Læsetid: 4 min.

Pavens bank vil være respektabel

Vatikanstaten arbejder på at komme på OECD's liste over lande, der bekæmper hvidvaskning af penge med gennemsigtighed i bankerne. Men nu er direktøren for pavens bank mistænkt for at tilsidesætte EU's forholdsregler mod hvidvaskning
Som følge af EU's regler mod hvidvaskning af penge fra 2007 skal Vatikanets bank, IOR's, transaktioner behandles efter samme forholdsregler, som gælder for andre banker uden for EU. Pave Benedikt XII's forgænger holdt hånden over Vatikanbankens direktør.

Som følge af EU's regler mod hvidvaskning af penge fra 2007 skal Vatikanets bank, IOR's, transaktioner behandles efter samme forholdsregler, som gælder for andre banker uden for EU. Pave Benedikt XII's forgænger holdt hånden over Vatikanbankens direktør.

Tony Gentile

4. oktober 2010

ROM - For første gang nogensinde har de italienske finansmyndigheder bremset Vatikanets bankforretninger. Pavestatens pengeinstitut, IOR (Istituto per le Opere di Religione - Instituttet for Religionens Arbejde), forsøgte forleden via en konto i den italienske bank Credito Artigiano at overføre i alt 23 millioner euro (172 millioner kr.) til en anden italiensk bank, Banca del Fucino, og til JP Morgan i Frankfurt.

Men anklagemyndigheden i Rom bremsede transaktionen og mistænker IOR's ledelse for overtrædelse af EU's regler for bekæmpelse af hvidvaskning af penge.

Sidste år opfordrede den italienske nationalbank undersøgelsesdommerne til at se på Vatikanets konti i landets banker.

Som følge af EU's regler mod hvidvaskning af penge fra 2007 skal IOR's transaktioner nu behandles med samme forholdsregler, som gælder for andre banker uden for EU:

»Vi er stadig midt i den reform af Vatikanets bank, som pave Benedikt XIII har lovet. Inden den 1. januar 2011 skal IOR have implementeret alle forholdsreglerne mod hvidvaskning. Transaktionerne uden de påkrævede oplysninger om kontoindehaverne er efter min mening et symptom på bankens fortid. Men nu ser vi, at den italienske nationalbank er begyndt at overvåge IOR, som ikke opererer på italiensk territorium, men blot via transitkonti i italienske banker,« siger Gianluigi Nuzzi, journalist ved dagbladet Libero og forfatter til bogen Vaticano S.p.A. (Vatikanet A/S).

Fortidens synder

Den øgede kontrol er en indirekte konsekvens af den italienske højesterets kendelse fra 2003 om, at borgere i Vatikanstaten kunne retsforfølges for de skader, som elektromagnetisk stråling fra Radio Vaticanos sendemast har forvoldt beboere i en landsby nord for Rom.

På grund af Vatikanets status som suveræn stat kan IOR hemmeligholde sine 40.000 kontoindehavere, hvilket har givet næring til forestillingen om, at der midt i Rom ligger et kæmpe renseri for returkommissioner, skatteunddragelse og masser af mafiapenge.

Den nuværende direktør, Ettore Gotti Tedeschi, har fået til opgave at gøre op med fortidens synder:

»IOR fungerer stadig som en bank i et oversøisk skattely. Men nu lover de højt og helligt, at de vil leve op til almindelige europæiske bankstandarder. På grund af den amerikanske regerings indsats for bekæmpelse af hvidvaskning af penge, er den katolske kirke ligesom i pædofilisagerne nu tvunget til at underkaste sig den civile lovgivning. Det må i sig selv betragtes som positivt,« mener journalisten Gianluigi Nuzzi.

Joseph Ratzingers forgænger i paveembedet, Karol Wojtyla, holdt i 1980'erne hånden over bankens daværende direktør, den amerikanske ærkebiskop Paul Marcinkus.

I Marcinkus tid (1971-89) var IOR indblandet i en række finansskandaler, som havde stor indflydelse på det politiske liv i Italien. Han blev betragtet som hjernen bag krakket i Banco Ambrosiano, der blev drænet for ressourcer, som endte på konti i oversøiske skattely.

