Læsetid: 2 min.

Rwandas kvinder får færre børn

I det befolkningsrige land har myndighederne iværksat en målrettet indsats, der skal sikre, at landets kvinder ikke føder flere end tre børn hver
6. oktober 2010

»Jeg fik min søn i februar, og jeg vil ikke have flere børn, før han fylder fem år,« siger 24-årige Placide Dusabe.

Hun bor i Rwanda i det centrale Afrika, hvor 44 procent af befolkningen er 14 år eller yngre. Derfor har myndighederne iværksat en målrettet kampagne, der skal sørge for, at landets kvinder ikke føder flere end tre børn hver.

»De ansatte på sundhedsklinikken fortalte mig om prævention,« siger Placide Dusabe om baggrunden for sin beslutning om at vente med at få flere børn.

I årene efter det forfærdelige folkedrab i 1994, som kostede 800.000 mennesker livet, var emner som prævention og familieplanlægning dybt tabubelagte.

Derfor er Rwanda i dag et af de tættest befolkede lande i Afrika, og myndighederne frygter, at de 10 millioner nuværende indbyggere vil vokse til 14,6 millioner i 2025, hvis kurven ikke knækkes inden da.

»Rwandas demografiske vækst er frygtindgydende,« konstaterer Francois Byabarumwanzi, som er næstformand i regeringskoalitions liberale parti.

»Når vi bygger skoler, sundhedscentre eller hospitaler, bliver kapaciteten lynhurtigt opbrugt,« siger han.

Sundere og færre

I et land, hvor kvinderne indtil for nylig fødte 10-12 børn i gennemsnit, er der derfor hårdt brug for initiativer som det, regeringen har iværksat. Og meget tyder på, at indsatsen over for den voldsomme befolkningstilvækst, som har firdoblet indbyggertallet i Rwanda på 50 år, virker.

De fleste forældre har efterhånden indset, at deres børn bliver både sundere og bedre uddannet, hvis de får færre af dem, forklarer sygeplejerske Vestine Mukamunana på sundhedsklinikken i Musha.

»For 20 år siden fik folk otte, 10 eller måske endda 15 børn. Nu fødes der i gennemsnit fem børn pr. familie her i Musha,« forklarer hun.

Kvinderne er ifølge Vestine Mukamunana blevet fortrolige med flere forskellige præventionsmidler, og de mest populære er implantater og indsprøjtninger, som kvinderne i modsætning til p-piller ikke kan glemme at tage.

De to præventionsformer er samtidig usynlige for ægtemænd, der traditionelt er mere tilbageholdende over for brugen af prævention.

Joyeuse Uwimgeneye kommer trippende til sundhedsklinikken på høje hæle og klædt i en stram nederdel og en kort jakke.

Hun er ansat i en bank og har taget sin nyfødte datter Kelia med. Derhjemme har hun en syv-årig søn.

»Jeg vil kun have to børn,« fortæller Joyeuse. »Mine kolleger har det på samme måde. Vi er uddannede, og vi ved, at det er dyrt at give et barn en ordentlig uddannelse. Så vi foretrækker at få færre børn og uddanne dem ordentligt,« siger hun.ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu