Læsetid: 2 min.

Wikileaks-afsløringer topper alverdens medier

Stiltiende accept af fangemishandling, omfattende drab på civile og Irans bevæbning af irakiske shia-militser hører til de største afsløringer i kølvandet på Wikileaks offentliggørelse af 400.000 hemmelige Irak-dokumenter
Stiltiende accept af  fangemishandling, omfattende drab på civile og Irans bevæbning af irakiske shia-militser hører til de største afsløringer i kølvandet på Wikileaks offentliggørelse af 400.000 hemmelige Irak-dokumenter
Udland
23. oktober 2010

USA og dets allierede vendte det blinde øje til irakernes omfattende tortur og mishandling af fanger. Det er hovedkonklusionen efter de første afsløringer, baseret på Wikileaks offentliggørelse af 391,832 hemmelige Irak-dokumenter. Både den arabiske tv-station Al-Jazeerah , The Guardian, Le Monde, New York Times og Information har valgt at fokusere på netop fangemishandling. Ifølge en optælling, som Al-Jazeerah har foretaget har amerikanske styrker i mere end 1.300 tilfælde i grafiske detaljer rapporteret om irakiske sikkerhedsstyrker mishandling, tortur og drab på fanger.

Til de opsigtsvækkende nye oplysninger hører afsløringen af ordrene Frago 242 og Frago 039, der pålægger de amerikanske soldater i Irak at indrapportere alle mistanker om tortur og mishandling til deres overordnede, men specifikt forbyder yderligere efterforskning – så længe de involverede er irakere.

Seks ud af ti ofre var civile

De 391,832 Irak-dokumenter blev offenliggjort på adressen warlogs.wikileaks.org sent fredag aften. Ifølge wikileaks afslører logsene blandt andet, at over 60 procent af de dræbte under krige var civile.

Ialt 109,032 dødsfald optræder i logsene. Af dem er 66,081 kategoriseret som »civilian« dvs civile, 23,984 som »enemy«, dvs oprørere, 15,196 som »host nation«, dvs irakiske regeringsstyrker og 3,771 som »friendly«, dvs. koalitionsstyrker.

Wikileaks har beregnet, at tallene viser, at mindst 31 civile irakere blev dræbt hver eneste dag i de seks år, rapporterne dækker.

Organisationen Iraq BodyCount bekræfter tallene og har på sin side fundet hele 15.000 drab på civile, som ikke tidligere har været rapporteret.

Iransk indblanding

Flere andre vinkler er også fremme. New York Times bringer bl.a. nye oplysninger frem om Irans involvering i krigen. Ifølge avisen har Iran både trænet og bevæbnet flere irakiske shia-militser med bl.a. magnetiske bilbomber, raketter og jord til luft missiler.

Tyske Der Spiegel sætter fokus på adskillige helikopterangreb, hvor tilsyneladende uskyldige mennesker bliver dræbt. Et af dem er et angreb, hvor bl.a. en Reuter-fotograf bliver dræbt. Angrebet blev filmet på video og lagt ud på Wikileaks tidligere på året – men af logsene fremgår det ikke, at flere civile, heriblandt to børn, blev såret.

Intet nyt

Det amerikanske forsvarsministerium Pentagon forsøgte fredag at imødegå lækagen af de 400.000 Irak-dokumenter med en erklæring om, at de lækkede rapporter ikke indeholder nye oplysninger.

»Den periode, som disse dokumenter omhandler har været godt dækket i nyhedsmedier, bøger og film, en offentliggørelse af en stor samling dokumenter som denne vil ikke føre til nogen ny forståelse eller indsigt i, hvad der sket i Irak,« sagde Pentagon-talsmand Geoff Morrell.

Serie

The War Logs: Irak-krigen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg undrer mig, hvorfor det bliver taget seriøst når der i amerikanske militærs rapporter bliver skrevet at:

" ... Iran både trænet og bevæbnet flere irakiske shia-militser med bl.a. magnetiske bilbomber, raketter og jord til luft missiler. "

Som det fremgår af wikileaks, så er reporterne alle farvet af dem der har skrevet dem. Er det ikke mærkeligt at når disse rapporter så konkludere noget om sine fjender [Iran] at de ikke er farvet i forudsætte holdninger? Det virker ikke logisk den måde man bruger disse rapporter til at dæmonisere Iran.

- Arash

Løgnen om den humane krig.

Sandheden kommer trods Wikileaks (og Information) aldrig helt frem. Enhver, der kender krig og har har stået på sigtet af et ladt skydevåben bliver ikke derfor pacifist, men véd, at terror og tortur var, er og bliver krig og omvendt. Med rette kan vi anklage Fogh Rasmussen for at have ødelagt et fællesskab.

Konsekvenserne har vi endnu ikke mærket, men må indse, at det hævner sig.

Steffen Nielsen

»Den periode, som disse dokumenter omhandler har været godt dækket i nyhedsmedier, bøger og film, en offentliggørelse af en stor samling dokumenter som denne vil ikke føre til nogen ny forståelse eller indsigt i, hvad der sket i Irak,« sagde Pentagon-talsmand Geoff Morrell.

Jeg tror heller ikke, at ret mange er overrasket og heller ikke, at afsløringerne vil ændre ret meget. Antallet af krigsforbrydelser er så voldsomt og uoverskueligt, at ingen kan rumme det. Vi kan forholde os til nogle enkelte krigsforbrydelser, men når dokumentationen er så omfattende bliver det uvirkeligt