Baggrund
Læsetid: 3 min.

'Måske skulle vi få atomkraft'

Frygt, vrede og afmagt hos Seouls befolkning oven på en almindelig novemberdag, der blev en særlig dag med det største angreb på civile mål fra Nordkorea mod Sydkorea i 10 år
Mange beboere på øen Yeonpyeong forlod i går deres hjem - eller for fleres vedkommende resterne af det - efter et nordkoreansk granatangreb. Sydkorea besvarede senere angrebet.

Mange beboere på øen Yeonpyeong forlod i går deres hjem - eller for fleres vedkommende resterne af det - efter et nordkoreansk granatangreb. Sydkorea besvarede senere angrebet.

WON DAE-YEON

Udland
24. november 2010

SEOUL - Hyunju Ryu hørte først om det nordkoreanske angreb i telefonen.

»Min mor ringede og sagde: Vi er blevet angrebet. Så så jeg det på tv på min telefon. Jeg var chokeret,« fortæller Hyunju Ryu, der arbejder som kurator på Dongdaemun Design Plaza, og fortsætter:

»Jeg synes, jeg med det samme skulle fortælle det til alle, som måske ikke vidste det. Jeg ringede rundt og talte med mine venner. Der bredte sig en joke om, at vi skulle til at emigrere til et andet land - vi kan jo ikke være her, hvis der kommer krig. Hvad skal vi gøre?« siger Hyunju Ryu.

Selv om de cirka 200 granater - der ramte den sydkoreanske ø Yeonpyeong, dræbte to og sårede adskillige - blev afsendt fra Nordkorea, har Hyunju Ryu ondt af indbyggerne i Nordkorea, men er samtidig i tvivl om, hvordan sydkoreanerne skal kunne hjælpe broderfolket, der er blevet til et fjendefolk i nord.

»Vi skal støtte nordkoreanerne, men jeg er også bange for, at vi ikke kan give dem mere. Jeg ved snart ikke, hvad det skal føre til. Måske skulle vi også få atomkraft for en sikkerheds skyld, så vi kan slå dem, hvis det kommer til krig,« siger Hyunju Ryu.

Hendes bekymringer deles af hendes kæreste, Jaehum Hwang. Han arbejder som modedesigner i Seoul-bydelen Dongdaemun, og han kunne tydeligt mærke en anden rytme i byen i dag.

»I det område, hvor jeg arbejder, er det normalt ikke til at komme frem for biler. Men nu er der ingen biler, folk er taget hjem til deres familier, de er bange,« siger Jaehum Hwang.

Maner til besindighed

Parret sidder på en McDonalds i området Naksongdae i Seoul. Her kommer de næsten hver dag, og den døgn-åbne fastfoodrestaurant er normalt fuld af mennesker omkring midnat. Nu er her stille og ikke en gang kvart fyldt med gæster. »Det er en mærkelig fornemmelse. Man ved ikke, hvordan man vil have det, når man vågner op i morgen. Jeg føler, at Nordkorea har overskredet grænsen i dag. Jeg har ikke oplevet noget lignende. Det er det mest seriøse i min levetid. I dag følte jeg, at krigen er uundgåelig,« siger Jaehum Hwang.

Krigen er dog ifølge lektor ved Konkuk University, Cheehyung Kim, ikke uundgåelig. Cheehyung Kim har en ph.d. i nordkoreanske leveforhold fra Columbia University og frygter, at dagens hændelser vil opildne en større frygt og vrede end nødvendigt.

»Jeg blev ligesom alle andre frygtelig chokeret, da jeg så billederne, nyhederne og rapporterne fra i dag. Billederne af røg, ødelæggelse af brand er voldsomme og noget, vi ikke har set i 10 år,« siger Cheehyung Kim, der maner til besindighed både som sydkoreaner og som forsker på området: »Der er mange misforståelser mellem de to lande. Jeg synes, at konflikten en dag som i dag bliver gjort til en sensation, og man glemmer de mange års historie, som er gået forud for i dag. Det sørgelige er, at det går ud over uskyldige civile, som er ofre for storpolitikken. Angrebet fra Nordkorea er ikke er ikke en ny politik - det er en fortsættelse af Nordkoreas kamp for at blive opfattet som en legitim stat af det internationale samfund og en fortsættelse af Kim Jong-Ils politik.«

Han tror, at mens sydkoreanerne er forskrækkede, bange og vrede, er nordkoreanerne udsat for mindst lige så angstprovokerende tilstande.

Er klar til at kæmpe

»Der er ikke kommet rapporter om det endnu, men alle ved, for sådan har det altid været, at mindst lige så mange lider i Nordkorea nu, og at skaden sandsynligvis er endnu større der,« siger Cheehyung Kim.

Hans mening bliver ikke delt af mange sydkoreanere. Stemningen er ikke forsonlig, hverken i metroen eller medierne. Og bestemt heller ikke hos Sim Woo Jong, der også er gæst på McDonalds denne tirsdag aften.

»Jeg er klar til at kæmpe. Jeg har siden afslutningen af min værnepligt været medlem af civilforsvaret. Da jeg så nyhederne i dag, havde jeg kun lyst til at kæmpe og forsvare mit land,« siger den 26-årige forsikringssælger.

»I fire år har vi bare taget slag fra Nordkorea. Nu skal vi slå igen. Jeg er spændt, ikke på en positiv måde, men spændt på, hvad det kan føre til. Jeg ønsker ikke en krig, men hvis den kommer, er jeg klar til at slås,« slutter han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fanastisk. Ikke en eneste bemærkning om Sydkoreas provokerende artilleribeskydninger i det omstridte farvand minutterne inden. Den sydkoreanske General Lee har måske fået mundkurv på siden sin senste indrømmelse til Reuters telegrambureau? Selv Korean Times kan ikke helt få sig selv til at skrive artikler uden at nævne Sydkorea og USA's storstilede flådeøvelse med skarpe skud. Dog gerne som sidebemærkninger.

http://www.koreatimes.co.kr/

Selv Wikipedia har kronologien så korrekt at skyldsspørgsmålet kan fastlægges endegyldigt. Jeg gad nok se USA's reaktion, hvis Nordkorea og Kuba holdt en storstilet flådeøvelse i nærheden af Floridas kyster og skød oimkring sig med skarpe skud.
Tja, hele verden så jo deres reaktion efter den 11. september.

http://en.wikipedia.org/wiki/Shelling_of_Yeonpyeong

Stakkels mennesker - så indoktrineret i propaganda at de tror Nordkorea har slået dem i hovedet i fire år uden at Sydkorea har gjort nogenting.

Jakob Østergaard

Så mener du det var retfærdigt at Nordkorea affyrede dræbende granater mod Sydkorea, fordi de provokerede landet?

Jeg tror ikke retfærdighed spiller nogen som helst rolle i denne sammenhæng ellers havde USA for længst underskrevet den ikke-angrebspagt som Nordkorea har fremlagt mod til gengæld at afvikle hele sit atomvåbenprogram i internationalt regi. Dette er den koreanske befolknings ønske - både i syd og i nord - ifølge meningsmålinger på den koreanske halvø - men altså ikke USA's ønske.

Så det med retfærdighed kan vi lægge til side.

Dansk og international juridik arbejder med hensigtsbegreber til at afgøre om en eller flere parter i en konflikt deltog med ond hensigt. Tager du f.eks. en kniv med til et slagsmål og skader nogen med denne kniv vil du forsøgt blive dømt forsætlig kriminalitet. I USA skød en kioskejer uheldigvis en usyldig forbipasserende til døde, men det var den bevæbnede kioskrøver som blev dømt for drabet - fordi, han har med forsæt medbragt våben til at starte en konflikt; en konflikt han burde vide vil begynde i det øjeblik han bad kioskejeren om dennes penge.
Dette hensigtsbegreb generaliserer verden over - også i international lov.

Det vil være forkert at tro USA og Sydkorea ikke vidste hvad der ville ske, når de sejlede rundt i et farvand de selv anerkender som "omstridt" og skyder med skarpe granater i allle retninger. Dermed ikke sagt at Nordkorea havde ret til at anvende vold som selvforsvar. Det har de kun sålænge alle andre fredelige midler er opbrugt. De skulle f.eks. først have henvendt sig til Sydkorea og USA og bedt dem om at standse deres "flådeøvelse" - og det gjorde de såmænd også. Til ingen verdens nytte. Barack Obama og Lee Myung-Bak var klar til at ofre koreanernes sikkerhed ved at forsætte med deres intrenationalt strafbare dumheder.

Det gør man bare når man har straffrihed i det "internationale samfund", dvs. FN-bygningen i USA.

I sidste ende er spørgsmålet; Hvad gør man så? Hvad vil Danmark gøre? Hvad vil du og jeg gøre? Det findes ikke så meget at gøre når det ikke længere er muligt at tale mod sin voldmand; måske kunne man springe for livet og håbe på det bedste.

Det vi ved er at drabet på de to uskyldige håndværkere og de karrieresoldater som stod omkring på militærforlægningen i det omstridte hav kunne have været undgået, såfremt USA og Sydkorea blot havde lyttet til deres nabo og holdt deres prøveskydninger et andet sted hvor ingen ville føle sig bange, såsom op og ned af den kalifornske kyst.