Nyhed
Læsetid: 4 min.

Republikanere nyder godt af hemmelig pengeregn

En højesteretsdom fra januar har gjort det muligt for det amerikanske erhvervsliv og interessegrupper at donere millioner af dollar til valgkampagnen op til midtvejsvalget anonymt. Det kommer især republikanerne til gode. Kritikere kalder det dybt skadeligt for det amerikanske demokrati
En lang række politiske kampagner forsøger at påvirke vælgerne forud for midtvejsvalget den 2. november. Det skønnes, at der på nuværende tidspunkt er postet fem gange så mange penge i valgkampen som ved forrige valg.

En lang række politiske kampagner forsøger at påvirke vælgerne forud for midtvejsvalget den 2. november. Det skønnes, at der på nuværende tidspunkt er postet fem gange så mange penge i valgkampen som ved forrige valg.

Drew Angerer

Udland
11. oktober 2010

WASHINGTON DC - »Et mareridt. Systemet har spillet komplet fallit. Jeg vil kalde det et indirekte politisk kup. Gennemført af mørklagte, korporative økonomiske interesser.«

Dennis Kucinich, demokrat og amerikansk senator fra Ohio, lægger ikke fingrene imellem, da Information spørger den mangeårige liberale politiker, hvad han synes om den højesteretsafgørelse, der i januar omgjorde et 43 år gammelt forbud mod, at erhvervslivet og interesseorganisationer donerer penge til politiske kampagner.

Den snævre afgørelse - fem dommerstemmer mod fire - har allerede haft mærkbare konsekvenser for valgkampen forud for midtvejsvalget om godt tre uger. Pengene bogstaveligt talt vælter ind til de nye aggressive politiske felttog .

I sidste uge havde grupperne med navne som American Crossroads (grundlagt af den republikanske toprådgiver Karl Rove), Americans for Job Security, American Future Fund, American Action Network, Working America og Patriot Majority, spenderet 80 millioner dollars. Det er fem gange mere end på samme tidspunkt under seneste valgkamp. Og en undersøgelse foretaget af avisen Washington Post viser, at de på papiret uafhængige grupper har planer om at bruge over 100 millioner dollar i løbet af valgkampen.

Hertil kommer de mange millioner dollar, som partierne selv bruger, og de penge, som erhvervslivets organisationer - f.eks. det amerikanske handelskammer og forskellige arbejdsgiverorganisationer - samt fagforeningerne punger ud med gennem nye såkaldte Super Pacs (Pac er en forkortelse for Political Action Committe).

Republikansk fordel

Organisationerne har finansieret et væld af forskellige kampagner - mod f.eks. skatteforhøjelser og klimaloven, for retten til liv (mod abort), for retten til at bære våben, mod planerne om at bygge en moske tæt på Ground Zero i New York og mod offentlige stimuluspakker.

Det eneste krav er, at interessegrupperne ikke må koordinere deres kampagner direkte med de politiske kandidater. De må imidlertid godt føre negative kampagner rettet mod enkelte politikere, hvilket de i stor stil har gjort.

Begge sider af det politiske spektrum i USA benytter sig af de nye muligheder for at poste penge i valgkampen, men de nye regler er massivt kommet republikanerne til gode. Republikanernes kandidater har modtaget syv gange så mange penge i støtte som demokraterne. Og som noget helt nyt og en direkte følge af højesteretsdommen skal de grupper, der er organiseret som ikke-overskudsgivende, de såkaldte non-profits, i modsætning til the Super Pacs ikke redegøre for, hvor pengene kommer fra.

De nye spilleregler har formentlig været med til at rykke meningsmålingerne i de stater, hvor kandidaterne står lige, f.eks. i Nevada. Her har de konservative kampagner i ugevis tæppebombet tv-seerne med et budskab om, at den demokratiske kandidat i Nevada, senatets leder Harry Reid, er »komplet ude af trit med Nevadas vælgere«.

'Samvittighedsløst'

Det ville være en underdrivelse at kalde kritikerne af den nye praksis for finansiering af valgkampagner forargede. Rystede er mere dækkende:

»Det er ikke noget nyt, at penge spiller en rolle i amerikansk politik. Det er i forvejen tæt på skamfuldt, at man kan købe sig en plads i Kongressen. At man nu kan gøre det med hemmelige midler, som offentligheden ikke aner, hvor kommer fra, er samvittighedsløst, ja tæt på det ufattelige,« mener redaktør og klummeskriver ved Washington Post, Eugene Robinson.

Hans avis følger pengestrømmene tæt og offentliggør dagligt en oversigt over donationerne på avisens hjemmeside.

Også præsident Barack Obama har udtalt sig skarpt og kritisk over for Højesterets afgørelse, som bygger på en fortolkning af den amerikanske forfatnings beskyttelse af ytringsfriheden.

»Afgørelsen er en betydelig sejr for olieindustrien, bankerne på Wall Street, forsikringsselskaberne og alle andre magtfulde interesser, som udøver deres magt hver eneste dag her i Washington og som forsøger at drukne de almindelige amerikaneres røst,« lød det fra præsidenten den dag i januar, hvor afgørelsen blev truffet.

Fornuftigt og moderne

Det konservative flertal af højesteretsdommere er helt uenige med præsidenten og mener, at det gamle forbud mod korporative donationer var et angreb på retten til at ytre sig politisk. »Det er en fornuftig og beskeden afgørelse, som fastslår, at erhvervslivet og organisationer også er dækket af retten til ytringsfrihed, når de ønsker at rejse politiske spørgsmål, der er uafhængige af enkelte kandidaters kampagner,« lød det fra eksempelvis dommerne Anthony M. Kennedy og John G. Roberts i januar.

De foreninger, der har vundet indflydelse med højesterets afgørelse er forståeligt nok glade. David Keating, direktør i foreningen, Club for Growth, der udelukkende støtter republikanske valgbudskaber, siger:

»De gamle regler var ude af trit med virkeligheden. Det der er så frigørende ved denne type organisationer, er, at nu kan folk ærligt sige, hvad de mener. Du kan frit rejse penge, og alle kan være med.«

Washington Post har oprettet den interaktive midtvejsvalg-tracker 'Follow the money'. Her kan man finde en oversigt over alle foreningerne og følge deres donationer, se hvem de støtter samt zoome ind på udviklingen i de enkelte stater

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg mistænker at nogen i artiklen har taget fejl med hensyn til John Paul Stevens som bestemt ikke er enig i højesteretsbeslutningen. Omkring det primære i sagen har han endda udtalt af beslutningen: "threatens to undermine the integrity of elected institutions across the Nation. The path it has taken to reach its outcome will, I fear, do damage to this institution."

Og han var decideret utilfreds med at beslutningen også bevæger sig ind på områder som slet ikke har været en del af fremstillingen og om det har han udtalt at hovedparten af dommerne: "changed the case to give themselves an opportunity to change the law."

Jvf. http://en.wikipedia.org/wiki/Citizens_United_v._Federal_Election_Commission

Tom W. Petersen

USA er for så vidt et demokrati, som størstedelen af befolkningen vælger lederne.
Men det er først og fremmest et plutokrati.
Kun med milliardærers støtte kan man nå frem til at blive præsidentkandidat.

http://en.wikipedia.org/wiki/Corporatocracy

Corporatocracy, in social theories that focus on conflicts and opposing interests within society, denotes a system of government that serves the interest of, and may be run by, corporations and involves ties between government and business. Where corporations, conglomerates, and/or government entities with private components, control the direction and governance of a country, including carrying out economic planning notwithstanding the 'free market' label.

Det er en pudsig begryndelse:
'det gamle forbud mod korporative donationer var et angreb på retten til at ytre sig politisk'
Hvis retten til at ytre sig er afhængig af økonomi
(og ikke muligheden som selvfølgelig afhænger af penge),
hvad så med de millioner amerikanerer der ikke har de økonomiske midler -hvor er deres ret?
Det er m.a.o. retten for dem som har råd det handler om -men de har jo allerede masse af muligheder for at komme til orde
Mage til hykleri!

Annegrethe Rasmussen

Tak for kommentarerne. Det er en dum fejl med navnet på højesteretsdommeren i artiklen. Der skulle have stået John G. Roberts og ikke John Paul Stevens. Førstnævnte er en del af det konservative flertal, sidstnævnte en del af det progressive (eller liberale) mindretal.
Jeg beklager.
Annegrethe Rasmussen

Lars Peter Simonsen

Hvorfor retter man ikke fejl?

Bente Simonsen

Läs:

http://www.nytimes.com/2010/10/04/opinion/04krugman.html?th&emc=th

Paul Krugmans Kronik: Fear and Favor

"Hvorfor retter man ikke fejl?"

Det gør man heldigvis også, fejlen er nu rettet.

Debatvært
Espen Fyhrie

^
HAHA!