Læsetid: 4 min.

Iran fastholder politisk initiativ i Mellemøsten

Den yderligere inddæmning af Iran med NATO's missilskjold får ikke præstestyret til at ryste på hånden - det har åbne og skjulte forbundsfæller, blandt andre Tyrkiet
Irans præsident, Mahmoud Ahmedinejad (t.v), og resten af det iranske styre lader sig ikke diktere af omverdenen, heller ikke 
 af NATO. Her ses præsidenten i selskab med Algiers premierminister, Ahmed Ouyahia (t.h), og den iranske 
 vice-præsident, Mohammad Reza Rahimi.

Irans præsident, Mahmoud Ahmedinejad (t.v), og resten af det iranske styre lader sig ikke diktere af omverdenen, heller ikke
af NATO. Her ses præsidenten i selskab med Algiers premierminister, Ahmed Ouyahia (t.h), og den iranske
vice-præsident, Mohammad Reza Rahimi.

BEHROUZ MEHRI

24. november 2010

BEIRUT - Erdogan er i byen, altså ham med fornavnene Recep Tayyip, der som bekendt er Tyrkiets premierminister, og som arabiske drengebørn opkaldes efter, en trend, der går tilbage til hans overfusning af Israels præsident Shimon Peres i Davos i vinteren 2009 og er blevet forstærket af tyrkernes reelle politiske brud med israelerne.

Men det er Iran og ikke Israel, der i dag er øverst på dagsordenen på Erdogans møder med hans libanesiske værter. I de knibtangsmanøvrer, USA og dets allierede i NATO-familien gennem de senere år har foretaget i inddæmningen af Iran, sidst med det missilskjold, der har til formål at hindre iranske langdistanceraketter i at nå Tel Aviv - ingen her i Mellemøsten abonnerer på tesen om, at Iran pønser på at sende missiler mod Athen, Sofia eller København - har Tyrkiet været den besværlige fætter. Det var tilfældet i juni, da tyrkerne afstod fra at stemme for den fjerde sanktions-runde, det er tilfældet i atom-striden, hvor Tyrkiet har tilbudt sig som garant for en udveksling af uran-brændsel til de iranske reaktorer, og det var tilfældet på NATO-topmødet sidste weekend, hvor Tyrkiet insisterede på, at ingen lande blev nævnt som mål for missilaftalen mellem NATO og Rusland, selv om alle ved, at den er vendt mod Iran.

Bekymring

I hvert fald ved iranerne det, og reaktionerne fra Teheran er hånlige: »Udviklingen vidner om Irans store magt på alle områder,« sagde Ahmed Vahidi, den iranske forsvarsminister, til det iranske nyhedsbureau Fars.

»Målet med NATO's angreb på Irak og Afghanistan var at konfrontere islams ekspansion og (Irans) islamiske revolutions indflydelse. Men efter 10 år har de ikke opnået andet end 1,5 mio. dræbte i Irak og en mio. døde i Afghanistan.«

At Vahidi, der har rang af brigadegeneral, ser bort fra, at Irak-invasionen ikke formelt var et NATO-anliggende, afspejler den gængse opfattelse i regionen - at NATO og USA er ét fedt uanset etiketten.

Men under den kække tone synes iranerne bekymrede, hvilket bl.a. fremgik af en kommentar - ligeledes til Fars-bureauet - fra Mohsen Rezaei, sekretær for det såkaldte ekspertråd, der med tidligere præsident Hashemi Rafsanjani som formand rangerer lige under den åndelige leder, Ali Khamenei, og altså over præsidenten, Mahmoud Ahmedinejad.

»Grunden til, at USA og andre arrogante magter er til stede i det sydvestlige (Af-ghanistan-Pakistan, red.) er, at den region er nøglen til dominans af Mellemøsten, som er af vital vigtighed som leverandør af 60 pct. af verdens energi,« sagde Rezaei blandt andet.

Irans mere konkrete svar på NATO-beslutningen om at opstille missilskjoldet er flere: Erklæret gentagelse af villighed til forhandling om landets atomprogram, som Iran fastholder har fredelige formål. Fem dages militærmanøvrer forud for NATO-topmødet, hvor det iranske luftforsvar blev afprøvet. Og endelig, om end ikke direkte afledt af Lissabon-træffet, præsident Ahmedinejads aktuelle besøg i Algier, hvor samhandelsprotokoller udformes med et ordvalg, som om det er G20-landenes topmøde og ikke et arabisk land i Nordafrika, Ahmedinejad handler med.

Reform mod sanktioner

Ikke desto mindre er Algier-besøget endnu et es i Ahmedinejads poker-ærme. For som de andre kontrakter, Iran indgår for tiden, eksempelvis med Libanon og Irak, er de illustrationer af Irans trodsighed over for de nye FN-sanktioner, som USA og EU ensidigt har givet endnu nogle nøk. Samtaler med Iran-eksperter og en scanning af internettet viser nemlig, at nyhedsbureauet AP fik ret, da det i oktober havde historien med overskriften:

»Sanktioner vil ikke sinke Iran«.

Ordvalget henviste til atomstriden, men gælder også for landets generelle politiske situation. Præstestyret er stabilt trods de hidtil hårdeste sanktioner, der bl.a. har stoppet internationale transaktioner for de tre største banker, Melli, Melat og Saderat, der kontrolleres af Revolutionsgarden. Men der er snesevis af private banker, og hvad angår pengestrømme, er Tyrkiet og Malaysia smuthuller. Eksempelvis kan tyrkerne loyalt overholde FN's sanktioner, men er ikke forpligtet på USA og EU's yderligere stramninger og kan handle via Irans private banker. Og i Malaysia er det en offentlig hemmelighed, at iransk kapital via stråmænd har etableret stribevis af firmaer, der importerer varer som når Iran via blandt andet stråmænd i Irak. Den officielle samhandel mellem Iran og Malaysia er vokset med 15 procent i år, svarende til 1,1 mia. dollar, men det tal er netop officielt.

Men vigtigere for regimets omdømme i befolkningen er Irans økonomiske reformer, der har medført omfattende privatiseringer. Hidtil har den iranske stat subsidieret de vitale varegrupper fra brød til benzin, nu har privatisering sendt priserne til himmels, og brød, benzin og busbilletter koster pludselig det tidobbelte - normalt en opskrift på social uro.

Progressiv skala

Når det er undgået, skyldes det, at subsidierne erstattes af direkte tilskud - men i en progressiv skala, så de fattigste kompenseres helt, de mindre fattige delvis, middelklassen halvt og de rigeste slet ikke. Omlægningen har betydet store besparelser på statsbudgettet, eftersom den gamle subsidiemodel ikke gjorde forskel på rig og fattig og følgelig var dyrere for staten.

Samtidig har reformerne medført energibesparelser - elektricitet er stadig gratis for mindrebemidlede, hvorimod velbjærgede nu betaler den reelle kilowatt-pris. Benzin, der før blev smuglet over landegrænserne som følge af et latterligt lave prisniveau, er stadig billig, men rationeret til 60 liter pr. næse pr. måned - derudover betales fuld pris. Resultatet er ifølge de officielle opgørelser, at Iran nu er selvforsynende med benzin, der før blev importeret for milliarder på grund af raffinaderiernes mangel på reservedele.

Endelig har Iran etableret egenproduktion af 90 pct. af befolkningens dagligvare-behov, det være sig ost, tøjklemmer, strygejern eller dimser til husholdningen. Irans supermarkeder er ikke halvtomme, omend den gennemsnitlige kvalitet ikke er på import-niveau. Og som en Iran-iagttager her i Beirut beskriver det: »Iran er fattigt, men Teheran er ikke Bukarest under Ceaucescu«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er disse udviklinger der er kernen bag den negative segment i vestlig politik mod Iran. Det er de færreste lande, ikke engang Kina, har formået at udvikle sig uafhængigt at vestlig dominans. Tænk hvis alle udviklingslande gik samme vej som Iran, hvad ville der ske med den vestlige økonomi? Hvem ville sælge os råstoffer til latterlige spotpriser? Tja, så er der folk derude der stadigvæk ikke fatter at det er Irans suverænitet og udvikling man ønsker at tage fra Iran.

- Arash