Læsetid: 10 min.

Små sprækker åbner sig i Nordkorea

Det er tilsyneladende ved at gå op for nordkoreanerne, at de ikke lever i den bedste af alle verdener - mobiltelefoner og udenlandske dvd-film gør det stadig sværere for regimets propaganda at opretholde illusionen, mens en forsigtig kritik af regimet tilsyneladende titter frem
Nordkorea er stadig lukket til, men de lokale søger tilflugt i sang og dans - og samtidig er det blevet sværere og sværere at lukke den omgivende verden helt ude, som blandt andet siver i form af udenlandske film.

Nordkorea er stadig lukket til, men de lokale søger tilflugt i sang og dans - og samtidig er det blevet sværere og sværere at lukke den omgivende verden helt ude, som blandt andet siver i form af udenlandske film.

Ian TIMBERLAKE

20. oktober 2010

PYONGYANG - Gamle mænd spiller kort i en park, en kvinde køber grøntsager, trætte arbejdere kappes om siddepladserne på en rusten trolleybus. Andre steder ville disse små glimt af hverdagen være trivielle. Men dette er Pyongyang, hovedstaden i et af verdens mest isolerede lande, og her er selv det helt jordnære et ekstraordinært syn - og sandt at sige mere fascinerende end den pompøse militærparade, Nordkoreas største i årtier, som er den egentlige grund til, at vi har fået lov at komme på besøg.

Selvfølgelig ser vi også de allestedsnærværende portrætter af den evige præsident Kim Il-Sung og hans søn, den kære leder Kim Jong-il, stirre ned på os langs vejene. Vi var også forberedt på de 'socialistiske frisurer' og på lovprisningerne af vinalon, mirakelstoffet, som fremstilles af kalksten og er bedre kendt for holdbarhed end for komfort. Og vi havde studeret statspropagandaen, der kombinerer revolutionær glød, totalitært kitsch og historierne om Kims besøg på kartoffelstivelsesfabrikker.

Men hvem kunne have forudset, at Da Vinci Mysteriet er et hit i denne strengt kontrollerede by? Eller at Céline Dion er en karaoke-favorit? Og at de massekoreograferede paradeforestillinger ikke kun er en hyldest til lederskab og fædreland, men også en yndet metode for unge mennesker til at finde nye kærlighedspartnere?

Alenetid

Meget få udlændinge oplever denne by. Sidste år kom omkring 2.000 vestlige turister hertil, plus måske 10 gange så mange kinesiske gæster. Antallet af herboende udlændinge er blot 150, børn indbefattet, hvortil kommer et ikke oplyst antal kinesiske og russiske diplomater. Mobiltelefoner konfiskeres ved indrejse, og udenlandske besøgende ledsages til enhver tid af officielle ledsagere. Turistfotos inspiceres og slettes ofte, selv når motivet - for udenforstående øjne - må forekomme uskadeligt.

Informationerne er så sparsomme, at en fortolkning af Nordkorea kan minde om at læse som at læse teblade i en underkop. Nordkorea-forskere vier deres karriere til et land, som de indrømmer kun at vide meget lidt om. En sydkoreansk ekspert, Park Hyeong-jung, er efter sigende ved at skrive en bog om, hvor »hvor elendig vores forskning og hvor forkerte vores forudsigelser er«. Men andre hævder, at informationer om den nordkoreanske dagligdag - såsom markedspriser - trods alt er blevet mere pålidelige end for to årtier siden.

Vores sjældne besøg er med kort varsel arrangeret af Nordkoreas regering i den hensigt at fremvise Kim Jong-un, lederens yngste søn, som den kårede arving til styret. Vi ankommer i Pyongyang mindre end 24 timer efter at have udfyldt vore ansøgninger på den nordkoreanske ambassade i Beijing ambassaden, hvor embedsmænd indrømmer, at de ikke havde forventet så mange journalister. Med færre af regimets oppassere til rådighed end normalt har vi mere frihed til at besøge banegården, et stormagasin, grøntsagsboder, kiosker og en lokal restaurant. Hovedstaden er langt den rigeste del af de rigeste del af landet.

