Hæng ikke Tariq Aziz

Det irakiske krigsforbrydertribunals dødsdom over Tariq Aziz er en beslutning, som må kalde på energisk modstand af flere grunde. Men selv om det er korrekt, at Saddam Husseins mangeårige håndlanger og stedfortræder er moralsk belastet af nogle af de hæsligste forbrydelser i moderne historie, er Aziz faktisk ikke dømt for sin rolle i annekteringen af Kuwait, ødelæggelsen af marsk-arabernes sumpe eller folkedrabskampagnerne mod Iraks kurdiske mindretal.

For sin relativt underordnede rolle i disse og andre modbydeligheder er han allerede idømt straffe, der vil holde ham i fængslet, indtil han dør gammel og svagelig er han allerede af naturlige årsager. Nej, Aziz er beordret hængt for den rolle, han spillede i undertrykkelsen af Dawa-bevægelsen en shiamuslimsk fraktion med bånd til Iran, som under Baath-diktaturet greb til væbnet modstand, men i dag er et politisk parti. Bevægelsens leder, Nuri al-Maliki, er Iraks aktuelle eller skal vi sige nominelle premierminister.

Tabt illusion

Beslutningen om at henrette Tariq Aziz er tæt på at være eneste livstegn, som er sluppet ud fra Iraks officielle kredse siden valget 7. marts i år. Og det synes kun at bekræfte, at Maliki ser politik igennem en religiøs vanesekterikers kolde øjne.

Jeg fik et brev fra gode venner i Bagdad i denne uge, hvor det er nøjagtigt otte måneder siden, de irakiske vælgere gik til stemmeurnerne. Den irakiske politiske klasse, skrev de, har tilsyneladende præsteret det umulige ved at få Asif Ali Zardaris regime i Pakistan til at ligne et forbillede på pluralisme og god regeringsførelse. Alligevel, insisterede de, er det irakiske folk udholdende og har ikke tabt illusionerne på demokratiets vegne.

Samme morgen bragte Washington Post en ret rørende historie. Den handlede om en retssag, som er anlagt ved Bagdads Distriktsdomstol, af en koalition af »civilsamfunds-grupper og menneskerettighedsorganisationer.« Sagsøgerne rejste krav om, at de folkevalgte irakiske parlamentarikere skal tilbagebetale deres løn og give afkald på alle fremtidige lønninger, indtil de overvinder den lammende dvaskhed, der har berøvet det irakiske folk frugterne af dets hårdt tilkæmpede stemmeret. For nylig fik samme alliance af kræfter den irakiske højesteret til at beordre landets lovgivere til at genoptage deres regeringsforhandlinger.

Irak-besøg

Jeg må gnide mig i øjnene, når jeg læser om den slags ting, og det måtte jeg også, da jeg læste om, at Tariq Aziz advokater nu forbereder deres appelsag og i mellemtiden klager over de fængselsforhold, hvorunder deres klient bliver tilbageholdt. Borgergrupper går til domstolene og præsenterer parlamentsmedlemmer for underskriftsindsamlinger. Radio og tv stiller kritiske spørgsmålstegn til ineffektive politikere. Og millioner af irakere har blandet sig i debatten ved hjælp af mobiltelefoner og internet. Sunni-, shia- og sekulære partier konkurrerer om at vinde nationalforsamlingens kurdiske blok over på deres side ... Fatter vi overhovedet implikationerne af alt dette? Irak er så fundamentalt forandret, som var nat blevet dag.

Da jeg første gang besøgte Irak under Saddam Hussein, var det ulovligt at importere en skrivemaskine. På mit næste besøg var landets kurdiske område en ulmende vildmark efter etniske udrensninger med kemiske våben og massedeportationer. De, som beklagede sig (eller kunne mistænkes for bare tænke på det), kom ikke til at nyde godt af en dag i retten og kunne ikke sige deres mening i et telefonprogram i radioen. De forsvandt i stedet i det berygtede Abu Ghraib eller i en af de massegrave, som stadig afdækkes. I dag er der stadig en vis censur i Irak, og journalister kan stadig blive hårdhændet behandlet, men noget afgørende har ændret sig: Det er umuligt igen at tvinge irakerne tilbage i den kuede og tavse tilstand, som de plejede at leve under.

Fastholde støtte

Der lurer stadig store farer på enhver iraker, der vil udtrykke en demokratisk eller ikke-sekterisk anskuelse. Det nye er, at disse farer ikke primært kommer fra staten. De kommer fra omstrejfende morderbander, der næsten dagligt finder nye måder at dræbe civile på, selektivt eller i flæng. Og som ved en eller anden ejendommelig overenskomst er vores medier blevet enige om stadig at referere til disse mennesker som oprørere. Men i hvilken forstand er det rimeligt at betegne sådanne aktioner som et oprør eller en opstand og navnlig da i et samfund, der nu tilbyder sine borgere i det mindste nogle af midlerne til at leve i civiliseret uenighed og søge oprejsning?

Vi har her at gøre med et aspekt af den vestlige intervention, der ikke kan måles og vejes. Som med Afghanistan kender vi ikke de langsigtede virkninger af at indføre en føderal forfatning, afholde demokratiske valg, åbne klinikker og skoler for kvinder og forsøge at sikre mindretalsbeskyttelse. Desværre er både den afghanske og irakiske regering så usle forvaltere af de principper, som de formodes at legemliggøre, at resultaterne bliver endnu sværere at måle. Måske er de samme principper uopretteligt miskrediteret af omfattende korruption. Vi er ikke desto mindre nødt til at fastholde vor støtte til de irakere og afghanere, der imod alle odds kæmper desperat for at give disse principper reelt indhold og tage dem videre ind i deres nationers fremtid.

I det mindste kan vi sige med sikkerhed, at den påtænkte henrettelse af Tariq Aziz på samme måde som det rædsomme cirkus, der omgav hængningen af Saddam Hussein umuligt kan spille nogen positiv rolle i opbygningen af en ny samfundsmodel. Ud over at være del af en religiøs vendetta vil hans død i alt for høj grad ligne de tidligere blodige overgange fra et irakisk regime til et andet. Aziz var indtil for ikke så længe siden en fange, der overgav sig i amerikansk varetægt, hvilket gør det så meget desto vigtigere, at amerikanerne nu træder i karakter i dette spørgsmål.

Christopher Hitchens er britisk journalist, forfatter og fast kommentator for Slate, Vanity Fair og Information

© The New York Times Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen