Læsetid: 3 min.

Cubas forsømte ungdom

Cubas unge er trætte af gamle mænd over 80 år, der styrer deres liv. Sådan lyder budskabet i en ny dokumentarfilm om generationen af cubanere under 35 år: De er desillusionerede, vrede og frem for alt apolitiske
Cubas unge er trætte af gamle mænd over 80 år, der styrer deres liv. Sådan lyder budskabet i en ny dokumentarfilm om generationen af cubanere under 35 år: De er desillusionerede, vrede og frem for alt apolitiske
26. november 2010

Stemmen bag kameraet spørger, hvad den unge piercede mand mener om revolutionen. Svaret er en strakt langfinger, »fuck you«.

Scenen er fra dokumentarfilmen Los nietos de la Revolución Cubana (på dansk: Revolutionens børnebørn), der blev optaget sidste år i Cubas hovedstad, Havanna. Her benyttede filminstruktøren Carlos Montaner Jr. sig af en unik mulighed.

I ly af en stort anlagt gratis koncert med den colombianske rocksanger Juanes, sendte han to filmhold ud blandt publikum og igennem Havanas gader for at interviewe generationen af cubanere under 35 år. Noget der ellers er næsten umuligt i Cuba, hvor udenlandske journalister følges tæt af myndighederne.

Hans motivation var, som han fortæller umiddelbart før premieren på hans film i Colony Theatre i Miami, at undersøge, hvad unge tænker i et land, der i mere end et halvt århundred er blevet styret af mænd, der nu nærmer sig 80-års alderen.

»De (unge, red.) har ingen følelsesmæssig tilknytning til hvad der skete i 1959-60. Der er hverken nogen moralsk eller politisk identifikation med de begivenheder, som de ikke selv har oplevet,« siger Carlos Montaner Jr. og nævner et eksempel fra filmen:

»Som en studerende fra Havana sagde: Mine bedsteforældre sagde til mine forældre, at alt ville blive bedre. Og mine forældre sagde til mig, at alt ville blive bedre. I dag siger jeg til mine børn, at det bliver aldrig bedre.«

Ideologien er død

Men der er ingen ideologi bag de fleste unges afvisning af revolutionen og det cubanske politiske system, forklarer Carlos Montaner Jr.

»Deres kategoriske afvisning af alt politisk hænger snarere sammen med deres dagligdag: Kampen for et arbejde, kampen for mad, kampen for frihed. Alt det, de ikke har,« siger Carlos Montaner Jr., og fortsætter:

»Den politiske indoktrinering har været så massiv i deres liv, at det sidste de gider at beskæftige sig med, er politik. Det, de ønsker, er snarere praktiske løsninger på dagligdagens problemer,« siger Carlos Montaner Jr., der inddeler den unge generation i tre grupper: De fremmedgjorte, de oprørske og de flygtende.

»De fremmedgjorte har fuldstændig tabt interessen for den virkelighed, de lever i. Andre ser flugten ud af landet som eneste udvej, og andre igen bliver oprørske og reagerer imod systemet som eksempelvis bloggeren Yoani Sánchez eller sangeren Silvito.«

Silvito er søn af Silvio Rodriguz, og synger i dag i protest mod det politiske system, som hans far paradoksalt nok har understøttet igennem hele sit liv som revolutionens førstestemme.

Socialismen er ukendt

Om det er det stigende pres fra en apatisk ungdom eller blot østatens tilsyneladende aldrig velfungerende økonomi, der nu har vækket den gamle partitop, er ikke klart. Hvad der derimod er klart er, at der er ændringer på vej i Cuba. Efter at den nu 84-årige Fidel Castro tilsyneladende har overvundet den sygdom, der i 2006 tvang ham til at overlade styringen til sin tre år yngre bror, Raul Castro, har han gentagende gange slået fast, at »det cubanske system risikerer at ødelægge sig selv«. Et budskab han gentog tirsdag i sidste uge, da han talte på Havana Universitet.

