Læsetid: 5 min.

'Vi må selv skabe forandring'

Løsladelsen af Aung San Suu Kyi har atter tændt håb om demokrati blandt Myanmars befolkning. Ved sin første tale siden løsladelsen opfordrede hun i går til dialog og forsoning
Tusindvis af Aung San Suu Kyis tilhængere samledes i går foran hendes partis hovedkvarter i Yangon for at høre oppositions-lederens første tale siden løsladelsen.

Tusindvis af Aung San Suu Kyis tilhængere samledes i går foran hendes partis hovedkvarter i Yangon for at høre oppositions-lederens første tale siden løsladelsen.

christian holst

15. november 2010

YANGON - »Der er ingen grund til at opgive håbet,« lyder det med beslutsom stemme og et smil på læben fra den spinkle kvinde.

»Men dette er ikke en kamp, jeg kan vinde alene - vi må kæmpe den sammen.«

De tusinder, der er samlet I Yangons bagende sol, bryder ud i jubelråb. »Længe leve Aung San Suu Kyi«, gjalder det igen og igen. Hun kigger ud over dem fra den røde metallåge til hendes partis ydmyge hovedkvarter.

»Vi burmesere har en tendens til at tro på skæbnen, men hvis vi ønsker forandring, så må vi skabe den selv.«

Med roser bundet i håret og en mikrofon i hånden taler hun til de fremmødte i tre kvarter. Om frihed, demokrati, menneskerettigheder, fællesskab og forsoning. Hendes første store tale i et årti.

Tid til latter og alvor

Men der er også tid til smil og latter. »At elske er ikke det samme som at kradse folks hud til blods«, understreger hun ved hjælp af et burmesisk ordspil og slet skjult hentydning til militærstyret. Menneskemængden ler og nikker.

Men det er også ramme alvor:

»Vi må arbejde sammen med alle de forskellige demokratiske kræfter,« slår hun fast.

»Og vi må lytte til folket,« siger hun med henvisning til forrige søndags parodi på et parlamentsvalg og den splittede opposition. »Men vi må gøre det på den rette måde og med disciplin«.

Folk sveder i solen og sidder på skødet af hinanden på asfalten, så flest muligt har udsyn til deres heltinde. Hun giver mikrofonen til folk i menneskemængden. »Vi elsker dig. Vi elsker demokrati«, råber en yngre, fattigt udseende kvinde.

Da Aung San Suu Kyi forsvinder bag lågen, vil de ikke lade hende slippe. De venter, som de har gjort det meste af tiden de seneste 20 år, hvor hun har været under husarrest i lange perioder. Men nu er der i det mindste en forløsning og et håb igen.

»Jeg er så lykkelig. Kan du se tårerne i mine øjne?« spørger en yngre mand, der også sidder her sammen med de 4.000-5.000 andre. Vi har måttet kæmpe os frem til de gode pladser, men stemningen er berusende.

»I dag har vi fået demokrati,« konkluderer han.

Ingen grund til frygt

Indenfor i hovedkvarteret, der mest af alt minder om en stor garage, hænger billeder af Myanmars gamle frihedshelte på væggene, heriblandt Aung San Suu Kyis far.

Verdenspressen og lokale medier er blevet budt indenfor. En diplomat bærer øreringe med Aung San Suu Kyis billede. Også her er der varmt og trangt. »Vil I ikke nok sætte jer ned«, beder hun myndigt og med et fast blik de påtrængende fotografer og tysser på journalisterne, når de ivrigt stiller spørgsmål i munden på hinanden.

»Vi taler om dialog - lad os lytte til hinanden.«

Og så forklarer hun, at hun er blevet behandlet godt under sin husarrest, men ønsker »at folket bare vil blive behandlet lige så godt«. Hun har svært ved at genkalde sig sine bedste og værste øjeblikke, da hun »har forsøgt at forholde sig rolig og forholdsvis upåvirket, men det bedste var nok, da jeg blev løsladt«.

Mens blitzlysene blinker, forklarer hun:

»Der er ingen grund til, at de (generalerne, red.) frygter min popularitet. Popularitet kommer og går.«

Men det er det politiske og befolkningens situation, der er hovedfokus.

»Jeg er blevet rørt af folkets trængsler, og vi har alle en forpligtelse til at arbejde sammen for at lette disse trængsler,« forklarer hun og opfordrer atter til dialog og forsoning.

»Vi kan ikke løse vores uoverensstemmelser i løbet af en enkelt nat. Jeg er ked af, at vores land stadig er et land, hvor konflikter søges løst med våben.«

På spørgsmålet om sin politiske fremtid og næste skridt udbryder hun med latter i stemmen:

»Vi bevæger os allerede fremad, men jeg - Tante Suu - kan ikke gøre det alene. Vi må stå sammen.«

Hun ser frem til at mødes med general Than Shwe, men vil ikke ud med et budskab til ham gennem medierne.

»Vi må mødes og tale sammen. Forsoning begynder med kommunikation og dialog (...) Lad os lytte til folket.«

»Så længe folket ikke er frit, er jeg ikke fri,« slår hun fast, inden hun rejser sig og bevæger sig ud i lyset, hvor et par tynde skyer nu giver tiltrængt skygge for solen.

Hun mødes af menneskemængden, der kun er blevet større i hendes korte fravær. De flokkes om hendes hvide bil, der langsomt finder vej gennem mylderet her ved foden af landets andet store ikon, den kæmpemæssige gyldne Swedagon-pagode. Hun vender hjem til det hus ved Inya-søen, der nu ikke længere er hendes fængsel.

Barrikaderne åbnes

Barrikaderne, soldaterne og det hemmelige politi, der har 'passet på hende' de seneste mange år, er væk. De forsvandt lørdag aften lidt over kl. 17, da det væbnede militærpoliti trådte til side, vejbommene gik op, og de tålmodige tilhængere, der havde ventet i mere end et døgn, strømmede hen mod hendes hus. Det havde været en lang venten, hvor selv de mest trofaste var blevet i tvivl om, hvorvidt styret ville snyde dem igen. Taberne fra parlamentsvalget en lille uge tidligere var også mødt frem.

»Hun er den eneste, der kan lede os nu,« slår U Min Thein fast.

Han, der er tidligere regeringsansat, har drevet politisk valgkampagne i ugevis for Den Demokratiske Front - et udbryderparti fra Suu Kyi's parti - men tabte efter valgsnyd og trusler til militærets kandidat. »Mange turde ikke stemme på os,« siger han sørgmodigt. »De blev truet af militærets parti.« Men i dag er han håbefuld.

Og så står hun der pludselig - stærk og spinkel ved sin havelåge. Mens solen går ned, kan hun knap få et ord frem for den begejstrede menneskemængde. Folk sætter sig ned og bryder ud i landets nationalsang, der sidst blev sunget frit i Yangons gader, da soldater og munke stod over for hinanden i 2007.

»Tak fordi I er kommet. Jeg har ikke set jer i lang tid. Vi har meget at udrette,« er hendes første ord. »Men hvis vi står sammen, kan vi nå vores mål.«

Meget mere bliver det ikke til, men det er også nok for os alle sammen. Alt er muligt. Håbet lever igen - på trods af alt.

»Der er tid til at være stille og tid til at tale. Kom igen i morgen, så tager jeg en megafon med,« slutter hun.

Bag lågen viser lyset fra en lommelygte vej ad den mørke havegang, inden hun forsvinder tilbage til huset. For en tid.

Vi andre går gennem natten ad den nu åbne vej. Passerer den prangende amerikanske ambassade, hvor de har travlt med at ordne den overvældende udsmykning af julelys og julemænd. Politikeren og hans kampagnefolk stopper op og taler begejstret ud i mørket:

»Når hun er fri, så er vi alle frie.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu