Nyhed
Læsetid: 4 min.

'Strejker nytter jo alligevel ikke noget'

Frankrigs senat tøvede i går og udskød en pensionsreform, som de demonstrerende på gader og i virksomheder er meget imod. Ganske vist er franskmænd ofte højtråbende og går i strejke, men måske har de mere grund til det, end andre europæere lige kan se
Den franske oppositionens vigtigste indvendinger mod forhøjelse af pensionsalderen til 62 efter 40 års arbejde er, at den høje arbejdsløshed ikke giver folk mulighed for at optjene 40 års arbejde.

Den franske oppositionens vigtigste indvendinger mod forhøjelse af pensionsalderen til 62 efter 40 års arbejde er, at den høje arbejdsløshed ikke giver folk mulighed for at optjene 40 års arbejde.

MIGUEL MEDINA

Udland
21. oktober 2010

»De har jo selv bedt om Sarkozy, så hvorfor står vi så her?«

Vi er på metrolinje 2 en af de allerældste og almindeligvis mest pålidelige metrolinjer. Vi står som sardiner i en sardindåse i vognen, stilheden er øredøvende, og der er omsider en kvinde, der siger noget. Hun har pailletsmykket tørklæde på, rager op over de fleste og er efterhånden ret sur.

Vi er på mindst femtedagen af metrovrøvl og alt det andet strejkevrøvl i Frankrig.

Ingen synes at kunne beslutte sig. Et hav af mennesker er på vej til demonstration på Place d'Italie, hvor en af dagens store protestmasser udgår, og kammerater venter med bannere og godt humør på hver eneste station hvor metroen passerer forbi. De prøver at skaffe sig en plads på toget.

Folk kommer muntert fra alle dele af Frankrig. Intet er koordineret - der strejkes, så de demonstrerende kan helt paradoksalt ikke nå frem.

Visse folk vil ellers gerne lukke flere ind, andre prøver at fylde, men der er et fysisk moment, hvor det bare ikke kan lade sig gøre. Det er komplet umuligt.

Metrochaufføren, der stadig findes, prøver adskillige gange at lade lukkelyden tone over den uregerlige, men stadigt høflige menneskemasse.

Ikke mange danskere har oplevet det helt utrolige fysiske pres af en mængde, der vil nå ét sted hen.

Høfligheden brydes

Men det er lige præcis ved Gare de Lyon, vi er, og presset bliver simpelthen så stort, at man ikke engang kan løfte en arm.

Høflighedsgrænsen, der hver eneste dag holder menneskemængden tilbage, når den yderste grænse, hvor den pæne tavshed brydes.

»Det nytter jo alligevel ikke noget!,« råber en ret læderbeklædt ung mand bag mig med hovedtelefoner på, mens to kvinder - den ene forretningsmæssigt nobel og den anden med muslimsk tørklæde på begynder at diskutere faktuelle levevilkår for en enlig mor i Frankrig anno 2010, som de over ret præcis ens tal bliver enige om, er stærkt forringede.

Franskmænd ved godt, at der skal en pensionsreform til. Franskmænd er blandt de folkeslag i verden der af uransagelige grunde lever allerlængst. Måske fordi de altid bliver så sure. For i øjeblikket ved de godt, at det, der er ved at ske, ikke huer dem.

Tirsdag var omkring en million demonstranter på gaderne over hele landet, mens forskellige blokader af blandt andet brændstof fortsatte. I går greb politiet ind over for raffinaderiblokader, idet næsten hver tredje af Frankrigs 12.500 benzinstationer er løbet tør eller er ved at sælge de sidste dråber.

Samtidig fortsætter strejkerne i transportsektoren. Aviserne rapporterer modsætningsfyldt om fortsættelsen af protesterne eller om, at deltagerantallet er dalende, mens den franske regering er urokkelig.

Borgerne på gaderne lægger arm med Senatet, der udskød reformen i går, men har lovet, at inden søndag skriver det endeligt under på pensionsreformen.

Forretningskvinden diskuterer videre med sin ufrivillige nabo.

»Ja, jeg ved jo ikke, i hvilken alder jeg selv vil kunne gå på pension.«

Den diskussion, der pludselig opstår i metroen, afspejler landets dilemmaer. Nej, der er ikke penge nok, hvis det fortsætter på denne måde - især ikke hvis metroen - næsten som et billede på nationen - holder stille og hverken lader nogen komme ud eller ind.

De har stemt på Sarkozy

»Hvem i alverden tror, at dette land kan fungere, hvis det fortsætter på denne måde,« snerres der bag mig, mens herren ved siden af mig stemmer i.

»Det nytter jo alligevel ikke noget. De går ud over os, og alt det der strejke forandrer jo ikke en skid.«

»Ikke en pisseskid,« hvisler en anden ind i mit øre.

Det er damen med tørklæde på fuldkommen enig i:

»Jamen, de har jo selv valgt Sarkozy, og nu må de så tage konsekvensen. Jeg ved da godt, at det er på grund af sådan nogle som mig, at de har stemt på Sarkozy. Selv min nabo sagde sådan til mig.«

»Ja, det er ikke, fordi jeg har noget imod Dem, men jeg stemmer altså på Sarkozy,« siger passagerer ved siden af.

Franskmænd, uanset oprindelse, er meget taktiske, hvad pension angår. Man skal bortset fra helt særlige takster, som der netop kæmpes for i disse dage, arbejde i 40 år, og derfor har alle travlt med at blive færdige med at studere.

Eller også at beskytte den lille fordel man kan have af at være droppet ud af systemet, og være begyndt på arbejde meget ung som ufaglært.

Alle er bevidst om, at de år, hvor man er i arbejde tæller.

Men samtidig er der stor arbejdsløshed .

De unge kan ikke komme ind på arbejdsmarkedet, og de ældre, der gerne vil ud af det, klamrer sig til nødvendigheden af at blive i job.

Har man undervejs droppet sin indbetaling til arbejdsløshedskassen på grund af manglende midler, bliver der lagt år til pensionsalderen.

»Vi er alle som Carla Bruni, vi bliver taget i røven af Sarkozy,« når et hold gymnasieelever at synge i metroen, inden dørene lukker sig om en ny urokkelig forsamling.

Når parisiske gymnasieelever i disse dage slutter sig til demonstrationer, er det med forældrenes samtykke. Når de velfriserede strithårsversioner synger obskøne slagsange, skal mor og far skrive under på meddelelser til skolen om, at afkommet har været fraværende. Skoleinspektørerne ringer personligt forældrene op for at sikre sig dette samtykke.

I alt 178 franske gymnasier var i går »forstyrrede« af blokader og demonstrerende elever. Det er meget svært for de to franske lovgivende forsamlinger at sidde det overhørigt. Et af de virkelig forstyrrede elementer er de ødelæggende aggressive elementer, som kommer hætteklædte ind fra forstæderne og blander sig i de pæne og civiliserede demonstrationer, som de parisiske skoleelever udfører. De tager ikke metroen, de vandrer i bølger og horder.

Serie

Operation Red Europas Velfærd

En lang række europæiske lande planlægger drastiske spare- og reformtiltag for at nedbringe statsgælden oven på de voksende udgifter og dalende indtægter efter den økonomiske krise.

Kuren mod de magre statsbudgetter i Europas lande varierer, men fælles er, at der skal skæres i de offentlige udgifter for at sikre fremtidens velfærd. Information ser i denne serie på, hvad reformerne og nedskæringer betyder for euopæerne.

Vi begynder i Storbritannien, hvor en række historisk store nedskæringer på de offentlige budgetter i dag præsenteres.

Seneste artikler

  • En retfærdig redningsplan?

    22. oktober 2010
    Den britiske finansminister har opstillet to målestokke for de omfattende nedskæringer i de offentlige budgetter: At de er retfærdige og redder landets økonomi. Men får han ret?
  • Lang vej endnu for Europas pensionistreformer

    21. oktober 2010
    En del europæiske lande har de senere år reformeret pensionssystemerne. Alligevel har mange lande langt igen, før økonomien er langtidsholdbar. De største problemer udestår i lande, som allerede har skåret hårdt i pensionerne
  • Britisk pensionsalder hæves fire år før tid

    21. oktober 2010
    Fra 2020 skal briterne arbejde et år længere, meddelte finansministeren , da han i går offentliggjorde den mest omfattende spareplan siden Anden Verdenskrig
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De tager ikke metroen... de har ingen fremtid - de sorte
horder, ude fra forstæderne.