Klumme
Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Glæden til fods

At vandre er som livet: Meningen ligger ikke i at nå frem, men i at være forventningsfuldt på vej
Udland
10. november 2010

Oh, vandringsmand, fat mod! Der er kun 2.234 km igen. Det er det tal, som stiens skilt oplyser om afstanden til Santiago de Compostela, valfartsbyen i det nordvestlige Spanien. Så langt har vi tre danske nu ikke tænkt os at traske i denne omgang.

Vi har sat en november-uge af til en fodtur i det sydlige Alsace, dér hvor Frankrig grænser op mod Tyskland og Schweiz. Vi møder skiltet med afstanden til Santiago ovenfor landsbyen Katzenthal.

Vi vandrer på Vogesernes skrænter mellem vinmark og bjergskov. Under os ligger Rhindalen; i det fjerne ovre på den anden side toner Schwarzwald.

På vinstokkene omkring os hænger kun, hvad bønderne har efterladt til den sene høstrunde. De andre druer er bjærget ned til landsbyerne, hvor gæringsdunsten omspindes af røg fra kvistbål. Alle sanser fanger det: En dyrkningssæson er gået på hæld; frosten nattebider allerede oppe i bjergtinderne. Vore støvlers dunk mod jorden led-sages af kragers hæse harken.

Det er den vandrendes lykke at opleve nuet som en evighed. Det har altid været sådan hér, hvor jeg går nu. Kragerne har altid harket, vinløvet har altid blafret rødgyldent, disen har altid prikket kinderne, bærrene har altid ligget friskbittert på tungen. Og sådan vil det altid være. Fra evighed og til evighed.

Tiden går, men ikke hurtigere end jeg selv. Det er støvlerne, der sætter farten.

Forventningsfuldt

Der er noget eksistentielt ved at vandre. Det er som selve livet: Meningen ligger ikke i at nå frem til endemålet. Det sker tidsnok.

Nej, meningen ligger i at være forventningsfuldt på vej. På vej mod det solstrejf, der får næste bakke til at lyse under himlens jagende skyer. På vej mod den borg-ruin, der knejser oppe ad skrænten og ruger over hemmeligheder, som man måske kan fralokke ruinen et par stykker af. På vej mod den landsby, hvis kirkespir stikker op i horisonten, og hvor der venter et veldækket bord.

I middelalderen vandrede folk. Til Santiago de Compostela, til Rom, sågar til Jerusalem. Vandringen har siden 1980'erne fået en renæssance. Santiago er atter blevet mål for tusinders pilgrimsfærd. Mange tager turen i bidder. De vender tilbage næste år, hvor de slap sidste som-mer.

Og lige som alle veje fører til Rom, kan alle stier siges at føre til Santiago. Man kan jo begynde alle steder fra. Ja, faktisk begynder Santiago-stien på ens egen dørmåtte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Glæden til fods. Den kender jeg. Engang imellem kommer længslen op.

I øvrigt er dine betragtninger om landbruget altid gode at læse.