»Ingen, der bor i Pyongyang, er almindelig nordkoreaner. Det er de mest velstående fem til 10 procent af befolkningen, som bor her,« >påpeger Barbara Demick, som har skrevet bogen Nothing To Envy, der giver et levende indblik i nordkoreansk dagligliv.

Socialistisk hår

Ydermere ankommer vi midt i usædvanlige festligheder, hvor partiet har afsat særlige leverancer til husstande i hovedstaden, herunder en flaske alkohol, madolie og slik. De fleste forbipasserende er ikke desto mindre klædt i triste, ensartede dragter i grå, kaki eller mørkeblå, hvor kun røde Kim Il-Sung-badges fastgjort til hvert revers liver op. Dog har de kvinder, som skal deltage i militærparaden, medbragt deres lyse traditionelle folklorekjoler til højtidsdagen, og andre viser tørst efter større farverigdom med dekorerede tasker eller jakker. Hår er en yderst alvorlig sag i Nordkorea, der kun tillader et begrænset udvalg af frisurer. Man kan se hvilke på den officielle video, som det statslige fjernsyn udsendte i 2005 under titlen Lad os klippe vores hår efter den socialistiske livsstil.

På gaden nyder en håndfuld lokale indbyggere nogle ispinde. En lille pige har pinde med candyfloss i hver hånd. Fra madboder over for vores hotel sælges der krydrede pandekager, æbleskiver og pizza (efter sigende en af Kim Jong-il's livretter). En enorm hvid kage med pink glasur er prissat til hele 9.000 won (50 kr.), mens en skål is med sirup koster så lidt som 5 won. Unge mænd tager sigte ved skydeboder, og flere steder i byen samles menneskeskarer ved friluftskoncerter, hvor musikgrupper stiller op i sirlige rækker.

Men de, som kender byen, siger, at alle disse attraktioner, herunder også gadebelysningen, vil forsvinde, lige så snart vi er rejst igen. Selv under vores besøg skal man ikke gader væk fra vores hotel, før mørket hersker. Restauranterne i hotelgaden er næsten mennesketomme. Det centrale stormagasin er dystert, det er kun oplyst af den sene eftermiddags lys og en perlerække af kulørte lamper, der gør et mere vemodigt end festligt indtryk. Varerne ligger uforstyrrede i deres glasmontrer eller på hylder: Metervis af plaidstof, armbåndsure, fodbolde, pastelfarvede håndklæder, tv og endda stempelkaffekander. Der er måske 20 besøgende spredt ud over fire store etager, og eneste reelle kunde synes at være et lille barn, der køber et billigt stykke plastik-legetøj.

Rige og fattige

Alligevel er der klare tegn på forandring i Pyongyang: Air Koryo, det nordkoreanske luftfartsselskab, har fået nye fly og tre skinnende lufthavnsbusser, der kan befordre passagerer fra landingsbanen til terminalen. I sidste uge åbnede et stort nyt teater og et lejlighedskompleks, der dog er forbeholdt statslige tjenestemænd. Det 105-etager høje Ryugyong-hotel - som har været under opførelse i over to årtier - har omsider fået sin glasfront på og forventes at åbne i 2012. Samme år markeres også 100-års fødselsdagen for landets grundlægger, Kim Il-Sung. Men det er svært at se, hvordan Nordkorea skal kunne at indfri sit løfte om inden da at blive »en stor, stærk og velstående nation« - uanset dets arbejderes heroiske industrielle indsats, som lovprises i landets aviser.

Men livet må være godt for nogle i Pyongyang. En journalistkollega ser en nordkoreaner købe to Longines-ure til 2.000 dollars.

Orascom, det egyptiske mobiltelefonselskab, der åbnede et netværk i landet sidste år, har allerede 200.000 abonnenter, selv om en mobil koster et sted mellem 650 og 2.000 kr., og deres brug er strengt begrænset: Nordkoreanere kan kun ringe til andre nordkoreanere, mens udlændinge kun kan ringe til hinanden eller til udlandet.

Ser man bort fra en håndfuld udstillingsprojekter er der dog ikke tegn på større forbedringer i nordkoreanernes almindelige liv. De overfyldte trolleybusser skumpler hvæsende af sted, mere rust end stål. En journalistkollega ser en kvinde og barn, der tilsyneladende graver efter rødder i en park. Nordkorea har vært været stærkt afhængig af udlandets almisser siden 1990'erne, da hundredtusinder døde af hungersnød. Andre, der har besøgt landet for nylig, siger, at beboerne er påfaldende magre, selv i landbrugsområder.

Forsigtig kritik

Pyongyang er mere heldig: Ingen er ligefrem buttede, men der er heller ikke mærkbar afmagring. Dr. Andrei Lankov, lektor ved Kookmin Universitet i Seoul, anslår den officielle indkomst i Pyongyang til i gennemsnit 3.000 won om måneden, men mange har fundet måder at tjene penge ved siden af, og i modsætning til andre nordkoreanere, modtager hovedstadens indbyggere daglige madrationer. De fleste supplerer disse på lokale private markeder, som er lovlige, om end de aldrig er blevet formelt anerkendt. Ved årsskiftet gennemførte regeringen en valutareform for at udrydde en stadig mere uafhængig gruppe af 'kioskkapitalister'. Men forsøget på at komme disse menneskers hårdt tilkæmpede opsparing til livs førte til ekstraordinær offentlig utilfredshed og efter sigende endda til uro.

»Det var en næsten komplet katastrofe, og var, så vidt jeg kan huske, den første gang, at højtstående nordkoreanske embedsmænd åbent klagede til deres kolleger over regeringens politik,« siger Lankov.

Regeringen forsøgte hurtigt at rulle disse tiltag tilbage og har angiveligt henrettet en højtstående embedsmand for bommerten. Nu, siger en hyppig gæst i Nordkorea, er økonomien blevet præcis, som den var før - bortset fra, at priserne er steget kraftigt, og folk er mere ulykkelige. Regeringen vil gerne have udenlandske investorer til at bidrage til at genoplive økonomien, men styrets uforudsigelighed og de internationale sanktioner gør dette usandsynligt.

Våbenindustrien er Nordkoreas store indtægtsgiver, og det nuværende produktionsgrundlag ser da heller ikke ud til at have meget andet at byde på. Det seneste nummer af det statslige magasin Foreign Trade, der skal bejle til større international virksomhed, reklamerer for et kuriøst udvalg af varer - hjemmelavede parykker, kaninpels, stålbestik og Kaesong Koryo Ginseng-ekstrakt, som anbefales »til behandling af strålingssygdomme, kræft og AIDS«.

Forbudte film

Midt i den ekstreme knaphed bliver kulturen vigtigere end nogensinde som redskab til at sikre folkelig støtte til regimet. Ofte gøres der end ikke forsøg på at skjule de pædagogiske hensigter - populære sange har titler som »Vinalon er et tekstil lavet af sten« og »Min yngste datter, Pol Sun, er blevet AA-maskingeværskytte«.

Men musik er ikke blot et politisk redskab, det er også en ægte lidenskab for mange andre nordkoreanere, og andre melodier kombinerer politiske temaer med romantik. Vores oppassere fra udenrigsministeriet får tårer i øjnene, da orkestret The Night of Pyongyang City begynder at spille op til massedans. Unge elskende går hånd i hånd ud i natten og nynner den romantiske melodi, hævder de. Mange af disse par har netop mødt hinanden under månedlange forberedelser til de massekoreografiske shows.

»Masser af mennesker har fundet kærligheden i Folkets Store Studiehal. Jeg fandt selv min kone der,« >siger en oppasser. »Folk opretholder som regel disse kærlighedsforhold i lang tid og prøver så trofaste at hjælpe hinanden med deres studier eller arbejde ... Vi kan ikke opnå fremskridt i den teknologiske produktion, hvis folk ikke har denne aspiration,« >tilføjer han.

Harry Potter-filmene er også populære. Og skønt udenlandske film er forbudt, forhandles de i det skjulte og vinder stigende popularitet. Regeringen håbede på, at dens folk ville se nordkoreanske egenproduktioner som den patriotiske serie Nation og skæbne, da den tillod DVD-afspillere. Men indsmuglede film fra Kina har givet nordkoreanerne et glimt af livet udenfor. En ngo-ansat fortæller, at en nordkoreansk teenager for nylig forlegent anmodede, om hun kunne stille hende et spørgsmål: Hvem syntes hun var den lækreste - Brad Pitt eller Keanu Reeves? Selv om sådanne anekdoter kan lyde banale, så viser de, at regimets forsegling af Nordkorea ikke er fuldstændig hermetisk.

Koreanerne i grænseområder bruger også indsmuglede mobiltelefoner og SIM-kort til at foretage opkald via kinesiske netværk. Mange er også smuttet over grænsen eller har slægtninge, der bor skjult i Kina. Landet bliver mere og mere porøst.

»Nordkoreanerne er begyndt at få den mistanke, at resten af verden lever bedre, end de gør,« siger Lankov.

Men han tilføjer, at meget få har indset, hvor meget bedre, og at den nordkoreanske propaganda er ved at tilpasse sig.

»Det betyder, at den ikke længere insisterer på, at Nordkorea er en velstående og rig nation, mens alle andre steder er helvede. Nu er budskabet: Der findes måske også andre steder, men vi har vores leder og vores rene nationale blod ... «, siger han.

Bukseprotest

Det er umuligt at finde ud af, om nordkoreanerne finder de paroler overbevisende. Tårer fylder ansigterne hos nogle af de optrædende, der deltager i massedansen, da de ser, at Kim Jong-il iagttage dem - men jubelbrølene bliver transmitteret gennem højttalere og er tilsyneladende optaget på forhånd.

»Nordkoreanerne kritiserer helt sikkert landets ledere og deres politik. De gør det bare ikke offentligt og især ikke over for udenlandske gæster. Det ville være den hurtigste måde at blive arresteret, torteret og smidt i fængsel på. Det her er et samfund, hvor stort set alle frihedsrettigheder er underlagt begrænsninger«, siger Kay Seok, der arbejder for den sydkoreanske afdeling af menneskeretsgruppen Human Rights Watch.

Det statslige nyhedsbureau KCNA, betegner dog sådanne forlydender som ondsindet løgn og insisterer:

»De uafhængige og kreative liv, det koreanske folk nyder, er et værdigt, værdifuldt og lykkeligt liv, utænkeligt i det kapitalistiske samfund«.

I mangel på åben samtale griber analytikere begærligt til de mindste tegn for at aflæse stemningen i landet. Hvis stigende skørtelængder indikerer optimisme i vestlige økonomier, så kan den nordkoreanske buksemode udstråle trods, antyder en iagttager. Kvinder har forbud mod at iklæde sig bukser i Pyongyang om sommeren, tilsyneladende fordi Kim Jong-il finder dem fremmede for koreansk kultur. Naboskabskomiteer overvåger, at forbuddet overholdes, og sender prompte lovovertrædere hjem for at skifte. Men da temperaturerne begyndte at stige dette forår, holdt flere kvinder trodsigt fast i deres slacks.

Er det tegn, spørger Nordkorea-iagttageren i ramme alvor, på en stigende utilfredshed og uopsætsighed efter den katastrofale valutareform? Kun nordkoreanerne ved det med sikkerhed. Og de vil ikke fortælle det.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Dagens internationale kommentar: Fareed Zakaria: 'Når Nordkorea falder ... ' side 21

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer