Læsetid: 8 min.

Irlands entré i gældscirkusset

Da Irland forrige weekend tabte markedets tillid, begyndte politikerne at benægte sandheder, de unge at overveje at emigrere, fagforeningerne at råbe på lynvalg og nabolandene at frygte for euroen. Her er en rejse gennem Irlands første uge på de internationale redningspakkers nåde
Da Irland forrige weekend tabte markedets tillid, begyndte politikerne at benægte sandheder, de unge at overveje at emigrere, fagforeningerne at råbe på lynvalg og nabolandene at frygte for euroen. Her er en rejse gennem Irlands første uge på de internationale redningspakkers nåde
23. november 2010

Det begyndte med benægtelser og endte med forhandlinger med Den internationale valutafond om en redning af den nødstedte irske økonomi.

Til at begynde med kunne den irske regering dårligt have været mere kategorisk. Lige meget hvor mange rygter, der bredte sig over Europa om hemmelige forhandlinger om en redningspakke på mange milliarder euro, trådte den ene minister efter den anden frem med frådende afvisninger.

»Opspind,« hvæste justitsminister Dermot Ahern i et radiointerview forrige søndag, 14. november. Turistminister Mary Hanafin, som netop var landet fra et møde med bekymrede irske
expatsi USA, erklærede at en redningspakke var »udelukket«, mens erhvervsminister Matt OKeefe »ikke kendte til nogen initiativer fra Europa« med den tilføjelse, at Irland ikke ville opgive så meget som en tomme af sin hårdt tilkæmpede suverænitet.

Men den irske modstands tynde grønne linje holdt ikke længe. Angrebet fra selvtægtsmændene på obligationsmarkedet, den svækkede kapital i Allied Irish Banks og de underminerende anonyme briefinger fra skeptiske europæiske naboer ramte Irlands skrøbelige økonomiske troværdighed. Den havde allerede fået sit grundskud, da det rivende ejendomsboom kollapsede, da de internationale kreditmarkeder frøs fast; nu faldt den fra hinanden gennem en af de mest tumultariske uger i nationens nyere historie.

I begyndelsen af ugen var benægtelsen, i slutningen af ugen var et hold embedsmænd fra Valutafonden i fuldt sving med at indrette deres lejr på Dublins fem-stjernede Merrion Hotel. Allied Irish Banks advarede om et såkaldt
bank runi størrelsesordnen 13 milliarder euro (næsten 100 milliarder kroner), som ængstelige kontoholdere havde hævet fra deres irske konti.

Den trængte
taoiseach(regeringsleder,
red.), Brian Cowen, kunne ikke gøre andet end at fastholde, at »den irske befolkning ikke har noget at skamme sig over«, mens han lagde landets regnskaber frem for de internationale observatører.

En rundtsendt email med en parodi på en reklame for Irlands største website for ejendomshandler, daft.ie, opsummerer det nationale humør. Annoncen viser et kort over Irland, som er sat til salg for en pris på »EUR 900 mia. eller nærmeste bud« med teksten: »Håndværkertilbud. Er noget slidt, men ligger nordvest for det kontinentale Europa omgivet af hundredevis af smukke øer«.

Mandag

Afkastet på de irske statsobligationer, altså renten på den statslige gæld, når op på otte-ni procent, og landets finansielle kvaler begynder derfor at skabe rynkede bryn i resten af Europa. Portugals finansminister, Fernan- do Teixeira dos Santos, som står over for en lignende svækkelse af sit lands økonomi, advarer om en smittefare fra Irland ned over kontinentet:

»Dette handler om eurozonen og dens stablitet, og derfor er en smitte sandsynlig.«

Dublin antyder som svar på presset, at man måske vil fremskynde en fire-årig økonomisk plan, som er programsat til at blive annonceret i finansloven først i december. Cowen understreger, at hans land er finansieret frem til juli og beklager sig over, at
bail out (som direkte oversat betyder at slippe ud, typisk fra fængsel mod kaution,
red.) er et »nedsættende begreb«. Alligevel indrømmer han for første gang, at der er »løbende« kontakt mellem den irske regering, EU-Kommissionen og den europæiske centralbank.

Tirsdag

Pressens repræsentanter stimler sammen uden for Europarådets bygning i centrum af Bruxelles for at afvente mødet mellem finansministrene fra eurozonens 16 lande. Fra kl. 16.15 begynder ministrene at træde ud fra deres Audier, BMWer og Mercedeser med alvorlige ansigtsudtryk.

Tysklands Wolfgang Schauble gentager kun på tysk at Irland ikke har bedt om en redningspakke, så derfor er der heller ikke nogen aftale. Imens vokser renten på de irske obligationer sig højere og højere og skubber Irland gradvist tættere på afgrunden. Det synes ingen at bemærke.

Mødet skal begynde kl. 17, men er forsinket fem kvarter. Hovedattraktionen Irlands finansminister Brian Lenihan er forsinket af trafik og tåge i Bruxelles lufthavn.

Fire timer senere dukker EU-kommissær Olli Rehn og leder af eurogruppen Jean-Claude Juncker frem og siger, at samtalerne mellem EU, Irland og Valutafonden er blevet intensiveret, og at en delegation vil rejse til Dublin for at håndtere de nødstedte banker. Isen begynder at knage ingen vil endnu sige udtrykkeligt, at der er behov for en redningspakke, men der gives hints.

I det irske parlament er sindene på vej i kog. Arthur Morgan, som er medlem for Sinn Fein, får en anmærkning for at have beskyldt Cowen for at have »løjet i mere end to år«. Han trækker bemærkningen tilbage og siger, at han kun mente »stukket plader«.

Onsdag

De forsamlede finansministre i Bruxelles får selskab af Storbritanniens George Osborne og andre EU-ministre fra lande uden fra eurozonen og når op på 27 deltagere. Mange påbegynder uformelle samtaler ved en morgenmad kl. 9 før mødet kl. 10.30 i ministerrådets økonomiske forum. En af dem, der er gået tidligt i gang, Spaniens Elena Salgado, bliver spurgt til markedets skuffelse over den manglende enighed om Irland. Hun trækker på skuldrene og siger: »Nå ja, hvad kan vi gøre?«

Osborne melder, at Storbritannien er villig til at hjælpe, muligvis i form af bilaterale lån: »Irland er vores nærmeste nabo, og det er i Storbritanniens interesse, at den irske økonomi er succesrig.«

I Dublin skaber en
practical jokerklædt ud som tv-journalist kortvarig politisk panik ved at spørge parlamentsmedlemmer til sundhedsminister Mary Harneys påståede tilbagetræden og derved starte et rygte om, at Irlands spinkle koalition må se sit flertal svinde til to.

På Twitter begynder irske brugere en bevægelse for at styrke nationens moral ved at tweete positive budskaber under overskriften
greatthingsaboutireland.

Torsdag

Omsider en åben og ærlig indrømmelse. Den åbenhjertige chef for Irlands nationalbank, Patrick Honohan, bekræfter det, alle har gættet på at landet er på vej til at modtage en redningspakke fra Valutafonden og EU med en værdi på et to-cifret milliardbeløb i euro. I radioprogrammet Morning Ireland siger han: »Det bliver et stort lån, fordi formålet med det beløb, der skal gives eller gøres tilgængeligt for lån, er at vise, at Irland har ammunition nok til at håndtere alle bekymringer på markedet.«

Aktiemarkederne jubler, og afkastet på de irske obligationer falder hurtigt. Men den sidste tvivl om, hvor virkelig den irske nød er, forsvinder med de første billeder af Valutafondens top-udsending Ajai Chopras ankomst i Dublin. Medierne kaster sig som en sværm over et billede af Chopra, som går forbi en tigger i den irske hovedstad.

Irish Times spørger i en kontroversiel, tårevædet leder, om Irlands republikanske frihedskæmpere i 1916 døde for »en redningspakke fra den tyske kansler med et par sympatiskillinger fra den britiske finansminister ved siden af«. Avisen begræder »skammeligheden ved det hele«.

Fredag

Hvis nogen skulle have været i tvivl om oprindelsen til Irlands problemer, offentliggør Allied Irish Banks en fondsbørsmeddelelse om, at ængstelige kunder har hævet 13 milliarder euro i år. Det udgør 17 procent af de samlede indskud, og meddelelsen forstærker frygten for, at den forsvindende offentlige tillid kan føre til et tavst
bank run(hvor bankens konti bliver tømt,
red.). Et grønt medlem af Irlands parlament foreslår en lov om en ny forbrydelse kaldet finansielt forræderi og kræver at finansfolk skal straffes for »grådighed og uansvarlighed« i forløbet op til landets krise.

Irlands trængte premierminister møder op for at åbne en ny terminal i Dublin lufthavn. Men Michael OLeary, chef for lavprisselskabet Ryanair, stjæler rampelyset ved at ankomme med en kiste dækket af den irske tricolore og en krans med påskriften »Hvil i fred, irsk turisme«. OLeary erklærer, at terminalen ikke er meget mere end en »velkomstlounge« for Valutafondens udsendinge.

Lørdag

Den irske regering afholder et sjældent weekend-ministermøde for at nå at få en finanslov med nedskæringer på 15 milliarder euro klar til fremlæggelse for parlamentet, inden Valutafondens og EUs repræsentanter blander sig i landets finanser. Ifølge embedsmænd ønsker Cowen at få den 160 sider lange, fire-årige budgetplan på plads så hurtigt, at offentligheden vil opleve den som irske ministres værk, snarere end Valutafondens.

Som udsigten til en international redningspakke synker ind, advarer lederen af en af landets fagforeninger imidlertid om, at landet står på kanten til »betydelig offentlig uro«. Eamon Devoy, som er generalsekretær for Technical Engineering and Electrical Union, siger til konferencedelegerede i Galway, at Irland står over for en offentlig utilfredshed »uden sidestykke i disse områder i årtier«. Fagforeningen diskuterer et nødopråb om civil ulydighed, medmindre der afholdes valg øjeblikkeligt.

Storbritanniens udenrigsminister, William Hague, kaster benzin på frygten for, at den økonomiske smittespredning kan underminere euroen som valuta. Adspurgt på BBC Radio 4s Today-program om euroen kan kollapse, svarer Hague, at det er i Storbritanniens interesse at bevare den stabil, men uden at lyde ret kategorisk: »Jeg håber det virkelig ikke. Hvem ved?«

På trods af ugens økonomiske dramatik og sorte humor hviler der stadig en tilbagelænet stemning over visse gader i den irske hovedstad. På National College of Ireland ved siden af Dublins finansdistrikt siger et overvældende flertal af de business-studerende, der drikker kaffe eller ryger i eftermiddagssolskinnet, at de overvejer at emigrere på grund af recessionen og landets finanskrise.

Ingen af dem, vi taler med, synes særligt oprørte over udsigten til, at Valutafonden eller Den europæiske centralbank skal kontrollere Irlands økonomiske affærer. Naimh Norton, som studerer erhvervsøkonomi på universitetet, siger, at den internationale indblanding ikke generer hende:

»Jeg vil tro, ældre mennesker bliver oprørte eller oplever det som en national ydmygelse, sikkert fordi de er mere patriotiske end vores generation. Men sandheden er, at det er de store lande i verden, der dikterer, hvad der foregår, som Amerika. Irland er et lille land.«

Mange af hendes jævnaldrende holder allerede øje med muligheder for at flytte over Atlanten for at finde arbejde, når de er færdiguddannede.

»Jeg så et tilbud forleden, hvor man kan få en flybillet og et års arbejdsvisum i Canada for kun 700 euro,« siger Catriona Judge, som er født og opvokset i Dublin. »Der vil jeg hen.«

© Guardian & Information

Selv om den irske regering i sidste uge gang på gang afviste at have brug for eller et ønske om økonomisk hjælp fra EU, så blev det sent søndag bekræftet, at EU's finansministre har godkendt landets ønske om en hjælpepakke. Hvor mange milliarder, hjælpepakken vil bestå af, og hvilke krav der følger med, er endnu ikke på plads. Foto: Peter Morrison

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer