Satire
Læsetid: 2 min.

Et lidt for musikalsk vidneudsagn

En britisk politibetjent er blevet en paria blandt sine kolleger efter at have været ude med lidt for mange musikalsk referencer i et vidneudsagn om en drabssag
En britisk politibetjent har aflagt vidnesbyrd i en drabssag, hvor  en borger blev skudt. Betjenten forklarede sig ved at citere mange banale sangstofer som 'Nok er nok'.

En britisk politibetjent har aflagt vidnesbyrd i en drabssag, hvor en borger blev skudt. Betjenten forklarede sig ved at citere mange banale sangstofer som 'Nok er nok'.

Simon Shepheard

Udland
4. november 2010

En britisk Bobby har skabt alverdens turbulens, efter at det er kommet frem, at han under en retslig undersøgelse indarbejdede sangtitler i sit vidneudsagn.

Politimanden, hvis kaldenavn Alpha Zulu 8 i sig selv kunne være en sangtitel, inkluderede engelske titler som »Enough is Enough« af Donna Summer, »Point of No Return« af Duran Duran, »Line of Fire« af Journey, »Quiet Moments« af Chris de Burgh, »Kicking Myself« af As Tall As Lions og »Fuck My Old Boots« af The Membranes, da han skulle give sin forklaring på, hvordan en fem timer lang mæglingssituation mellem politiet og en alkoholiseret, rig og bevæbnet jurist endte med, at denne blev skudt.

»Situationen var kommet til the point of no return,« sagde Alpha Zulu 8 blandt andet og tilføjede, at han i stille øjeblikke tænkte: »is there another way? (...) No. Enough is enough«.

Det musikalske vidneudsagn har måske nok fået smilet frem hos den del af befolkningen, som tænker »Vi bliver alligevel aldrig voksne«, men andre beskylder Alpha Zulu 8 for at være en kold, kold mand.

Intet er mig helligt

Selv må han tydeligvis have tænkt 'intet er mig helligt'. Måske følte han, at han og hans familie selv lever som burhøns, og at Saunders burde være verdens lykkeligste mand i sin to millioner pund (18 millioner kr.) dyre lejlighed i Chelsea?

Det er fortsat en gåde, hvad der fik politimanden til at gøre, det han gjorde under afhøringen.

Nu er det imidlertid blevet dagen efter dagen derpå, og hans overordnede er langt fra imponerede. De har suspenderet 'The Joker' og sendt sagen videre til politiets interne klagenævn, der dels skal se på, hvilken effekt sangtitlerne havde på vidneudsagnets kvalitet, ligesom direktoratet for faglige standarder vil vurdere episoden.

Politiledelsen er chokeret over betjentens manglende dømmekraft i en så højt profileret retslig undersøgelse.

Sagen om den 32-årige velhavende Mark Saunders greb hele landet fra det øjeblik, hvor han beruset havde åbnet vinduet, åbenbart tænkte: 'fanden ta' den stilhed' og begyndte at skyde ud af sit vindue med et haglgevær.

Skød mod politiet

Det var en helt almindelig dag i maj 2008, at Saunders - ene og alene i lejligheden - gik amok i rigmandskvarteret Chelsea. Snart efter omringede en større politistyrke huset og talte til ham for åbne mikrofoner.

Episoden var ikke ligefrem lutter lagkage for politiet, og forhandlingerne med Saunders gik langt fra lige ud af landevejen og endte med, at Saunders skød mod politiet, der gengældte skuddene og dræbte ham.

Den retslige undersøgelse konkluderede, at politiet havde handlet retmæssigt, men trods frikendelsen vil Alfa Zulu 8 sandsynligvis inden længe modtage beskeden:

»Du er kommet for at gå«. Når alt kommer til alt: What else is there left to say?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her