Læsetid: 2 min.

Bøddel undveg via døden

Samuel Kunz, sigtet for nazi-krigsforbrydelser, nåede at udånde, inden hans sag kom for retten
23. november 2010

Endnu en gammel nazist sigtet for krigsforbrydelser har nået at drage sit sidste åndedræt, før hans sag kom for retten.

Det drejer sig om den 89-årige Samuel Kunz, der i juli i år af den tyske anklagemyndighed blev tiltalt for krigsforbrydelser. Det drejer sig om ti tilfælde af drab og 430.000 tilfælde af medvirken til drab begået i det nazibesatte Polen, mens Kunz i årene 1942-43 var instruktør ved SS-lejren Trawniki og siden under hans vagttjeneste ved udryddelseslejren Belzec.

Fornyet opmærksomhed

Kunz' navn er gennem årene dukket op på lister over mulige skyldige, men skred i en egentlig retssag kom der først, da den tyske anklagemyndighed gav sig til at granske papirer i forbindelse med den verserende München-retssag mod den tidligere automobilarbejder John Demjanjuk, der er udleveret fra sit mangeårige ophold i den amerikanske delstat Ohio.

Den fornyede opmærksomhed omkring Samuel Kunz fik Simon Wiesenthal-Centret til at udråbe Kunz til »verdens tredjemest eftersøgte nazi«. Centret gav som begrundelse, at Kunz angiveligt var personligt indblandet i drabene og »det enorme omfang« af hans formentlige forbrydelser.

Men Kunz nåede ifølge justitsmyndighederne i Bonn at dø i sin hjemby den 18. november i år. Den præcise dødsårsag for den 89-årige Kunz er ikke officielt oplyst.

'Utroligt frustrerende'

Dødsfaldet får Wiesenthal-centrets chef nazijæger Efraim Zuroff til over for nyhedsbureauet AP at erklære:

»Det er utroligt frustrerende, og jeg vil bønfalde de tyske myndigheder om at fremskynde de tilbageværende sager, så retfærdighed kan ske fyldest.«

Afraim Zuroff finder dog trøst i, at en retssag mod Kunz i det mindste var påbegyndt:

»Han var tiltalt - og jeg synes, det er meget vigtigt; jeg vil ikke forklejne den kendsgerning. I det mindste var et lille mål af retfærdighed opnået.«

Egentlig skulle Samuel Kunz have vidnet i sagen mod John Demjanjuk. Kunz afslog imidlertid at møde frem i retten, da Kunz blev bekendt med, at han også selv var tiltalt.

Den højst profilerede sag er for tiden sagen mod Demjanjuk, der er tiltalt for medvirken til mord på 28.060 jøder ved Sobibor-dødslejren i det nazi-okkuperede Polen. Til sit forsvar anfører Demjanjuk, at han slet ikke gjorde tjeneste ved Sobibor-lejren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Følgerne af vore handlinger undviger vi, uanset hvem vi er, ved døden. Kunz er ingen undtagelse, men har åbenbart, især set med jødiske øjne, snydt hævnen. Mindet kan den døde dog ikke slette, men det kan blive om muligt endnu mere synligt, når man af lutter hævn sletter en hel landsby som Lidice. Heydrich faldt på valen ved et "snigmord", af hævn for hævn, og derom er netop udkommet endnu et par bøger, bl.a."Heydrich" af Knut Kristoffersen.

Heydrich er dog ikke længere borte fra os end Werner Best, begge med særlige forudsætninger plantet i SS af Himmler. I eftrerrationaliseringens og selvforsvarets blide skær er Bests karakteristik af Hitler fordømmende, men aldrig et ondt ord om Heydrich, hans foresatte, om ikke i Polen så i Frankrig, Holland og Belgien. Best kaldte drabet en Secret Service-handling, og Heydrich fik ligesom Bismarck sit sørgefrimærke i sort, men udsendt fra Mähren-Böhmen. (Best blev provokerende nok ligesom Bovensieben løsladt i 50'erne, Best d.29.august!)

Gamle modstandsfolk arbejder endnu for, at få Kamm til landet og dømt for mordet på Clemmensen sammen med Helweg. Hvorfor? Hævn eller retfærdighed? Retfærdigheden synes sket fyldest, når mindet er dømt in absentia. Og kan vi ikke være tilfreds med, at døden indhentede Kunz, før en opslidende retssag, som yderst få har indsigt i, men giver stof til en ny krig?

Sålænge nationalsocialismen lever i bevidstheden og stadig fornys, vil mindet om de gamle DNSAP'ere også leve. I den forstand kan jeg ikke billige Børge Outzes udtalelse om Frits Clausen, da han ligesom Samuel Kunz døde lige før retssagen: "Hans navn i glemme gå, hans minde dø!" Et håb, et forfængeligt håb både i 1947 og i 2010.

Bjarne Nielsen

Nazisme og fascisme lever i bedste velgående i Ukraine og tolereres som et redskab imod den russiske hovedfjende.

Sådan var det også i 1943.

Danske politikere støttede åbenlyst Nazityskland på mange måder og opildnede unge mænd til at melde sig i tysk tjeneste. Disse politikere er døde alle sammen uden nogensinde at blive draget til ansvar.