Læsetid: 3 min.

Det israelske selvforsvar efter de militære løsningers fallit

Israels krav om aner-kendelse som specifikt 'jødisk' er et led i en politisk strategi, der kan sikre jøders overhøjhed i en stat for både israelere og palæstinensere
3. november 2010

BEIRUT - De sidste bulletiner fra Jerusalem er, at PA-styrets premierminister, Salam Fayyad, ikke må besøge den hellige stad. Denne saglige teknokrat, der ellers ses som Israels moderate forbundsfælle i det palæstinensiske hjemmestyre, havde planlagt at indvi en skole i det arabiske Østjerusalem, da han blev informeret om, at det kunne der ikke blive tale om, idet byen - hele byen - er 'Israels evige og udelelige hovedstad'. Adgang forbudt-ordren var ikke udstedt af en tilfældig korporal, men af premierminister Benyamin Netanyahu. Salam Fayyad indviede i stedet en skole på Vestbredden med en forsikring om, at palæstinenserne fastholder deres krav om Østjerusalem som hovedstad i en palæstinensisk stat.

Hvis den da ellers bliver til noget, enten ved forhandling eller ved FN's indgriben. Det synes imidlertid ikke at være Israels intention, og en overset indikator på de israelske hensigter er kravet om palæstinensisk anerkendelse af Israel som 'jødisk stat'.

Det er der flere grunde til: I forhandlingerne om en endelig fredsaftale vil Israel sikre sig, at den arabiske modpart også formelt, som det er sket reelt, dropper kravet om de palæstinensiske flygtninges 'ret til tilbagevenden', stipuleret i resolution 194 i FN's Sikkerhedsråd.

Af samme årsag siger palæstinenserne nej. Anerkendes Israel som specifikt jødisk, mister de nemlig resolution 194 som forhandlings-kort. I dag bor ca. fire mio. palæstinensiske efterkommere af flygtningene fra 1948-49 i lejre i Mellemøsten eller er emigreret ud i verden. Ingen, heller ikke PA-styrets forhandlere, forestiller sig, at disse mennesker kan (eller vil!) vende tilbage til de landsbyer og jordlodder, som bedsteforældre og efterhånden oldeforældre flygtede eller blev fordrevet fra for mere end 60 år siden, og som nu ligger i selve Israel. De satser på kvoter for familiesammenføringer i beskedent omfang og ellers økonomisk kompensation.

Diplomatisk selvforsvar?

Denne model er ikke ny - den var på bordet i Taba i 2000, igen i Annapolis i 2008, hvor Ehud Olmert i øvrigt første gang krævede anerkendelse af Israel som 'jødisk', og den er på bordet nu, hvis ellers samtalerne genoptages efter de amerikanske midtvejsvalg.

Men hvorfor vil Israel anerkendes om jødisk? Israel blev i maj 1948 udråbt som jødisk stat af David Ben-Gurion. Måske fordi Israel så småt er ved at erkende, at de militære løsningers tid er forbi. Hamas og Hizbollah forsvinder ikke, og Israel har pådraget sig internationalt mishag og legitimitetstab i forsøget på at fjerne dem som trusler. I sidste uge udnævnte Tyrkiet landet til en 'strategisk trussel', hvilket er hidtil uhørt.

Kravet om accept af Israel som specifikt jødisk kan ses som selvforsvar med legitime diplomatiske midler, men araberne ser det som legitimering af den nuværende diskrimination af det arabiske mindretal på ca. 1,5 af landets 7,3 mio. indbyggere. Forslaget om en 'loyalitets-ed' for indvandrere ligger i forlængelse heraf, selv om det nu også skal gælde for jøder, der hidtil har kunnet indvandre frit.

Kan kalde sig kinesiske

Men stikker tankegangen dybere? Regner Israel med, at en endelig fredsaftale vil medføre international anerkendelse af Østjerusalem som en del af Israel, hvad der ikke er tilfældet nu? I så fald vil hundrede tusinder arabere, bl.a. skolesøgende børn, blive 'indvandrere' i deres egen by. Og videre: Hvis en fremtidig statusaftale de facto betyder, at Vestbredden og Gaza annekteres, hvad flere i den palæstinensiske top nu støtter, bliver fire mio. arabere 'indvandrere'. Det giver israelerne et demografisk problem, hvis de vil leve i en specifikt jødisk stat med særlige jødiske rettigheder. Hvad palæstinenserne mener om det, satte PA-leder Mahmoud Abbas ord på: »For min skyld kan israelerne definere sig som kinesere.« Hans pointe er, at PLO anerkendte Israel i 1988, men ikke som 'jødisk'.

Israelernes pointe er, at de ikke tror, at deres arabiske medborgere i en stat for hele Palæstina vil være flinke over for et jødisk mindretal. Hvilket er forståeligt i lyset af 62 års etnisk udrensning, syv krige og de aktuelle arabiske regimers demokratiske sindelag.

Kravet om arabernes anerkendelse af Israel som jødisk, har således sin egen logik - det er synonymt med 'sikkerhed og selvforsvar' over for typer som Salam Fayyad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu