Læsetid: 4 min.

Serbien tager de første usikre skridt mod EU

10 år efter Slobodan Milosevics fald begræder mange stadig det svundne Storserbien. Nu ansøger Serbien om EU-medlemskab, men samtidig opruster kristne nationalister i kampen mod vestlig værdirelativisme
En ortodoks præst protesterer mod en Gay Pride-parade for nylig, der udviklede sig til brutale optøjer, da højreekstremister og ortodokse organisationer angreb marchen og de eskorterende betjente. Nylige optøjer ses af iagttagere blandt andet som en protest mod tilnærmelserne mellem EU og Serbien.

En ortodoks præst protesterer mod en Gay Pride-parade for nylig, der udviklede sig til brutale optøjer, da højreekstremister og ortodokse organisationer angreb marchen og de eskorterende betjente. Nylige optøjer ses af iagttagere blandt andet som en protest mod tilnærmelserne mellem EU og Serbien.

22. oktober 2010

Eksjugoslavien har i de seneste årtier oplevet flere omvæltninger end noget andet land i Europa. I kølvandet på afviklingen af Titos selvforvaltningskommunisme kom borgerkrigen, som førte til Kroatien og Sloveniens løsrivelse, serbernes etniske udrensninger mod muslimer i Bosnien, Slobodan Milosevics regime, NATO's bombardementer, Montenegro og Republikken Makedoniens løsrivelse og den endelige ydmygelse af de serbiske nationalister med Kosovos uafhængighed.

På mandag er Serbiens muligheder for EU-medlemskab på dagsordenen ved et ministerrådsmøde i Bruxelles. EU vil bl.a. forpligte Beograd til at samarbejde med FN's tribunal for krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien om at finde Ratko Mladic, den hovedansvarlige for massakren i Srebenica. Men general Mladic er stadig en folkehelt blandt serbiske nationalister. Ved Gay Pride i Beograd forrige søndag ville Boris Tadics pro-europæiske regering vise, at man var i stand beskytte borgernes frihedsrettigheder. 6.000 betjente kæmpede i timevis for at holde demonstranter på afstand af 1.500 homoseksuelle, en minister og et par EU-ambassadører:

»Regeringen var nødt til at beskytte marchen for at opnå international troværdighed. Men begivenhederne afspejler også magtforholdet mellem regeringen og den paramilitære højrefløj, som er nogenlunde lige stærke,« vurderer Sonja Biserko fra Helsinki Committee for Human Rights in Serbia.

Fodboldvold

Blot to dage efter de voldsomme kampe ved Gay Pride lykkedes det en gruppe tilhængere af fodboldklubben Røde Stjerne Beograd at forhindre afviklingen af en EM-kvalifikationskamp mellem Italien og Serbien i Genova. Et par hundrede serbiske fans bombarderede banen og det italienske hjemmepublikum med romerlys og kanonslag. Den minimalistiske tolkning af hændelsen går ud på, at Røde Stjernes fans er vrede over, at landsholdets målmand, som startede sin karriere i klubben, efter flere år i udlandet nu spiller for lokalrivalerne Partizan Beo-grad. Andre mener, det var hævn, fordi NATO's fly lettede fra en italiensk base under bombardementerne af Beo-grad i 1999. En tredje tolkning går ud på, at fodboldbøllerne handlede på ordre fra nationalistiske og/eller mafiøse kredse, der vil forhindre serbisk EU-medlemskab. Præsidenten for det serbiske fodboldforbund, Tomislav Karadzic, tilhører den konspirationsteoretiske skole:

»De, der giver ordrerne, sidder i Beograd. Dette er et direkte angreb på staten.«

Ifølge flere iagttagere i den serbiske presse er målet at fremtvinge valg. Fodboldmiljøet har tidligere dannet grobund for politiske forandringer. Optøjer ved en kamp mellem det kroatiske hold Dynamo Zagreb og Røde Stjerne i 1990 var et forvarsel om borgerkrigen:

