Læsetid: 6 min.

Historien er heldigvis fuld af tilfældigheder

Når en regering kan forvandle irriterende kendsgerninger til politiske holdninger, befinder samfundet sig på en totalitaristisk glidebane, mener den italienske filosof Paolo Flores d'Arcais,som er en af spydspidserne i modstanden mod Berlusconi
Når en regering kan forvandle irriterende kendsgerninger til politiske holdninger, befinder samfundet sig på en totalitaristisk glidebane, mener den italienske filosof Paolo Flores d'Arcais,som er en af spydspidserne i modstanden mod Berlusconi
Udland
6. november 2010

Paolo Flores dArcais er indbegrebet af en engageret intellektuel. Han er professor i moralfilosofi ved universitetet i Rom og har siden sidst i 60erne været en markant stemme i den italienske offentlighed. Den 66-årige filosof er blandt de mest artikulerede modstandere af Silvio Berlusconis regering og i permanent polemik med oppositionspartierne:

»Få måneder før Berlin-murens fald blev østblokkens dissidenter stadig betragtet som drømmere. Men de var de eneste, der havde set de socialistiske regimers skrøbelighed,« påpeger Paolo Flores dArcais, som Information har besøgt i Rom.

Hvorfor er Berlusconis regering ikke en normal højreregering?

»Kunne man forestille sig, at en af den danske statsministers nære samarbejdspartnere blev dømt for mafiavirksomhed ved første og anden retsinstans, og at statsministeren blev ved med at forsvare denne person og beskylde dommerne for at være nogle slyngler?« siger Flores dArcais med henvisning til Marcello DellUtri, medstifter af Berlusconis parti, som i juni blev idømt syv års fængsel for medvirken til mafiakriminalitet.

Højrefløjen kan ikke skelne

»Selv om vi godt ved, at er der noget råddent i Danmark, ville det næppe være muligt. Jeg betragter det som forståeligt, at højrefløjen i Europa baserer sig på forsvaret for egoisme, private interesser og privilegier, men her drejer det sig om forsvaret for kriminelle interesser. Jeg tror, at højrefløjen har mistet fornemmelsen for denne forskel. Der er tale om et regime, som er baseret på sammenhængen mellem finansinteresser og kriminelle organisationer, og som benytter efterretningstjenesternes repressionsmidler. Der er intet liberalt aspekt, det minder mest om Putins Rusland. Det vil højrepartierne i Europa ikke forstå, for så ville de også blive nødt til at bekæmpe det. De kan trods alt ikke sige til deres vælgere, at de har det fint med udbredt skattesnyd og korruption, som er forbundet med hvidvaskning af penge, mafia, våben- og menneskehandel.«

Venstrefløjen har forspildt flere chancer for at vedtage en lov mod Berlusconis interessekonflikt. Som ministerpræsident har han øget sin økonomiske magt og dominans over medierne.

Fra tanke til handling

Hvordan er en kontroversiel figur som Berlusconi blevet så stærk?

»Berlusconis styrke skyldes næsten udelukkende venstrefløjens dumhed. Hvis der blev uddelt en Oscar for dumhed i politik, ville den helt sikkert gå til en italiensk venstrefløjspolitiker. Der er mange fremragende kandidater. Fænomenet Berlusconi ville aldrig være opstået med en bare nogenlunde hæderlig nyhedsformidling og en opposition, som var blot lidt mere vital end en zombie.«

Hvorfor reagerer så få?

»Det er helt åbenlyst, at der foregår en privat brug af dele af efterretningstjenesten. Personoplysninger bliver brugt til at intimidere folk. Hvis de ikke finder noget, finder de selv på det. Selv om det måske i sig selv er en latterlig ting, bliver det alvorligt, når tv beskriver det som noget alvorligt. Og i et land, der har oplevet uopklarede attentater med adskillige dødsofre, skal der ingenting til for at snige en pose kokain ned i en lomme eller lægge børnepornografi på en computer. Derfor er de fleste af Berlusconis potentielle modstandere bange.«

Den forrige Berlusconi-regering (2001-06) præsterede fem år med den laveste vækstrate i Europa. Den nuværende regering, som kom til magten i 2008, har ikke vendt udviklingen.

Bekymrer økonomien ikke italienerne?

»Hvis man tror, at det er økonomien, der har størst indvirkning på den offentlige opinion, tager man fejl. Hvis det var sådan, ville Berlusconi allerede være faldet. Han har lovet guld og grønne skove, velstand og lavere skatter, men de fleste bliver fattigere, mens små grupper med forbindelser til det politiske liv beriger sig på uhyrlig vis. Vi bliver ved med at benævne faktiske begivenheder som virkeligheden, men for hovedparten af den italienske befolkning eksisterer denne virkelighed ikke. Højst 10 procent af befolkningen er klar over det. Der er ingen informationer, kun propaganda, trusler og systematisk vildledning, som er meget mere intelligent, sofistikeret og effektiv end sovjetkommunismens propaganda.«

Har den økonomiske elite ikke set faren?

»Den økonomiske elite bekymrer sig slet ikke om landets fremtid. De vil have regeringer, som ikke går op i arbejdernes rettigheder og sort arbejde og ikke stikker næsen i regnskabssvindel, skattesvig og alle de alkymistiske aktiviteter, der foregår rundt omkring i skatteparadiser i udlandet. Selvfølgelig er de klar over, at Berlusconis regime er pinligt og risikabelt. Når korruptionen når et vist niveau, er den ikke længere til at stoppe. I Italien koster en kilometer motorvej, undergrundsbane, jernbane eller tunnel op til fem gange mere end i andre lande. Skatteunddragelsen er også meget større. Det har bragt landet på sammenbruddets rand. Den mest fremsynede del af det italienske erhvervsliv er begyndt at indse, at de risikerer at blive revet med i faldet. Men der er langt fra tanke til handling.«

Brecht og Orwell
Selv om Berlusconi har været ved magten i syv af de seneste 10 år, giver han de tidligere regeringer skylden for den økonomiske situation og betegner sig selv som den største statsmand i landets historie.«

Kan Berlusconi sammenlignes med andre politikere, eller skal man snarere bruge et eksempel fra litteraturen?

»Der findes ikke en sammenlignelig figur i Vesten. Man skal forestille en politiker fra 30ernes Chicago med mere mediemagt end Rupert Murdoch og flere penge end Joakim von And. I nutidens Italien oplever vi efter min mening den realiserede syntese af to litterære fantasier: Mackie Messer fra Bertolt Brechts musical
Laser og pjalterog Big Brother fra George Orwells roman
1984. Orwell beskriver fænomenet newspeak, hvor ordenes betydning vendes på hovedet, indtil folk ikke længere forstår den oprindelige betydning. Berlusconis parti hedder Frihedens Folk, allerede det er virkeliggørelsen af Orwells mareridt. Orwell beskriver, hvordan kærlighedsministeriet har til opgave at sprede had mod Big Brothers fjender. Berlusconi har sagt, at hans parti er kærlighedens parti, og at modstanderne er hadets parti. Berlusconi overgår Big Brother i manipulationsevne. Han påstår, at han altid er blevet frikendt, men i virkeligheden har han bare afskaffet forbrydelsen eller forkortet forældelsesfristen. Da Brecht skrev om Mackie Messers forbrydelser og magt, kunne han ikke forestille sige denne evne.«

Hvad er forbindelsen mellem det fordækte og det totalitære?

»Hannah Arendt skrev i et essay om The Pentagon Papers(den lækkede rapport fra 1971 om bestræbelserne på at sælge Vietnam-krigen til amerikanerne, red.), at når en regering er i stand til at destruere beskedne, faktuelle kendsgerninger og dermed sidestille kendsgerninger og holdninger, iværksættes en mekanisme, som kan føre til totalitarisme. Arendt havde set totalitarismens fødsel i Tyskland og var derfor bevidst om, at demokratiet indeholder nogle selvdestruktive mekanismer. I forbindelse med manipulationen af den offentlige opinion under Vietnam-krigen sagde hun, at demokratierne risikerer at bryde sammen og forvandle sig til totalitære systemer, hvis regeringer kan lyve ustraffet. En fri presse repræsenterede for Arendt håbet om, at faktuelle kendsgerninger bliver fundet og formår at påvirke offentligheden.«

Det uforudsigelige
En række undersøgelser viser, at 80 procent af italienerne har tv som deres primære informationskilde. 90 procent af udbuddet på det italienske tv-marked er kontrolleret af Berlusconi.

Kan man tro på kendsgerningernes stabiliserende kraft i Berlusconis Italien?

»Nej, ingen medier kan spille samme rolle, som The New York Times og Washington Post gjorde dengang i USA. Desværre ser vi også en berlusconisering af medierne i andre lande. Fox News er et eksempel på destruktionen af den form for journalistik, der betragter beskedne, faktuelle kendsgerninger som uafviselige. Arendt ville have være meget mere bekymret og pessimistisk, hvis hun havde oplevet nutidens muligheder for at destruere faktiske kendsgerninger. Hun så det som tragisk, at den amerikanske regering var i stand til at gøre kendsgerninger om Vietnam mindre farlige ved at fremstille dem som holdninger. Hvis kendsgerninger om bombardementer af civil-befolkningen bliver reduceret til krigsmodstandernes holdning, som står i modsætning til regeringens holdning, er sandheden allerede ødelagt. Men i Berlusconis Italien er det værre endnu. I tv bliver kendsgerninger ikke blot forvandlet til ekstremistiske regeringskritikeres holdninger, men sågar fremstillet som løgn og aggression. Der bliver hele tiden skabt en sandhed, som er det modsatte af de faktiske kendsgerninger.«

Er der overhovedet lys for enden af tunnellen?

»I historien sker det uforudsigelige heldigvis altid. Berlusconismen kan udvikle sig til en rendyrket form for fascisme med fysisk vold mod politiske modstandere, men der kan også ske noget, som vil befri os fra dette regime, der på alle måder er i dyb krise. Hans styrke er manglen på opposition. Måske lykkes det for Berlusconi at passere alle de svære forhindringer for så at falde på en banal sag, ingen kunne forudse.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Houbo Pedersen

Udmærket diagnose. Løsning: Vælt magthaverne når de har siddet der for længe!

Tak Mads, for denne fortrinlige artikel.

Jeg har boet i Italien siden 1987 og har kunnet observere udviklingen lige siden den maerkvardige konlusion af "Mani puliti" -en retslig storvask af korruption, som endte med at alle doemte blev givet amnesti af Berlusconi, mens hele Italien var optaget af at se fodboldlandsholdet vinde Italia-90. Derefter har det kun vaeret nedad bakke med demokratiet.

Det ville vaere interessant, hvis du kunne grave i Berlusconis' forhold til de italienske mafia'er.

Med venlig hilsen