i Tea Party-bevægelsen kan bære dem frem til den jordskredssejr, der igen giver kontrol over både Repræsentanternes Hus og Senatet, præcis som under Clinton i 1994. Ved ethvert valg i USA er det altafgørende, hvem der kan få flest til at møde op og stemme, og derfor har republikanerne grund til at håbe, at de protestlystne Tea Party-aktivister bliver en hjælp, præcis som da O'Donnell besejrede Castle ved at trække stimevis af konservative vælgere op fra sofaerne i den sydligste og mest landlige del af Delaware.

På UDels græsplæne står to af dem nu og forsøger at hamle op med de studerendes råben - med hvert sit O'Donnell-skilt og hver sin angst:

»Alle kan se, hvad vej det går,« siger Sharon, 57-årig ingeniør: »Washington styrer mere og mere og lytter ikke. Denne gang vil jeg hellere tabe med en god kandidat end vinde med en, der kun er konservativ af navn.«

»Deres sundhedsreform var en kæmpe fejl,« tilføjer Phil, 56-årig læge: »Jeg har behandlet masser af patienter gratis gennem årene. Vi giver en masse i Amerika, men vi bryder os ikke om, at regeringen bestemmer, hvad vi skal give.«

- Hvad skete der med optimismen og troen på kompromisvilje og nye veje?

»Det blev jo aldrig til noget,« siger Phil med en hovedrysten: »Vi håbede på en bedre fremtid - og nu er vi på fallittens rand,« siger han og lader Sharon tilføje: »Ingen af partierne er, som de plejer. Vi har stolet for meget på dem alt for længe, men i år begynder den rigtige forandring. I år tager vi magten tilbage.«

Hvad fortæller Delaware om USA? Tre af UDel's eksperter har hvert sit bud:

»Ved dette valg ser vi en ekstrem følelsesmæssig intensitet. Ikke bare O'Donnell men hele Tea Party-bevægelsen udtrykker en protest mod regeringen, et signal om empati og forståelse for vælgernes problemer. Følelser er en meget magtfuld motor ved dette valg,« siger professor Lindsay Hoffman: »USA står midt i store komplekse problemer, som ikke kan løses her og nu. Mange vælgere føler sig magtesløse. De reagerer med vrede og frustration og vender sig mod kandidater, der udtrykker den vrede. I nogle tilfælde er det næsten ligegyldigt, hvad de ellers siger.«

For Ralph Begleiter, ekspert i politisk kommunikation, er de nationale temaers dominans bemærkelsesværdig: »Det er tydeligt, at begge partier har fokus stift rettet mod kongressens flertal. De lokale temaer spiller ingen rolle, og de lokale valgkampe kæmpes, som her i Delaware, med både finansiering og det, man kunne kalde fjernstyring udefra - præcis som USA's droneangreb i Afghanistan, disse fjernstyrede fly, der bærer våben og tager sigte og angriber. Det er tidligt at tale om tendenser, men man kan spørge, om vi er på vej ind i et nyt og ukendt territorium for dronekandidater.«

Også professor Julio Carrion hæfter sig ved fremtidsperspektivet: »Obama har haft succes med nogle af sine løfter, men slet ikke alle. Han gik til valg på at blive forandringens præsident. Hvis han taber magten i Kongressen nu, så vil det formentlig ikke lykkes.«

Bare en fodnote?

Inde i salen går debatten i gang. CNN's Wolf Blitzer styrer slaget, og det går hverken så godt, så skidt eller så spektakulært, som man kunne håbe eller frygte alt efter anskuelse. Begge angriber, og O'Donnell snubler et par gange - hun kan f.eks. ikke huske en eneste dom fra Højesteret, som hun er uenig i. Men trods forspringet virker heller ikke Coons upåvirket af rampelyset. Han virker et par gange nærmest nedladende, og har tydeligt besvær med at tackle sin utraditionelle modstander.

