Irakisk politi stod i lære hos Saddam

'Det er himmelråbende naivt, hvis man troede, at irakisk politi ville respektere menneskerettighederne,' siger chefpolitinspektør Kai Vittrup, der var chef for den første danske politimission i Irak. Størstedelen af de nye politifolk kom direkte fra Saddams politistyrke, hvor de havde lært alt, hvad der var værd at vide om tortur
'Der er sket overtrædelser af menneskerettighederne 
 det ved jeg, men det var ikke noget, jeg kunne forhindre,' siger chefpolitiinspektør Kaj Vittrup, der var leder af den danske politimission i Irak fra august 2003 til februar 2004.

'Der er sket overtrædelser af menneskerettighederne
det ved jeg, men det var ikke noget, jeg kunne forhindre,' siger chefpolitiinspektør Kaj Vittrup, der var leder af den danske politimission i Irak fra august 2003 til februar 2004.

Martin Stampe

Udland
8. november 2010

»Det var velkendt allerede fra starten af den danske Irak-mission, at det irakiske politi havde store problemer med at respektere menneskerettighederne. Og det var der intet som helst underligt eller overraskende i,« siger chefkriminalinspektør Kai Vittrup, der var chef for den første danske politimission i Irak i 2003-2004.

Han var med til at opbygge den irakiske politistyrke i Basra i de første kritiske måneder efter Saddam Husseins fald og kendte udmærket til det irakiske politis lemfældige omgang med menneskerettighederne.

Han er derfor ikke overrasket over de afsløringer af irakisk mishandling og tortur, som er kommet frem efter Information har haft adgang til de 391.832 militærlogs fra Irak-krigen, som i midten af oktober blev offentliggjort af hjemmesiden Wikileaks.

»Jeg er slet ikke overrasket over at høre, at irakisk politi krænkede menneskerettighederne. Det vidste vi, og det var også noget, jeg selv oplevede, men det var ikke noget, jeg kunne forhindre,« siger han.

Læsterlige tæsk

Kai Vittrup er i dag toprådgiver for den internationale forsvarskoncern AEDS, der leverer våbensystemer og sikkerhedsløsninger til lande over hele verden. Men han husker udmærket situationen i Basra i efteråret 2003. Og han husker også flere tilfælde, hvor han blev vidne til eller fik kendskab til overgreb på fanger.

»Jeg fik f.eks. kendskab til politipatruljer, som foretog afstraffelser af butiksejere, der solgte blade og postkort med billeder af bikiniklædte kvinder. De fik nogle læsterlige tæsk af politifolk, der betragtede billederne som pornografi. Det var også flere eksempler på butikker, der blev sprængt i luften, fordi de solgte alkohol,« fortæller han.

»Min fornemmelse var, at de handlede på egen hånd, men politifolk, der gennemfører den slags straffeekspeditioner er i stand til hvad som helst,« siger han.

Et andet eksempel så Kai Vittrup med egne øjne.

»Det var i slutningen af 2003, og en gruppe irakere forsøgte at angribe en politistation i Basra. Jeg stod og kiggede på. Det var som en cowboyfilm, bare med den forskel, at det var barsk virkelighed. På et tidspunkt får politiet pågrebet to personer, de bliver lagt i håndjern og ført inden for på politistationen, mens de får hug. Jeg går indenfor og beder om at se fangerne. Jeg er bange for, hvad der vil ske med dem. Der var vel 10-15 politifolk i et lille lokale plus de to fanger, der stadig var bundet og havde bind for øjnene«, fortæller han.

»Jeg siger til den ansvarlige major, at det går ikke det der, det er en overtrædelse af menneskerettighederne at give fanger bind for øjnene. Og dér er det så, at han forklarer, at det er de nødt til, ellers kan fangerne se, hvem politifolkene er og så kommer hævnen. 'Vi er nødt til at beskytte os selv', sagde han til mig. Og det hensyn må man jo købe - uanset man kan lide det eller ej,« siger Vittrup, der af samme grund valgte ikke at indberette episoden.

Saddams folk

»Jeg fandt - alt taget i betragtning - at det var i orden. Jeg har set det samme i Afghanistan, hvor politiet giver talebanfanger bind for øjnene med samme begrundelse. Det sker ganske enkelt for at beskytte politifolkene mod repressalie,« siger han.

Kai Vittrup, der har trænet politifolk i Kosovo, Sudan, Irak og Afghanistan, advarer i det hele taget mod at »holde den moralske fane alt for højt«, når det handler om at opbygge sikkerhedsstyrker i konfliktsamfund.

»Man skal huske, hvad de irakiske politifolk kom fra. De havde levet med Saddam Husseins terrorregime i årtier. De kom fra en verden af vold og terror, og det kan man ikke ændre på fra den ene dag til den anden. I efteråret 2003 var Irak-krigen netop slut. Saddam Husseins styre var lige faldet, og alt var kaos« siger han og understreger, at i den situation ville det være »himmelråbende naivt at tro, at det irakiske politi pludselig var i stand til at respektere menneskerettighederne«.

»Hvis man talte ondt om Saddam Hussein, fik man skåret tungen af, så man kunne ikke forvente andet end at de ville have problemer med at overholde menneskerettighederne« siger han.

I forbindelse med den amerikanskledede invasion af Irak blev alle tidligere højere rangerende medlemmer af Saddam Husseins Baath-parti fyret, herunder alle ansatte i de irakiske sikkerhedsstyrker, forklarer Vittrup, og det var med til yderligere at komplicere situationen.

»Der var enkelte nye politifolk, men langt størstedelen blev rekrutteret direkte fra Saddam Husseins politistyrke,« siger han og understreger, at den mentalitet, som politifolkene kom med »ikke er noget, fire-fem eller ti danske politifolk kan stille ret meget op over for.«

»Det er en meget, meget lang proces. Det berettiger ikke det, der foregik, men det forklarer, hvorfor det skete,« siger han.

»Den irakiske politistyrke var meget ringe uddannet, der var mange analfabeter og var oftest bedst til at eksercere. Det tager tid at lære respekt for menneskerettighederne. Det kommer ikke bare, fordi vi siger, at det skal det.«

The War Logs: Irak-krigen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kai Vittrup:

»Det er himmelråbende naivt, hvis man troede, at irakisk politi ville respektere menneskerettighederne,…«

Jamen hallo, hvorfor fortalte Kai Vittrup os ikke det, dengang Danmark deltog i invasionen af Irak og alle journalister og politikere fortalte os at det handlede om at indføre demokrati og menneskerettigheder?

Hvorfor fortalte Kai Vittrup os ikke sandheden, da han i 2003 opholdt sig i Bara? Hvorfor er det først nu, at han begynder at fortælle om torturen?

Hvorfor holdt Kai Vittrup sin mund, dengang hvor hans betragtninger om tortur udført af Irakisk politi havde gjort en forskel?

Nu har Wikileaks og andre for længst afsløret hvor beskidt virkeligheden i Irak er, så nu er Kai Vittrups udtalelser i realiteten fuldstændigt ligegyldige.

Er Kai Vittrup en opportunist?

Kirsten Svejgaard

Jeg kan godt give Per Thomsen ret i hans betragtninger.

Men jeg må også give Kai Vittrup ret i, at danskerne har været himmelråbende naive, hvis de trode, at det kunne være anderledes.

Det er en meget lang proces at indføre menneskerettigheder, og det er tilmed en proces, der hele tiden skal holdes vedlige. Der er jævnligt, også her på debatsiderne, nogle der taler for, at de skal afskaffes.

Jo, men hvem er det der er himmelråbende naive?
Er det politikerne, for det må det jo være, det er da trods alt dem der har sagt, at der ikke blev tortureret..

Indføre menneskerettigheder? Tja, amerikanerne praktiserede selv systematisk tortur bl.a. i Irak. De lækkede Wikileaks dokumenter viser desuden, at der blev oprettet enheder bestående af shia-muslimer som var baseret på de amerikansk-trænede dødspatruljer i El Salvador. Amerikanerne vidste med sikkerhed, at disse enheder ville torturere og dræbe sunnier - derfor blev al efterforskning af afrapporteret tortur eller drab a fangere forbudt, med mindre det blev godkendt højt op i systemet.

Så ja, det tager tid til at indføre menneskerettigheder men det forudsætter, at besætteæsesmagterne ikke selv aktivt modvirker det som de gjorde i Irak.

(Derudover skal vi lige huske, at krigen var baseret på løgne og uden nogen gyldig mandat i FN, og hører til kategorien aggression som det blev kaldet ved Nürnberg tribunalet efter anden verdenskrig. Det blev af amerikanerne døbt den ypperste krigsforbrydelse, da det indeholdt hele det kumulerede ondskab - dvs. alle problemerne, der kommer som følge af aggressionen - i dette tilfælde bl.a. systematisk tortur, etnisk udrensning etc.)

Udnyttelsen af etniske og religiøse modsætninger i Iraq var del af en bevidst strategi:

"US exploited Iraqi communal strife"
http://english.aljazeera.net/indepth/features/2010/11/201011511263056041...

"In September 2004, Petraeus adopted a plan to establish paramilitary units within the national police.

The initial units were from non-sectarian former Iraqi special forces teams."
(Dvs. rekrutteret fra Saddams gamle hemmelige politi).

"In October (2004), however, Petraeus embraced the first clearly sectarian Shia militia unit – the 2,000- man Shia "Wolf Brigade", as a key element of his police commando strategy, giving it two months of training with US forces."

Der er dermed allerede fra efteråret 2004 tale om amerikansktrænede og ikke Saddam-trænede grupper.
De er trænet af amerikanske "rådgivere" - og garanteret straffrihed af amerikanerne.
Med John Negroponte som ambassadør 2004-05 genkender vi mønstret fra Latinamerika.

"I slutningen af 2005 omfattede enheden omkring 2.000, som hærgede det meste af landet og var garanteret straffrihed. Enheden stod formelt til ansvar over for den daværende indenrigsminister, Ibrahim al-Jaafari, der blev premierminister i april 2005 og blev på posten i 12 måneder, mens det sekteriske blodbad greb om sig."
http://www.information.dk/249255:

Terroren er rettet mod sunnierne, som amerikanerne ønsker at udeluke fra magten.

Dertil kom Badr-brigaden:
"...in April 2005, the Shia minister immediately filled the Iraqi police – especially the commando units – with Shia troops from the Badr Corps, the Iranian-trained forces loyal to the Islamic Supreme Council of Iraq."

http://www.information.dk/249124
"De fleste rekrutter tilhører de shiamuslimske terrorgrupper Mehdi- og Badr-militserne, rapporterer Grey."(Badr-gruppen var indsat af indenrigsministeriet)

Det er altså til disse grupper at danskerne overleverer de - formodentlig sunnitiske - fanger.
Det er i september 2005 at to britiske agenter anholdes i forklædning og med sprængstoffer, formodentlig for at provokere flere stridigheder.
I december 2005 angriber britiske tropper politistationen.

http://www.information.dk/249255:
"Da Nouri al-Maliki erstattede Jafari som premierminister(22.4.2006), lovede han at slå ned på Ulvebrigaden og alle andre enheder, der kunne beskyldes for at have en sekteriske dagsordener."

Bortforklaringen om "Saddam-arv" og en "voldelig tradition" kan altså ikke holde.

Karsten Olesen:

»Bortforklaringen om “Saddam-arv” og en “voldelig tradition” kan altså ikke holde.«

Næh, men bortforklaringen er til gengæld fantastisk bekvem og belejlig, når Kaj Vittrup og andre skal løbe fra deres del af ansvaret for blodbadet i Irak efter invasionen.

Det er i overensstemmelse med den gamle tavshedslov i politikorpsene, at Kai Vittrup generaliserer over offentlige hemmeligheder, men ikke whiselblower, og denne tilstand kan ikke være ukendt for Obama, der mig bekendt er fra Chicago, hvorfra Friedmans økonomer gjorde verden usikker og dødsmærket i et par årtier, og hvor politiet (FBI) i årtier har gjort livet surt for de sorte at frygt for en sort messias, en ny Martin Luther King, som næsten kom i Obamas skikkelse - for en periode.

For så vidt bruger det danske politi samme metoder som i Iraq og i Chicago, omend på Jagtvej 69 og ved klimatopmødet i en svagere udgave end brugen af terror og drab i Bagdad og Chicago, den, FBI lagde med 'Cointelpro counter intelligence Program', eller den, man lægger i Nato med terror imod taleban fra Afganistan til Pakistan.

Ikke sært, at "vores" forenede krig i Iraq og Afghanistan ingen forudsætninger har for at bringe retfærdighed, demokrati, frihed og fred - en ny gudstro?

Ja, hvorfor mon danske soldater var ved at træde hælkapperne ned på de amerikanske invasionstropper i Irak?

http://www.information.dk/116294

Hvad med at forholde sig til virkeligheden og til det, Kai Vittrup siger? Han er realist ligesom de fleste, der har arbejdet uden for little Daneland. Han ved, hvad han taler om. Verden er meget anderledes uden for Danmark og uden for en del af EU. Og det er ikke til det bedre.
Det er bekvemmeligt at konfirmere hinanden i holdninger og synspunkter i kommentarerne her i avisen og blive enige om, hvem man ikke kan lide. Det vanskelige er at forholde sig til problematiske og fordringsfulde situationer. Derfor kaster jeg gerne lidt syre ind i debatten.

Mens vi spændt venter på Roar Tiims annoncerede syrebad, kan vi jo undre os over at danskerne ikke selv etablerede en fangelejer i Irak, så vi kunne overholde internationale bestemmelser vedrørende tilfangetagne. Tilsyneladende vidste danske politikere allerede i 2003, at amerikanerne og briterne var nogle svin overfor tilfangetagne.

Mere krig gi'r mere terror.
Iblandt os har altid befundet sig folk, der kender sandheden og er i særlig forbindelse med virkeligheden. Det er grunden til, at det danske politi og det danske hjemmeværn har søgt fremmede græsgange, og grunden til, at de hemmelige politikorps i Nato-landene med varsler og trusler af passende styrke og mellemrum kan håndhæve magten over folket. Friheden skal nok lære os sandheden at kende.

Thomas H. Pedersen

Bill Atkins:
Danmark havde en middeltidlige fangelejr i Camp Eden, jeg mener den lukkede da man flyttede til SLB hvor lejren kom til at hedde Camp Danevang.
Jeg mener det var i 2005 at man flyttede lejr.

Når man som den danske regering har valgt side, følger man samarbejdspartneren både på det officielle og hemmelige plan.
Selvfølgelig véd de danske politifolk i Iraq, hvad det samarbejdende irakiske politi foretager sig, bl.a. tortur og terror, og bliver dermed medskyldige. Og selvfølølgelig har der altid patruljeret registrerende sikkerhedsvagter fra den amerikanske ambassade og fra PET, især under demonstrationer foran ambassaden, og begge parter har kendt hinanden og dertil har PET og CIA i årevis haft et indgående samarbejde, ganske vist skjult for offentlighedens søgelys, hvad end de skiftende chefer i PET siger og påstår..