Han er ikke det typiske billede på en miljøaktivist, men for folk med hang til kitchede film er der noget næsten profetisk ved, at skuespilleren Kevin Costner har vist sig at være en af de mest konstruktive figurer i oprydningen efter BP's oliespild i Den Mexicanske Golf tidligere i år.
Costner, der i filmen Waterworld sprang ud som mutant med svømmehud mellem hænder og fødder, blev i den film forfulgt af en gal Dennis Hopper som skipper på olietankeren Exxon Valdez, mens han prøvede at føre sit folk på tørt land i en ikke så fjern fremtid, hvor en katastrofe har dækket kloden med vand.
I virkelighedens verden forfulgte Exxon Valdez også Costner, men i en mere overført betydning, og skuespilleren valgte efter det katastrofale olieudslip i 1989 at investere nogle af sine millioner i et patent på et sindrigt apparat, der mest ligner et avanceret fadølsanlæg. Apparatet kan skille olie fra vand, og derfor har det i det seneste år vundet Costner en plads på en række hæderfulde lister og en central rolle i oprydningen olieudslippet i Den Mexicanske Golf. Eller som Costner, der selv betegner sig som en aktivist snarere end en forretningsmand, selv formulerer det:
»Jeg er ikke en talsmand for nogen, andet end økosystemer, der ikke kan tale for sig selv, og fiskere, der heller ikke kan tale for sig selv«
Aldrig et nyt Exxon
BP har foreløbig købt 32 af Costners maskiner, der monteret på både centrifugerer vandet ved høje hastigheder, således at vandet bliver skilt fra olien, og dermed skal maskinerne medvirke til at begrænse omfanget af den omfattende miljøkatastrofe. Ifølge Costner selv kan de største af hans maskiner fjerne olie fra vand i et tempo på 757 liter i minuttet (200 gallons).
For Costner er projektet efterhånden også blevet en god forretning efter en del frustrationer. Han siger selv, at han har brugt 15 år og 20 millioner dollar på at overbevise oliebranche og myndigheder om at bruge hans maskine, men at reaktionen i vid udstrækning har været skepsis, og at både myndigheder og private selskaber som regel afviste, at et olieudslip, som det, der skete på Exxon Valdez, nogensinde kunne ske igen.
Costner vidnede i sommers i en senatshøring, hvor han kritiserede redningsarbejdet, før BP altså købte en bunke af hans maskiner og satte dem i gang:
»Det kan godt virke utroligt, at jeg leverer de her maskiner. Men for mig er det lige så utroligt, at disse maskiner og andre som dem ikke allerede er på plads og i gang med at arbejde,« udtalte han.
Men nu er Costner (eller The Mariner, som han mystisk kaldes i Waterworld) altså vitterlig i gang med at føre sit folk til om ikke mere tørt land, så i det mindste renere vand.