Læsetid: 1 min.

Kampklædt Portugal ruster sig til NATO-uro

Portugal tager ingen chancer ved det kommende NATO-topmøde. Tusindvis af politifolk er forberedt på både mulige terrorangreb og voldelige fredsdemonstranter
19. november 2010

Frygten for terrorangreb og voldelige optøjer har fået Portugal til at iværksætte den største sikkerhedsoperation i landets historie op til NATO-topmødet i Lissabon i dag og i morgen. Grænsekontrollen er midlertidig genindført, store dele af byen er afspærret, og portugisisk politi har mobiliseret omkring 10.000 mand, der skal holde styr på sikkerheden, når en lang række af verdens ledere med USA's præsident, Barack Obama, i spidsen kommer til den portugisiske hovedstad. Selv om der ikke har været meldinger om konkrete trusler, opererer den portugisiske regering med et ekstra højt trusselsniveau for terrorangreb.

»Der er ingen grund til alarm, men vi skal være årvågne og være opmærksomme på ethvert tegn,« siger Portugals indenrigsminister, Rui Pereira, til det portugisiske nyhedsbureau Lusa.

På baggrund af de seneste episoder med pakkebomber i Europa har også det portugisiske postvæsen optrappet sikkerheden omkring postforsendelser under topmødet, oplyser portugisiske medier.

Ud over terrortruslen har portugisisk politi især blikket rettet mod en planlagt fredsdemonstration i byen i morgen eftermiddag, hvor arrangørerne venter mindst 10.000 deltagere.

De portugisiske grænsemyndigheder har lavet 11 tilbageholdelser på grund af blandt andet våbenbesiddelse, narkotikasmugling og falske identitetspapirer. Samtidig har portugisisk politi lavet en liste med 47 personer, som er nægtet indrejse i Portugal før og under NATO-topmødet. Det store sikkerhedsapparat påvirker også befolkningen i Lissabon, som er blevet bedt om i videst muligt omfang at holde sig væk fra den del af byen, hvor topmødet finder sted. Og end ikke kulturlivet kan se sig fri for at blive ramt af de store sikkerhedsforanstaltninger. Det canadiske rockband Arcade Fire skulle have startet deres nye Europa-turné med en koncert i Lissabon i aftes, men den koncert blev tidligere på måneden aflyst af »sikkerhedsmæssige årsager« i tilknytning til NATO-topmødet.

ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu