Analyse
Læsetid: 6 min.

USA og Kina er på forstærket kollisionskurs

Det lykkedes ikke at nå til enighed om en ny valutaaftale mellem verdens to økonomiske giganter ved weekendens årsmøde i Den Internationale Valutafond. Det betyder, at verdensøkonomiens fundamentale og kritiske ubalance består uforandret efter mødet i Washington, og at der er forøget fare for, at USA indfører handelshindringer
Udland
12. oktober 2010
Det lykkedes ikke at nå til enighed om en ny valutaaftale mellem verdens to økonomiske giganter ved weekendens årsmøde i Den Internationale Valutafond. Det betyder, at verdensøkonomiens fundamentale og kritiske ubalance består uforandret efter mødet i Washington, og at der er forøget fare for, at USA indfører handelshindringer

WASHINGTON - Det netop afholdte årsmøde i Den Internationale Valutafond var en trist affære. Ministre kom til Washington, mens den globale økonomi drev mod valutakrig, og forlod byen igen uden at have gjort noget for at hindre fjendtlighederne i at bryde ud. Den samarbejdets ånd, der var så tydelig i oktober 2008, da bankerne trimlede som kegler, var ingen steder at se.

De politiske beslutningstagere forstår sig muligvis på at håndtere en akut krise, men de har åbenlyst sværere ved at finde fælles fodslag, når den umiddelbare trussel er væk. Den brutale virkelighed er, at det ikke kom til substantielle initiativer for løse tvisten mellem USA og Kina. Dermed består de strukturelle mangler i det globale økonomiske styringssystem uforandret.

Det skulle tage USA 66 år at indse det, men Keynes havde ret. Når der er ubalancer i verdensøkonomien, har både kreditor- og debitor nationer behov for at justere deres politik. Det system, som amerikanerne insisterede på ved Bretton Woods-konferencen i 1944, pålagde debitorlandene alle byrder. Økonomier med overskud var ikke forpligtet til at gøre noget. Men, som Keynes indså, var dette opskriften på fremtidige problemer.

Og ganske rigtigt var det ubalancerne i den globale økonomi, som lå til grund for den finansielle krise i 2007. Overskuddene fra Kina (og andre lande med store handelsoverskud) skulle finde sig et hjem. De blev så indkvarteret på de vestlige finansmarkeder, som anvendte de varme penge til at finansiere booms inden for aktivpriser og i processen fik udviklet en række esoteriske investeringsinstrumenter.

Nok førte recessionen i 2008-09 til en indsnævring af disse skævheder, men det var kun i forbigående. Det står nu klart, hvad der må ske. Debitornationer må på en afvænningskur fra gældfinansieret forbrug, og de må eksportere mere og importere mindre. Kreditornationer er nødt til at gøre det modsatte: De er nødt til at øge den indenlandske efterspørgsel, så de kan opsuge eksport fra debitornationerne.

Nægter at neddrosle

I praksis har det imidlertid vist sig umuligt at foretage denne afbalancering, fordi de store kreditorlande - Kina og Tyskland - nægter at træffe de nødvendige foranstaltninger for at neddrosle deres handelsoverskud. Det internationale monetære system er kun designet til at tvinge lande med underskud på handelsbalancen til at tage luften ud af deres økonomier for at få import og eksport tilbage i balance.

Harry Dexter White, chef for den amerikanske forhandlingsleder (og - skulle det senere vise sig - en sovjetisk spion), erklærede på Bretton Woods-mødet, at netop sådan ønskede man sig den økonomiske orden.

Det er ikke svært at se, hvorfor Roosevelt-administrationen havde den opfattelse. USA var dengang en kreditornation af enorme proportioner. Keynes' modargumenter blev af amerikanerne set som en særlig forbøn fra et Storbritannien, som desperat forsøgte at afværge den økonomiske tilbagegangs realiteter. Roosevelt var ivrig efter at se det britiske imperium afviklet og fast besluttet på at lægge en hård linje i Bretton Woods-forhandlingerne. Og da USA alene tegnede sig for omkring halvdelen af den globale økonomi i Anden Verdenskrigs slutfase, havde amerikanerne alle trumfer på hånden.

Resultatet blev den asymmetriske model, som lige siden har været den styrende tilpasningsmodel. Da Storbritannien løb ind betalingsbalanceproblemer i 1949 og 1967, var modmidlet devaluering ledsaget af en stærk dosis nedskæringer. Samme filosofi lå bag de strukturelle tilpasningsprogrammer, som blev påtvunget udviklingslandene.

Protektionistisk vej?

Tilbage i 1944 forestillede amerikanerne sig ikke, at de en dag skulle blive verdens største debitornation. I årevis har de formået at afværge konsekvenserne af et stort handelsunderskud ved at trykke flere dollar.

Det er den slags, man kan slippe af sted med, hvis man sidder på verdens førende reservevaluta. Men der var en pris: Ubalancerne voksede sig større og større, så de til sidst kom til at true stabiliteten i verdensøkonomien.

Amerikanerne er nu omsider i stand til at se bagsiden af medaljen ved det system, de selv har skabt: For hvad gør man, når en kreditornation beder en om at skrubbe af? Dette var, trods diplomatiske omsvøb, den kinesiske reaktion i sidste på uge på det vedvarende pres fra Washington for at få dem til at opskrive deres valuta?

Som den amerikanske finansminister Tim Geithner har måttet sande, kan man lokke, smigre og true - det preller bare af, medmindre er klar til at 'trykke på atomknappen' og indføre handelshindringer.

Frygten er nu, at et USA, som er plaget af en høj arbejdsløshed og et forkrøblet boligmarked, er kommet tættere på det punkt, hvor det taber tålmodigheden med Kina og slår ind på den protektionistiske vej.

De seneste beskæftigelsestal (fredag, red.) var igen grumme: Arbejdspladser forsvinder stadig 18 måneder inde i, hvad der skulle forestille at være et opsving - en enorm social og politisk hovedpine for et land, der har et mindre generøst velfærdssystem end de fleste europæiske lande. Fra Tea Party-aktivisterne på højrefløjen til fagforeningerne på venstrefløjen breder der sig en stærk følelse af, at frihandel er dårligt for Amerika.

Desuden er tyrkertroen på, at en revaluering af yuanen med et trylleslag kan kurere den amerikanske økonomi, i nogen grad forfejlet. Efter to årtiers udhuling er det amerikanske produktionsgrundlag hverken stærkt eller stort nok til at reagere øjeblikkeligt på det incitament, som en ændring i valutakurserne ville hidbringe.

Krise som løsning?

Men samtidig står det også klart, at Kinas stålsatte fortsættelse af satsningen på at opbygge stadig større handelsoverskud er uforenelig med den globale økonomiske stabilitet. Beijings argument for at insistere var i sidste uge det velkendte: Et pludseligt skift af økonomisk model vil udløse økonomiske og sociale omvæltninger - noget, det regerende kommunistparti ønsker at undgå for enhver pris.

Problemet er, at Kinas overskud skal modsvares af underskud andetsteds. I USA betyder det, at enten den private sektor må pådrage sig mere gæld, eller at regeringen må forberede sig på at tolerere store budgetunderskud. Det er ikke noget appetitvækkende valg.

Så hvad sker der? En løsning kunne være, at kineserne bliver enige med amerikanerne om en plan om at opskrive yuanen på mellemlangt sigt, f.eks. over fem eller ti år, således at de kan vinde tid til at omstille sig til at være en mindre eksportafhængig økonomi. G20 blev etableret med det formål at mægle netop en sådan type aftale på plads.

Beklageligvis har G20, trods en overbevisende start, vist sig skuffende ineffektiv. Alt for mange lande og internationale organisationer har fundet ud af gate-crashe disse møder. Det har betydet mængder af snak, men meget lidt handling. Hvad mere er: Siden Gordon Browns forsvinden fra den internationale scene er der ikke rigtig nogen, der har påtaget sig at drive processen fremad.

Som et resultat af dette er den fælles målbevidsthed, som var så udpræget til stede i slutningen af 2008 og i begyndelsen af 2009, nu ved hastigt at ebbe ud. På afvigte weekends IMF-møde lovede alle ganske vist at arbejde hen imod et »mere afbalanceret mønster for global vækst, som tager hensyn til ansvaret hos både overskuds- og underskudslande«, men den hule retorik kunne ikke skjule den totale mangel på fremskridt.

Så i dag er amerikanerne sandsynligvis kommet tættere på at trykke på 'atomknappen'. Og mens de seneste ledighedstal udstiller skrøbeligheden ved USA's økonomi, understregede IMF-mødet afmagten i det multilaterale system.

Hvis verden kun kan tage sig sammen i en krise, som noget tyder på, er der håb forude: Sammen kan USA og Kina snart være på vej til at levere en.

Larry Elliott er økonomiredaktør for The Guardian

© The Guardian og Information< br />Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her