Nyhed
Læsetid: 6 min.

G20 kan ikke levere globalt lederskab

Udvidelsen af de riges klub til også at omfatte de store udviklingsøkonomier, skulle give det udskældte forum et skær af legitimitet. Det er langtfra sket. G8 prøvede i det mindste ikke at bilde folk ind, at det var repræsentativt, lyder kritikken
Medlemmerne af en sydkoreansk militærenhed demonstrerer  til fordel for G20 uden for alliancens møde i Seoul på et tidspunkt, hvor gruppen ellers er i strid modvind for hverken at være specielt repræsentativ eller kompetent til at løse en række af klodens væsentligste udfordringer.

Medlemmerne af en sydkoreansk militærenhed demonstrerer til fordel for G20 uden for alliancens møde i Seoul på et tidspunkt, hvor gruppen ellers er i strid modvind for hverken at være specielt repræsentativ eller kompetent til at løse en række af klodens væsentligste udfordringer.

Jo Yong-Hak

Udland
11. november 2010

1.2 milliarder dollar. Så meget kostede G20-topmødet i Toronto i sommer. Mødedeltagerne tilbragte i alt 24 timer i den canadiske by. Det betyder, at mødet kostede 50 millioner dollar i timen. 833.000 i minuttet. Og hvad fik verden - og de canadiske skatteydere - for pengene?

Iølge en række kommentatorer ikke meget andet end løse tilkendegivelser af, at protektionisme da er en dårlig ting, og at alle skulle bidrage til at holde gang i de globale økonomiske hjul.

»Problemet var, at de hver især kunne rejse hjem med et flot foto, de kunne bruge indenrigspolitisk, men at de reelt ikke havde forpligtet sig til noget, og de ikke havde nogen til at holde dem fast på tilkendegivelserne,« siger Jakob Vestergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). I dag tjekker 24 statsledere så ind i den sydkoreanske hovedstad, Seoul. I den forbindelse kom den danske ekspert i samarbejde med den amerikanske økonom, Robert Wade, i denne uge med en hård kritik af G20 i britiske Financial Times. Til information er Jakob Vestergaard ikke mindre skarp i kritikken:

»»G20 er primært et snakkemøde. Hvis der er nogen fornuft til, bliver G20 snarest muligt afløst af bindende multilateralt samarbejde.«

Improviseret cockpit

Marc De Vos, leder af den uafhængige tænketank Itinera Institute i Bruxelles, er enig:

»Det er en konstruktion afrafortiden - lige meget om det så kommer til at hedde G30, G50 eller G100.«

Han mener, at verden står i et farligt vakuum, når det kommer til globalt lederskab. Det understregede ikke mindst finanskrisen.

»Indtil 2007 var globaliseringen et fly med en kurs, stort set alle var enige om. Finanskrisen blev den turbulens, der fik flyet til at styrte, og først her opdagede vi, at ikke alene havde flyet ingen pilot, det havde ikke engang et cockpit,« lyder hans malende beskrivelse af de måneder, der ledte frem til de første G20-redningsplaner.

»På vej ned valgte nogen at ty til en faldskærm, som hed nationale løsninger, andre begyndte at bygge et cockpit. G20 var et af de cockpits, der blev improviseret på vej ned under stor turbulens,« siger Marc De Vos.

Legitimt?

Hvis det faktisk viser sig at være en sand profeti, at G20 vil udspille sin rolle ligeså hurtigt, som den fik en sådan, står den amerikanske præsident med - endnu - et alvorligt problem. Tidligere på året kaldte Barack Obama nemlig G20 for »omdrejningspunktet for international koordinering« - ikke mindst i forhold til verdens økonomiske udfordringer.

Jakob Vestergaard giver Obama ret så langt, at det i finanskrisens mest hektiske måneder var en fordel at have et forum, hvor statsledere og finansministre kunne mødes. Ligeledes erkender han, at der også for fremtiden er behov for et uformelt forum, hvor toppen af poppen i international politik kan mødes jævnligt og - ikke mindst - vende bilaterale problemer, som det f.eks. lige nu er tilfældet mellem Kina og USA.

Men her stopper roserne også.

»G20 har nogle enorme legitimitetsproblemer,« fastslår Vestergaard.

For det første er det meget uklart, hvad der ligger til grund for udvælgelsen af den gruppe statsledere, der sidder med ved bordet. I udvælgelseskriterierne ligger, at landene skal repræsentere en betydelige del af verdens befolkning samt en markant andel af det globale BNP.

Det betyder, at Afrika er kun er repræsenteret ved Sydafrika, mens man, ifølge Jakob Vestergaard, med rette kan spørge, hvad lande som Argentina, Canada, Saudi Arabien og Australien laver i klubben, når man udelukker f.eks. Nigera, Bangladesh, og de nordiske lande.

Vennerne

Historien bag bevægelsen fra G8 til G20 afslører da også, at det var andre hensyn end global legitimitet, der lå bag, mener Vestergaard.

»Groft sagt ringede dendaværende amerikanske vicefinansminister, Timothy Geitner, til den tyske finansminister og spurgte 'hvem skal vi tage med?',« fortæller Vestergaard. Der var naturligvis nogen, man ikke kunne komme udenom - det ville ikke have givet mening at holde Kina ude - men ellers blev det i vid udstrækning et udvalg af 'venner',« siger han. »Det er svært ikke at få den mistanke, at der lå en række bredere geopolitiske hensyn til grund for selektionen«.

Selv er G20 ikke i tvivl. Forumet har ifølge dets egne ord: »økonomisk vægt og et bredt medlemskab, der giver en høj grad af legitimitet«. Den slags udmeldinger kan næsten få den danske ekspert til at savne G8:

»De prøvende i det mindste ikke at bilde nogen ind, at de repræsenterede andet end deres egne interesser.«

FN-substitut

Og det er langtfra kun eksperterne, der er skeptiske overfor G20. Også de nye lande i klubben af verdens mægtigste er i stigende grad kritiske. Den indiske premierminister, Manmohan Singh, udtalte tidligere på ugen, at han ikke havde store forventninger til mødet i Seoul, da 'fællesskabet i redningsbåden' var smuldret. En del af debatten i udviklingslandene er også gået på, om G20, der også har kastet sig over spørgsmål om klima og fattigdomsbekæmpelse, udvander det pressede FN-system yderligere. Det erkendte den tidligere vicegeneralsekretær i FN, Shashi Tharoor, også for nylig.

»Der er en fare for, at G20 vil blive opfattet som en substitut for FN,« sagde Tahoor.

John Nordbo, klimakoordinator i Verdensnaturfonden WWF, er enig i, at risikoen eksisterer - men G20's grundlæggende svagheder betyder, at han ikke ligger vågen om natten over det scenarium.

»Vi mener jo principielt, at der bør tales klima alle steder. Men G20 har hidtil vist sig bragende inkompetent på det område ved slet ikke at anerkende udviklingslandenes positioner,« siger John Nordbo,

Gamle institutioner

Men hvad bør der så gøres? Få bestrider, at der er akut behov for et effektivt globalt lederskab, men hvordan skal man finde balancen mellem repræsentation og effektivitet? Ifølge Jakob Vestergaard behøver vi slet ikke at opfinde den dybe tallerken. Den er der allerede. Og den hedder de gamle Bretton Wods-institutioner.

»Vi har i forvejen Verdensbanken og IMF, der fint kunne blive udviddet med en politisk overbygning i form af et statsleder-forum, der kan træde i stedet for G20-topmøderne. Her har bestyrelser jo allerede repræsentanter, der dækker bredt geografisk. Udfordringen bliver at få dem til at blive mere tidssvarende,« siger Jacob Vestergård, der understreger, at G20 jo i dag faktisk bruger både IMF og Verdensbanken som analyseinstitutter og udøvende partnere, da G20 jo ikke engang har et sekretariat.

Europa blokerer

Men skal det ske, er der et problembarn: Gamle Europa. Skulle man gennemføre de reformer i IMF og Verdensbanken, der faktisk ville løse legimitimets-knuden, ville det nemlig kræve, at Europa var indstillet på at frigive en del af den magt og stemmetyngde, som regionen har i dag, og acceptere en fordeling, der afspejler verden af i dag, siger Jakob Vestergaard.

Ved seneste møde i IMF tidligere på måneden blev det besluttet at give de store udviklingslande lidt mere vægt. Men der er langt igen.

»Det er et skridt, men Europa må tage det næste,« siger Jakob Vestergaard.

De nordiske lande har op til mødet i denne uge skruet op for kritikken over for G20. Men så må man tage konsekvensen og lægge pres på de europæiske samarbejdspartnere for at reformere de alternative institutioner.

I spidsen kunne gå den norske udenrigsminister, Jonas Gahr Støre, der tidligere på året kaldte G20 en arbitrær, selvudnævnt gruppe uden mandat og derfor »det største tilbageskridt for det internationale samfund siden Anden Verdenskrig«.

»Vi lever ikke længere i det 19. århundrede, hvor der var brug for, at store magter mødtes og gentegnede verdenskortet,« sagde Jonas Gahr Støre og tilføjede: »Ingen har brug for en Wienerkongres.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor er det dejligt at se soldater fra det Demokratiske Syd-Korea gå i spontan demonstration til fordel for Den Nye Verdensorden, med knyttede næver og det hele..

Hvor strålende og stolte de ser ud,
med lange rifler over skuldrene..

Michael Kongstad Nielsen

Der er ingen grund til at vrænge af G20. Der er ikke noget bedre lige nu. G20 afspejler verdens forsøg på at tale sammen på en ny måde, der tager højde for de nye økonomiske magtforhold, der fortsætter med at forandre sig hastigt. FN´s magtstruktur afspejler ikke verden af idag. IMF´s og Verdensbankens heller ikke. Men disse instiututioner ændrer sig ikke af sig selv. Der skal nogle ordentlige skub til, og det er det, G20 er indledningen til.

G20 er prøvende og famlende, og har ingen formeld legitimitet - ikke mere end hvad deltagerne selv tillægger det. Men forsamlingen repræsenterer dog 80 % af verdens BNP og 85% af verdens handel.

Jeg ved ikke hvorfor de herrer eksperter, Jakob Vestergaard m. fl., er så sure på G20, der er lige nu ikke noget bedre. Det er der må man forsøge at finde løsninger, der peger fremad.

G20, Ny Verdensorden (New World Order - prøv at google det), Global Governance, "international koordinering" o.s.v... Lugter det af demokrati og frihed, eller om fascisme og totalitarisme?

"Any society that would give up a little liberty to gain a little security will deserve neither and lose both." ~Benjamin Franklin.

Steen Erik Blumensaat

Børs:
Hvor så at sige den kredit ( tiltro) dag for dag noteres, som det er muligt for individer og kollektiver at nære til deres eget liv.

Benjamin Franklins ord var født av opplysningstidsidealene på 1700-tallet, i en tid da ledende samfunnsaktører satte sin ære inn på uegennyttig og sannhetssøkende tilnærming til så vel økonomiske som politiske og sosiale spørsmål. Man var generelt sett opptatt av behovet for borgerånd.

Men det var før de såkalte "politiske økonomer" kom på banen med sine forestillinger om at "markedet løser alle problemer." Egennytte, lurendreieri og spekulasjon ble legitime atferdsmønstre i det økonomiske liv -- ja, økonomi skulle ikke lengre dreie seg om samfunnets husholdning, men om gambling. I en sådan kontekst blir demokrati, frihet og menneskerettigheter -- for ikke å nevne økologisk bærekraftighet -- blott tomme ord, og "løsningene" som markedet tilbyr har hatt en ufattelig drøy pris i form av menneskelige lidelser og rasering av biotoper verden over.

G20 representerer fullstendig uansvarlige forsøk på å videreføre denne trend.