Fire dage inden krakket i juni 1982 blev direktøren for Banco Ambrosiano, Roberto Calvi, fundet død i London. Han havde tilsyneladende hængt sig under Blackfriars Bridge, men såvel britiske som italienske domstole har siden konkluderet, at han blev dræbt.

Roberto Calvi var ligesom en stor del af Italiens økonomiske og administrative elite, bl.a. nuværende ministerpræsident Silvio Berlusconi, medlem den frimurerlogen P2 (Propaganda Due).

Mafiaens pengeskab

Den hemmelige loge blev afsløret, da myndighederne efterforskede bankmanden og P2-medlemmet Michele Sindona, som havde skabt et finansimperium på grundlag af mafiaens indtægter på heroinhandel:

»I 60'erne blev Sindona hyret til at overføre Vatikanets aktieportefølje i italienske virksomheder til holdingselskaber i oversøiske skattely, så kirken slap for at betale skat af afkastet,« forklarer Gianluigi Nuzzi.

I 1986 døde Sindona af en forgiftet kop kaffe i fængslet, mens Marcinkus, som døde i Chicago i 2006, aldrig blev afhørt af de italienske myndigheder.

Ifølge Massimo Ciancimino, søn af Palermos tidligere borgmester, Vito Ciancimino, benyttede faderen Vatikanets bank til returkommissioner, som han fordelte mellem de politiske partier og mafiaen:

»Jeg har selv flere gange ledsaget ham for at passe på hans tasker, som var stopfyldte med penge. Ved Vatikanets apotek blev han modtaget af to prælater, som fulgte ham gennem en hemmelig indgang til IOR,« fortæller Massimo Ciancimino i bogen Don Vito:

»Hvorfor IOR? Han forklarede mig, at fordelen bestod i, at det italienske retsvæsen på grund af Vatikanstatens suverænitet umuligt kunne foretage kontrolbesøg.«

Vito Ciancimino investerede bl.a. mafiaens penge i den satellitby, Milano 2, som Silvio Berlusconi i 70'erne opførte i udkanten af Milano, hævder sønnen Massimo.

Prævention og penge

Ettore Gotti Tedeschi, som for et år siden overtog ledelsen af IOR, mener, at den globale finanskrise skyldes »afvisningen af livet og undertrykkelsen af børnefødsler«, det vil sige aborter og brugen af præventionsmidler.

Bankdirektøren har tidligere undervist i finansetik ved det katolske universitet i Milano og skrevet bøger om økonomisk teori, bl.a. Denaro e Paradiso (Penge og Paradis) og Spiriti animali: La Concorrenza giusta (Dyrisk indstilling: Den rette form for konkurrence):

»Gotti Tedeschi er tvunget til at rette ind og følge Vatikanets linje. Han skal lukke konti og indføre et kontrolsystem, som kan stoppe suspekte transaktioner,« vurderer Gianluigi Nuzzi.

Vatikanet aspirerer til at blive optaget på OECD's liste over lande, der bekæmper hvidvaskning og terrorisme med gennemsigtighed i bankernes forretninger. Men det kan have lange udsigter, for kirken hævder stadig, at IOR er en slag fond for religiøse organisationer, mens de italienske myndigheder ser det som en normal bank. Gianluigi Nuzzi betragter den seneste sag som en påmindelse om IOR's særstatus:

»Så længe pavens bank er en offshore-bank, og så længe der ikke er en aftale om gensidig hjælp i retslige anliggender mellem Vatikanet og Italien, vil enhver efterforskning løbe ud i sandet, og så vil vi blive ved med at opleve skandaler som Marcinkus-sagen.«

I morgen følger en artikel om østaten Saint Lucia i Caribien som er blevet centrum for en magtkamp i italiensk politik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når vi nu snart er færdige i Afghanistan - efter vor sejrrige tilbagetrækning, som sædvanligt, ikk', kunne vi så ikke besætte Vatikanet ... der er der nok at komme efter !

Altsammen helt i tråd med at Den hvide klovn optræder på Sicilien, uden at nævne mafiaen eller dens gerninger ved navn, kun beklager han de ekstraordinære hårde levevilkår for små forretningsdrivende...hellig vorde dit navn, er guld