EU's landbrugsreform svigter verdens fattige

Det blev kaldt 'det hvide guld' og blev af mange set som næsten et mirakelmiddel i kampen for at løfte 10 millioner vestafrikanske bønder ud af fattigdom. Når det kommer til bomuld, kan de nemlig producere det billigst. Problemet er, at ludfattige lande som Benin, Burkina Faso, Chad og Mali støder på en massiv mur, når de vil kaste sig ud på verdensmarkedet. Ikke som tidligere mure primært bygget af told i de enkelte regioner, men skabt af landbrugsstøtteordninger i Europa og USA, der de seneste ni år for bomulds vedkommende er løbet op i næsten 32 milliarder dollar.

Helt konkret har EU udbetalt 2,51 dollar for hvert pund bomuld, hvilket er mere end markedsprisen. Det har presset verdensmarkedsprisen i bund og markant begrænset Vestafrikas konkurrenceevne. En ny undersøgelse fra britiske Fairtrade Foundation viser, at landbrugsstøtten årligt koster Vestafrika 250 milliarder dollar i tabte indtægter.

Hykleri

Bomuldssagen er blot ét eksempel på, hvordan den europæiske landsbrugsstøtte har voldsomt negative effekter i fattige og sårbare lande uden for Europa, mener kritikere. Derfor så udviklingsorganisationerne med spænding frem til EU-Kommissionens første udkast til en revision af Den Fælles Landbrugspolitik efter 2013 og frem til 2020 - den politik, der skal endeligt på plads under det danske formandskab i 2012.

Udkastet kom så i torsdags, og som frygtet fylder effekterne på udviklingslandene stort set ingenting, siger Laust Leth Gregersen, politikmedarbejder hos Concord Danmark, en paraplyorganisation, der arbejder for fattigdomsbekæmpelse på EU-niveau.

»På de centrale områder er der intet som helst opgør med de støtteordninger, der sætter udviklingslandene i en så ugunstig position,« siger Laust Leth Gregersen.

Han mener, at der bør være langt større fokus på det misforhold, der er mellem alle de penge, EU giver i udviklingsbistand, alle de ord, der siges om fattigdomsbekæmpelse, og så virkeligheden, når det kommer til handels- og landbrugspolitikkens ødelæggende virkninger.

»EU har ét primært formål: At beskytte sine egne markeder og sine egne landmænd. Konsekvensen er, at Europa måske nok er verdens største bistandsdonor, men også verdens største hykler,« siger Laust Leth Gregersen.

Christel Schaldemose, medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokraterne, er enig: »Det hænger ikke særlig godt sammen. Vi køber os til lidt god samvittighed, men begrænser samtidig udviklingslandenes muligheder for selv at gøre noget for at få vækst og udvikling.«

Eksportstøtten fjernet

Hos EU-Kommissionens danske repræsentation understreger man, at det, der i torsdags blev fremlagt, kun er et første udkast, og at analysearbejdet først skal i gang nu. Repræsentationens talsmand, Jeppe Gents, medgiver, at det nuværende forslag ikke beskæftiger sig meget med landbrugsreformens virkning på udviklingslandene. Men det problem er også et langt stykke ad vejen historisk, mener han.

»Tidligere blev op mod 20 procent af støtten givet i form at direkte eksportstøtte, det er i dag er helt nede på under to procent,« siger han.

Laust Leth Gregersen medgiver, at den direkte eksportstøtte ikke udgør et så stort problem i dag. Til gengæld er den indirekte støtte stadig massiv og er endda på nogle områder blevet større. Bl.a. blev støtten til mælkeprodukter genindført i 2009. Det betyder, at EU eksporterer landbrugsprodukter til udviklingslandene til priser, der ligger langt under de fulde produktionsomkostninger.

»Når man, som det er tilfældet, eksporterer kornprodukter, hvor produktionsomkostningerne er støttet med op til 50 procent, til udviklingslandene, har jeg meget svært ved at se, hvordan man kan benægte, at det er konkurrenceforvridende,« siger Laust Leth Gregersen.

En rapport fra Europa-Parlamentet fordømte for nylig i kraftige vendinger EU's landbrugssubsidier til nogle af verdens største landbrugsvirksomheder på bekostning af fattige småbønder i udviklingslandene. Subsidierne har en »katastrofal« indvirkning på fødevaresikkerheden og udviklingen af en levedygtig landbrugssektor i udviklingslandene, hedder det i rapporten. Det afspejler debatterne i parlamentet dog slet ikke, fortæller Christel Schaldemose.

»I ville faktisk blive overraskede, hvis I sad med til debatterne. Når der tales landbrug, tales der aldrig miljø, klima, fødevaresikkerhed, sundhed eller udvikling. Der tales om én ting: de europæiske bønder,« siger hun.

Schaldemose understreger, at der ikke er grund til at være naiv. EU kan ikke som de eneste rulle al støtten tilbage, når lande som USA, Japan og Kina kører med lige så massive ordninger. Den diskussion burde tages i Verdenshandelsorgansationen WTO, men her er forhandlingerne så godt som skrinlagt.

»EU har desværre en strategisk interesse i, at WTO ikke fungerer, men tror vi ideologisk set på, at frihandel er vejen frem, må vi presse på for at få dem på banen igen,« siger Christel Schaldemose.

Men selv hvis der var bred vilje til at gå forrest, ville et tungt land som Frankrig stadig kunne stikke en kæp i hjulet. Christel Schaldemose mener dog ikke, at der er grund til at tro, at de europæiske landbrug ville kollapse uden støtte.

»Hvis vi begyndte for alvor at stille krav til fødevaresundhed og miljørigtighed, er jeg sikker på, at de europæiske varer ville kunne konkurrere,« siger hun.

Grøn redning

Og det er netop de 'grønne elementer' af det nye forslag, der ifølge Jeppe Gents kan forbedre udviklingslandenes handelsposition ved at udligne en del af konkurrenceskævhederne på det globale marked.

»Man kan se støtten til de europæiske landmænd som en kompensation for miljøkrav. Hvis man ikke lever op til kravene, afspejler det sig i støtten. Og udviklingslandene har jo sjældent den type krav,« siger Laust Leth Gregersen, der har svært ved at se, hvordan det kan være særlig godt nyt i Mali eller Chad.

»Det er ekstremt vigtigt, at EU viser vilje til en omstilling af landbruget i forhold til vores klimaforpligtelser, men når man kompenserer de landmænd, der følger miljølovgivningen, med støttepenge, køber jeg ikke, at det skulle have den store positive effekt på udviklingslandenes konkurrenceevne.«

Jeppe Gents afviser, at EU-Kommissionen underkender udviklingslandenes trængsler.

»Kommissionen lægger i et netop udsendt debatoplæg om fremtidens udviklingspolitik op til øget hjælp til u-landenes landbrug. Ligesom alle hindringer for de allerfattigste landes eksport af landbrugsprodukter til EU er afskaffet gennem 'Everything but arms'-programmet.«

Laust Leth Gregersen køber ikke argumentet.

»EU-Kommissionen fremhæver altid alt det andet, de gør uden for landbrugspolitikken, og det er da fremragende, at de nu vil bruge bistandsmidler til at støtte og opbygge landbruget i udviklingslandene. Men hvis man samtidig oversvømmer deres markeder med dumpede produkter, svarer det jo til at bygge noget op med den ene hånd og rive det ned med den anden,« siger Laust Leth Gregersen.

En egentlig revision af EU's landbrugspolitik frem til 2020 ventes tidligst at komme på plads i foråret 2012. Men i Vestafrika skal man nok passe på med at håbe på en bomuldsrevolution. Der er ikke lagt op til at skære ned på de syv millioner dollar, som den europæiske bomuldsproduktion modtager i subsidier.

Det var i går ikke muligt at får en kommentar fra udviklingsminister Søren Pind (V).