»Klubber som Røde Stjerne og Partizan Beograd har dystre folk i deres bestyrelser. Disse klubber er forbundet med det hemmelige politi, og der er en tradition for forbindelser til radikale politiske kræfter. Fodboldtilhængerne har man altid brugt til det beskidte arbejde. Arkan rekrutterede sine paramilitære tropper, som blev brugt til folkemordet i Bosnien, blandt Røde Stjernes fans. Og sikkerhedstjenesten, som er forbundet med disse kræfter, er ikke blevet reformeret siden krigen,« påpeger Milan Vukomanovic, sociolog ved universitetet i Beograd.

Det var højrefløjsorganisation Obraz, som er stærkt repræsenteret i Røde Stjernes fanskare, der organiserede angrebet på Gay Pride. Også den kristne bevægelse Dveri Srpska (Den Serbiske Port), der mobiliserer store folkemængder til såkaldte 'familiemarcher', vinder frem:

»Det er vigtigt, at Vesten er opmærksom på disse grupper, som har medlemmer i parlamentet og Det Serbiske Akademi. Der er stor forskel på at have en samarbejdsaftale og at være kandidatland. Derfor mobiliserer nationalisterne. Samtidig er Rusland interesseret i at holde os på afstand af EU og NATO, uden i øvrigt at bekymre sig om Serbiens udvikling,« siger Sonja Biserko og tilføjer: »Tilnærmelsen til Vesten er Serbiens eneste chance for at udvikle demokratiske institutioner, men EU virker mere interesseret i Serbien end omvendt.«

Milan Vukomanovic betegner disse grupper som »etno-fundamentalister«:

»De er ikke kun anderledes, fordi det er en helt ny generation på den politiske scene, men også fordi de er klerikale og har forbindelse til den ortodokse kristendom. De er hele tiden parat til at konfrontere dem, de på deres hjemmeside udpeger som deres politiske fjender: homoseksuelle, muslimer, demokrater, venstreorienterede osv. Det er en politisk praksis, som sætter sig for at ville regulere andres liv. Derfor vil jeg kalde dem etno-fundamentalister.«

Identitetspolitik

Tidligere har politiet ikke grebet ind over for de radikale nationalister. Det var f.eks. tilfældet i forbindelse med Kosovas uafhængighedserklæring:

»Man har kunnet se, at politiet kan vise, at man ikke ønsker at gribe ind, når disse grupper går i aktion. Vi så det, da man angreb den amerikanske ambassade i februar 2008, hvor en medarbejder blev dræbt inde i bygningen på grund af røgforgiftning,« siger Milan Vukomanovic. Den daværende premierminister, Vojislav Kostunica, er stadig på linje med nationalisterne, der kræver Kosovo genindlemmet i Serbien:

»Kostunica autoriserede jo handlingerne ved sin tilstedeværelse og sin tale. Politiet sanktionerede det hele ved bare at stå og se på,« understreger Vukomanovic.

Foruden Kosovo-spørgsmålet bruger de radikale nationalister især homofobi og folkemordsbenægtelse som mobiliseringsgrundlag. Ifølge Milan Vukomanovic er deres ideer blevet legitimeret af Kostunicas identitetspolitiske populisme:

»De har grebet en mulighed. Der er ikke mere nogen kommunisme og ingen Milosevic. Landet har brug for at bevæge sig i en ny retning, for visioner, ideologi, et helt nyt politisk program osv. Det vigtige spørgsmål er dog, hvorfor disse grupper er blevet så prominente på bekostning af et civilsamfund med demokratiske strukturer? Hvorfor skal det ske i Serbien, efter kommunismen, nederlagene i krigene og hele denne selvødelæggelse? Hvorfor har politikere som Kostunica givet disse grupper betydning og hjulpet dem? For vi har at gøre med grupper, der udspreder en ekstremistisk ideologi baseret på genopfindelsen af gammel nationalisme i fundamentalistisk form.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu