Læsetid: 4 min.

Regeringstro journalister truer, før de skriver

Efter at have kritiseret den italienske regerings politik er Emma Marcegaglia, forkvinde for Italiens arbejdsgiverforening, blevet truet af journalister fra avisen Il Giornale, der ejes af Berlusconi-familien. Andre har fået lignende behandling
Politikeren Gianfranco Fini (med grønt slips), der i sommer ragede uklar med Silvio Berlusconi og blev smidt ud af partiet Popolo della Libertà, er en af dem, der også synes at være blevet et udvalgt mål for avisen Il Giornale, som i flere måneder har beskæftiget sig intenst med Fini. Han har dog ikke ladet sig skræmme og er nu ved at være klar til at danne sit eget parti.

Politikeren Gianfranco Fini (med grønt slips), der i sommer ragede uklar med Silvio Berlusconi og blev smidt ud af partiet Popolo della Libertà, er en af dem, der også synes at være blevet et udvalgt mål for avisen Il Giornale, som i flere måneder har beskæftiget sig intenst med Fini. Han har dog ikke ladet sig skræmme og er nu ved at være klar til at danne sit eget parti.

ALESSANDRO DI MEO

13. oktober 2010

I sidste uge blev redaktionen på Berlusconi-familiens avis, Il Giornale, ransaget af politiet. Årsagen var tilfældig opdagelse i en telefonaflytning, som har medført, at avisens redaktører nu er under anklage for violenza privata: »Enhver, der med vold eller trusler tvinger andre til at gøre, tolerere eller undlade at gøre noget, straffes med frihedsberøvelse i op til fire år«, fastslår paragraf 610 i den italienske straffelov.

Det er forkvinden for arbejdsgiverforeningen Confindustria, Emma Marcegaglia, der har været udsat for trusler om, at Il Giornale ville publicere en række kritiske artikler om hendes virksomhed, Marcegaglia Group, hvis ikke hun dæmpede sin kritik af Berlusconi-regeringens økonomiske politik. Midt i september udtalte hun til Italiens største avis, Corriere della Sera, at »de personlige konflikter og en regering, der måske ikke længere har flertal, ikke gør det nemmere at skabe vækst«. Dagen efter modtog Marcegaglias assistent en sms fra en redaktør på Il Giornale: »I morgen har vi en super artikel om Marcegaglia-familiens forretninger«. Assistenten ringer straks til redaktøren, som forklarer avisens planer således: »Nu skal vi have det sjovt. I de næste 20 dage kvaser vi nosserne på Marcegaglia, som kun få i verden før har oplevet det.«

Boffo-metoden

I de seneste måneder har Il Giornale beskæftiget sig intenst med Gianfranco Fini, der i juli blev smidt ud af Silvio Berlusconis parti, Popolo della Libertà (Frihedens Folk), efter kritik af regeringens politik. Som følge af eksklusionen af Fini valgte en række andre parlamentsmedlemmer at forlade partiet. Således har regeringen nu mistet sit flertal i deputeretkammeret og går en svær fremtid i møde.

Men allerede inden beslutningen om at ekskludere Fini, som for to år siden var med til at danne partiet, havde en af Berlusconis trofaste støtter advaret om, at medstifteren risikerede at blive udsat for »Boffo-metoden«, hvis han blev ved med at kritisere regeringens retspolitiske initiativer, som fortrinsvis handler om at sikre ministerpræsidenten juridisk immunitet.

For et år siden hængte Il Giornale redaktøren for den katolske avis Il Avvenire, Dino Boffo, ud som homoseksuel, da han kritiserede ministerpræsidentens privatliv og regeringens flygtningepolitik. Avisen skrev, at Boffo »mangler de moralske forudsætninger for at give den som moralist«. Hvad angår Fini, har Il Giornale i en lang række artikler skrevet, at han angiveligt på suspekt vis har skaffet sin svoger en billig lejlighed i Monaco.

Efter en række telefonsamtaler mellem Confindustria og Berlusconis rådgivere valgte Il Giornale ikke at offentliggøre artiklerne om Marcegaglia Group. Men i begyndelsen af oktober udtalte Emma Marcegaglia til anklagemyndigheden, som i mellemtiden var kommet i besiddelse af telefonaflytningerne, at hun har opfattet advarslen fra Il Giornale som »en konkret trussel mod min person og mit image«. »Jeg har aldrig før været ude for, at et dagblad forsøger at påtvinge mig bestemte holdninger,« siger Confindustrias forkvinde til undersøgelsesdommerne.

Frihed til uenighed

Il Giornales ledelse mener, at politiets ransagning udgør et anslag mod pressefriheden i Italien. Den udlægning anfægter journalisten Giuseppe D'Avanzo i La Repubblica:

»De, der nu taler om pressefrihed (...) skjuler den knude, som skal bindes op. Det er ikke pressefriheden, som er på spil, men simpelthen og langt mere dramatisk friheden for de skræmte borgere, som bliver angrebet af den del af pressen, der er direkte kontrolleret af de politiske magthavere og blevet forvandlet til en knippel, der smadrer liv, omdømme og fremtid for den, der giver udtryk for uenighed«, skriver D'Avanzo og tilføjer:

»Det er mere relevant at huske på, hvor mange forbrydelser der i løbet af det seneste år er blevet begået mod den moralske frihed, hvem der har bestilt dem, og hvilke konsekvenser de har for vores frihed og demokrati. Man er altså nødt til at udpege opdragsgiveren. For der er en ansvarlig for denne metode, der har forvandlet det politiske liv til skandaler og journalistikken til karaktermord og anvendelse af ødelæggende informationer som strategi til at sejre i den politiske strid ved at straffe dissidenter. Han har et navn. Det er Silvio Berlusconi«.

Henrettelsespelotonen

Ifølge journalisten Barbara Spinelli er sagen udtryk for, at den trykte presse i Italien står ved en korsvej:

»Journalistens fag er smukt, men indeholder risikoen for at udvikle dårlige vaner, og denne dobbelthed har altid været en del af jobbet. Her hjælper læserens øje journalisten med at holde sig på rette vej og ikke lade sig misbruge: Læseren er journalistens hersker, selv om de fleste aviser i Italien desværre ejes af industrifolk og ikke af bladudgivere. Berlusconi har gjort en gammel last mere tydelig end nogensinde før. Berlusconi kærtegner folkets vilje uden at respektere den, og vi risikerer at gøre det samme med læserne. At respektere læserne er den eneste måde, vi kan bekæmpe vores undergang, og det skorter ikke på muligheder: Det handler om at tilbyde sandfærdige historier og afsløre løgne. Det handler om at tjene dem, der stadig køber aviser«, skriver Barbara Spinelli i Fiat-koncernens avis La Stampa og sammenligner Il Giornales journalister med mafiaen: »De bruger ord, dossier og fotografier på destruktiv vis i stedet for at bruge en pistol. De truer, før de overhovedet sætter sig til computeren«.

Redaktøren for Il Giornale, der blev aflyttet, mens han talte med Marcegaglias assistent, hævder, at der blot var tale om en spøg.

Ifølge en af Italiens mest læste bloggere, Alessandro Gilioli, er der i givet fald tale om en helt særlig form for humor:

»Vi ved selvfølgelig godt, at der findes mange forskellige former for humor. Dette tilfælde minder mest om humoren i en b-film, hvor den nazistiske skurk fortæller en ond vittighed til henrettelsespelotonen, inden han råber 'skyd' og skraldgriner.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

mariann offersen

Meget dygtig artikel af Mads Frese! - for det er komplicerede sager at få styr på.

Sagen er en skandale, i Italien dog blot én ud af mange, så det bemærkes knapt som sådan.

Formodenlig er selve offentliggørelsen af den famøse telefonsamtale ulovlig. Så der diskuteres på fuld kraft en information som aldrig burde være kommet til offentligheden kendskab.

Skulle nogen være interesserede, anbefales det at læse chefredaktør på l'Unitá Concita de Gregorias ledere. (Altro ché Bew)