Baggrund
Læsetid: 2 min.

Egypten sikrer kvinder i politik

Ved parlamentsvalget på søndag i Egypten er de kvindelige kandidater for første gang sikret knap 13 procent af pladserne på grund af et nyt overraskende kvotesystem
Udland
26. november 2010

De kvindelige politiske kandidater er på forhånd sikret 64 ud af 508 pladser til parlamentsvalget i det muslimske Egypten. De pladser er nemlig øremærket kvinderne, som traditionelt ikke har stor indflydelse i det meget mandsdominerede egyptiske samfund.

Wafaa Mashhur stiller op for det største oppositionsparti Det Muslimske Broderskab i den centrale egyptiske provins Asyut. Hun opfatter kvotesystemet som en »mulighed«, men hun er ikke sikker på, at det vil sikre kvinderne reel indflydelse.

Mashhur, som er vejleder på en islamisk skole, mener, at det nye tiltag først og fremmest vil styrke regeringspartiet Det Nationale Demokratiske Partis (NPD) greb om magten.

Men det afviser den kvindelig NPD-kandidat Khadiga Osmane, som stiller op til valget i Giza i det nordlige Egypten: »Partiet er allerede meget stærkt og fuld af dygtige og indflydelsesrige mænd, og det har ikke brug for kvinder til at styrke sin position,« fastslår Osmane, som er mangeårigt medlem af NPD.

Partier skulle kræve det

I øjeblikket sidder otte kvinder i Egyptens parlamentet, og kun tre af dem er folkevalgte. De andre fem er udpeget personligt af præsident Hosni Mubarak, som har ret til at vælge i alt 10 medlemmer. Den magtfulde 82-årige Mubarak har siddet som landets leder siden 1981.

Allerede i 1979 forsøgte regeringen i Egypten at øremærke 30 pladser i parlamentet til kvindelige kandidater, men landets domstole fandt loven forfatningsstridig. Nu er forfatningen imidlertid blevet ændret, så det sidste år var muligt at styrke kvindernes repræsentation.

Flere observatører betegner den særlige kvindekvote som et positivt skridt, mens andre er bekymrede for motivet bag loven og den politiske kontekst, som ligger til grund for tiltaget. Den politiske analytiker Mustapha Kamel al-Sayyed så gerne, at partierne selv havde gjort noget for at fremme kvindernes repræsentation i parlamentet. Men han fastholder, at loven er et positivt skridt i den rigtige retning.

»Det havde været at foretrække, hvis det var kommet fra partierne selv. For så var det ikke et diktat fra staten. Men det er stadig et positivt skridt,« understreger han.- Stemmedeltagelsen ved valg i Egypten er traditionelt meget lille, og mange internationale observatører tror ikke på et frit og retfærdigt valg. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her