BOSTON - Midt i Republikanernes sejrsrus og Demokraternes begravelsesstemning dagen derpå er det værd at bemærke sig, at pludselige politiske skift i amerikansk politik langt fra hører til sjældenhederne. Faktisk er det ret almindeligt.
Jimmy Carter blev f.eks. valgt i 1976 på en bølge af begejstring. I 1980 var han ude i kulden.
Efterfølgeren Ronald Reagan tabte sit første midtvejsvalg i 1982 med et brag.
George H. W. Bush sad kun fire år i Det Hvide Hus og blev nærmest latterliggjort af pressen efter sit nederlag til Bill Clinton.
Clinton præsidentperiode var en af de mest turbulente i nyere amerikansk politik. George Bush Jr. er en af de få præsidenter, som faktisk formåede at bevare et flertal i Kongressen i seks år i træk. Først under midtvejsvalget i 2006 fik Demokraterne et comeback.
Fire år efter er de igen blevet smidt ud af Repræsentanternes Hus.
Alt kan ændres på to år
Den historiske lektie er, at situationen meget vel kan ændre sig radikalt om to år. Til præsidentvalget i 2012 vil flere unge vælgere, mindretalsamerikanere og fagforeningsmedlemmer med stor sikkerhed gå ud og stemme. Udfaldet vil derfor stå og falde med de partiløse vælgeres stemme.
Barack Obama kampagnepolitiske opgave er enkel at få øje på, men meget svær at eksekvere: Han skal have fyret op under den demokratiske vælgermasse, hvilket kræver mere end progressiv retorik. Der skal leveres en ægte vare.
På den anden side skal han appellere til de partiuafhængige vælgere, som svigtede Demokraterne i dette års kongresvalg, bl.a. fordi de hader sundhedsreformen og er foruroliget over den voksende statsgæld.
To udveje
Obama kan vælge at søge mod midten eller mod venstre - eller gøre begge ting, alt afhængig af emnet.
Bill Clintons tidligere rådgiver Paul Begala foreslår, at Obama gør som hans tidligere chef og rykker mod midten.
Begala advokerer for et nyt infrastrukturprogram, hvis navn ikke skal være en stimuleringspakke, men en jobpakke. Han foreslår indkomstskattelettelser for lønmodtagere - altså ikke for selvstændige og velhavere. Til sidst bør Obama og Demokraterne fremlægge et lovforslag til bekæmpelse af penge og lobbyisters indflydelse på den politiske proces. Det kan Republikanerne næppe modsætte sig, skriver Begala i et indlæg på Huffington Post.
Den åbenlyse fordel ved Begalas forslag er, at Republikanerne ikke kan afvise forslagene a priori. Men de vil kræve, at der bliver sparet mindst 100 mia. dollar (godt 600 mia. kr.) på næste års finanslov. Det lyder af meget, men er småpenge for et budgetunderskud i 2009 på 1,500 mia. dollar og som vil vokse yderligere i år og i 2011.
Populistisk politik
Clintons tidligere arbejdsminister, Robert Reich, advarer Obama mod at søge ind på midten.
»Clintons genvalg i 1996 skyldtes ikke en centrumsorienteret politik, men at landet var kommet ud af en økonomisk recession,« skriver han i Huffington Post. Reich foreslår i stedet, at præsident Obama går i offensiven mod landets store industrikoncerner og bankerne på Wall Street, som et flertal af befolkningen tildeler broderparten af skylden for finanskrisen og den store økonomiske recession i 2008-10.
Hvis Republikanerne foreslår et stop for bevillinger til arbejdsløshedsunderstøttelse og lavere skatter for middelklassen såvel som rige amerikanere, bør Obama tale dunder mod den velbjærgede klasse og forlange, at de betaler for deres synder. Franklin Roosevelt vandt præsidentvalget i 1936 på det tema, siger Reich.
Fordelen ved Reichs tilgang er, at mange partiløse vælgere og store dele af Tea Party-bevægelsen vil sympatisere med en offensiv mod store koncerner og Wall Street. Disse to magtcentre i det amerikanske samfund er nært allierede med Det Republikanske Parti, hvilket giver Obama en chance for at splitte enheden i partiet - skyde en kile ind mellem toppen og basen.
Ulempen er, at Reich ikke fremlægger nogen opskrift på, hvad Obama og Demokraterne bør gøre af konstruktive og positive ting.
Præsidenten kan næppe blive genvalgt ved hjælp af taktiske manøvrer. Han må fremlægge en sammenhængende vision for en økonomisk politik.
Tre faser over to år
De næste to år kan blive delt op i tre faser. Den første starter, når de to kamre i den gamle kongres træder sammen den 15. november og ender 20. januar 2011, når den nye kongres bliver taget i ed.
I disse to måneder vil Demokraterne stadig råde over et sikkert flertal i Repræsentanternes Hus og Senatet.
Et hurtigt kig på de ca. 60 demokratiske kongresmedlemmer, som ikke blev genvalgt tirsdag, fører til antagelsen, at de intet har at tabe ved at støtte lovgivning, som de af taktiske grunde ikke turde stemme for inden midtvejsvalget. Mange af dem er valgt fra såkaldte 'usikre' valgkredse. De ca. 190 tilbageblivende Demokrater hører derimod overvejende til den progressive kerne i partiet.
I det perspektiv er det næppe udelukket, at præsident Obama, kongresforkvinde Nancy Pelosi og flertalsleder Harry Reid forsøger at få nogle mærkesager som indvandrerloven og/eller en anden version af klima- og energiloven gennem Kongressen. De skal også tage stilling til præsident Bushs skattelettelsers udløb den 1. januar 2011.
Middelklassen og lavere indkomster vil utvivlsomt slippe for et højere skattetryk. Mere tvivlsomt er det, om årsindtægter over 250.000 dollar klarer frisag i en meget alvorlig situation for forbundsstatens finanser med et voksende underskud og gæld - finansieret dels i udlandet og dels af amerikanske borgere.
Den næste fase vil løbe fra 20. januar 2011 til sent efterår. Det er her mulighederne for samarbejde mellem præsidenten og Republikanerne skal på prøve. Herefter begynder valgkampen om præsidentposten for alvor og varer i et helt år.
Det er urealistisk at tro, at nogle store reformprogrammer vil kunne blive vedtaget i denne tredje og sidste fase.