Næste dag følger endnu en debat, denne gang for øjne og ører af de lokale pinger i Delawares Rotary Club, men med samme resultat: Chris Coons er den erfarne, men også lidt småtørre teknokrat. Mens O'Donnell glider af på substansen og effektivt rammer alle Tea Party-bevægelsens buzzwords: Statsgælden, spildet, korruptionen og de selvtilfredse karrierepolitikere i Washington, frygten for nye skatter og demokratisk overforbrug, behovet for at »vinde Amerika tilbage.«

Hendes problem er, at netop i Delaware er det formentlig ikke nok. Staten har ca. 67 pct. registrerede demokrater, så her kan man ikke nøjes med sine egne kernevælgere, man skal også vinde midten. O'Donnell vandt primærvalget i sit eget parti, hvor det typisk handler om at appellere til de mest konservative. Men indtil videre er det ikke lykkedes hende at gøre indhug i moderate kredse. Hendes vælgere bor stadig syd for kanalen, som det hedder, der hvor kyllingefarmerne har hjemme, og hvor de ikke plejer at gå så meget op i politik, men »åbenbart havde fået nok i år,« som en lokalreporter siger. De er bare ikke mange nok til at vinde.

På den lokale tv-station WHYY er Delawares demokratiske guvernør Jack Markell mødt op for at holde sin ugentlige tv-tale. »Er valgkampen pinlig for Delaware?« spørger en tysk journalist. Næh, den er i virkeligheden slet ikke så interessant, forsøger han: »Som det ser ud nu, er der ikke tæt løb. Får vi samme resultat om to uger, ender det hele som en fodnote. Vi vil se, at O'Donnell formentlig kun appellerer til en snæver skare, og det vil så være den historie,« siger han nærmest håbefuldt.

Der er ingen tvivl om, at »der er en grundlæggende frygt og bekymring ude blandt vælgerne, som er reel. Det ville være en fejl, hvis vi underkender den,« tilføjer han hurtigt. Men frygten er alligevel mest republikanernes problem, forstår man.

Ude i baglokalet tør de lokale tv-folk imidlertid ikke spå med samme sikkerhed.

»Jeg tror ikke, vi kan se betydningen af dette valg før om et par år,« siger chefredaktør John Mussoni: »Kommer økonomien på fode igen? Vinder Obama i 2012? Er dette begyndelsen på en ny folkebevægelse?«

Fodnote eller folkebevægelse. Demokraterne vil helst afvise O'Donnell og hendes Tea Party-fæller som det første. Det er bare slet ikke i alle stater, at Tea Party-bevægelsens kandidater er bagud, som hun - tværtimod. Spørgsmålet er så, hvad der vil ske, når de vrede protestkandidater også selv bliver en del af eliten i Washington. Men nu er det først 2. november og kampen om følelser og selvbilleder, det gælder.

 

Læs også Leder: Konservatismens nye klæder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man skal vel være mere end naiv, hvis man for alvor tror man kan skabe forandring på 2 år. Det ville gøre sig gældende i en almindelig valgperiode, denne har 2 krige, samt en finanskrise. For ikke at nævne det globale pengemarked sejler, i kølvandet på den tredie verden ikke længere gider være statister. Kommer der en republikansk sejer i 2012, vil vi sikkert se flere krige. Kontra en afvikling af de eksisterende.

Michael Kongstad Nielsen

Det er utroligt så lidt politisk indhold, der er i denne lange artikel. Hvad står kandidaterne for? Det får vi ikke meget at vide om. Kun at de er ukendte (men med X-faktor?), og slår på følelser som vrede og afmagt og laver action i byen (og at den ene er ikke en heks).

Få ord om politik bliver det til: "Statsgælden, spildet, korruptionen og de selvtilfredse karrierepolitikere i Washington, frygten for nye skatter og demokratisk overforbrug, behovet for at »vinde Amerika tilbage.«

Spørgsmålet er, om Tea Party - bevægelsen tager USA´s problemer og sig selv så alvorligt, at de er parate til at trække USA hjem, så at sige, ud af de internationale engagementer, stoppe det enorme pengeforbrug på militær og anden tilstedeværelse overalt i verden, stoppe statens vilde overforbrug, trække sig tilbage om komme til hægterne uden Washingtons elitære indblanding og uamerikanske skatteopkrævning.

Henrik Sarpsborg

Tea Party bevægelsen virker mere som et forsøg fra konservative at piske en stemning op fra en taber position, ved at skyde med sprædehagl.

Jeg tror ikke at Amerikanerne hopper på vognen, for selv om de ytrer sig utilfreds med Obama, så betyder det ikke nødvendigvis at de vil have flere Tea Parties.