»Revolutionen risikerer vi selv at destruere. Ikke dem (USA, red.), men os. Det er os selv, vi skal bebrejde,« lød det i talen, der var et genoptryk af samme tale som Fidel Castro holdt for præcis fem år siden ligeledes på Havana Universitet.

Dengang som i dag er talen netop rettet mod de unge, som Castro ville have »i dialog« om fremtidens Cuba.

»Vi har begået masser af fejl. Blandt andet at tro, at vi vidste hvad socialisme var,« indrømmede Fidel Castro.

Ændringerne i Cuba vil i første omgang bestå af en delvis liberalisering af arbejdsmarkedet. I erkendelse af, at staten ikke længere kan understøtte hele befolkningen, skal der afskediges en halv mio. statsansatte frem mod april næste år. Samme tidspunkt som Cubas kommunistiske parti har kaldt til kongres for første gang siden 1997. Her skal den nye økonomiske plan for Cuba skrives.

»Det er et spørgsmål om etik,« sagde Fidel Castro i sidste uge, »men det er også et altafgørende spørgsmål om økonomi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Journalistisk indoktrinering.
Ingen kan være i tvivl om, hvilken politik Jesper Løvenabalk Hansen fører frem i sine artikler. Nu anmelder han Carlos Montaners film, premier i Miami. Her finder han og faren og andre exil-cabanere deres meningsfæller, bevogtet af USA, der også bevogter de fængslede cubanere, som har afsløret flykapringer og andre CIA-inspirerede terrorhandlinger mod Cuba. I årtier har USA med magt kunnet indefryse Cuba, undtagen det elskede Guantanamo. Sådan fungerer endnu den amerikanske kommunistskræk. Danmarks liste over terrormistænkte er en udløber af den amerikanske liste, hvori mange socialister er opført, men ingen proamerikanske terrorister.

Nu skal man jo ikke glemme at USA siden 1962 har fastholdt det cubanske folk i en meget restriktiv international handelsblokade, der betyder at det cubanske samfund må undvære en hel del almindelige varer og ikke mindst dollarindtægter. Alligevel har Cuba formået at opbygge et samfund, der diver gratis skolegang til alle, til og med universitetsniveau. Cuba har et sundhedssystem som er gratis for alle, og som f.eks. betyder at cubanerne kan fremvise en børnedødelighedsstatistik på niveau med verdens rigeste land, USA, og det med et BNP pr. indbygger på kun 4.500 USD.

Nabolandet Haiti har et BNP pr. indbygger på hele 7.000 USD, men selv hvis vi ser bort fra katastrofen i Porto Prince, så er der en elendighed i Haiti, som slet ikke ses på Cuba, der som nævnt har et betydelig lavere BNP. På Haiti er der store slumkvarterer, som reelt fungerer som selvforvaltende koncentrationslejre. Indenfor hersker narkobanderne, udenfor risikerer du ung fattig mand at blive skudt af politi eller dødspatruljer - hvis nogen er tvivl bør de se Asger Leths dokumentarfilm Ghosts of Cité Soleil.

At mange unge ikke finder den socialistiske samfundsmodel på Cuba spændende, skyldes at al overskud i samfundet anvendes til at skabe sikre rammer for befolkningen, og handelsblokaden betyder at hvis man ikke lige er til en boglig uddannelse, så er det småt med spændende arbejde på Cuba. Der er givet mange unge, der tror meget på sig selv og deres evner, og at netop de nok skal klare sig i det tilsyneladende problemfri Las Vegasliv som USA ynder at lokke de unge med.

Ingen cubanere under 35 tror, at netop de kan ende med et trøstesløst liv i et af de utallige slumkvarterer, som den amerikanske verdensdel er så rig på – næh, neonlysene i Miami glimter besnærende.

Måske er det bare sådan at inden man stifter familie så er unge mænd parate til hvad som helst, og når de så får kone og børn, så er social sikkerhed – også på lavt blus - at foretrække frem for risikoen for sult, sygdom og elendighed.