Baggrund
Læsetid: 3 min.

'Hvor er magtmisbruget og forbrydelserne?'

'Informationsaktivister' i USA kritiserer Wikileaks for at bringe 'whistleblowers' arbejde i miskredit ved en 'formålsløs' offentliggørelse af diplomatiske telegrammer
Udland
1. december 2010
'Informationsaktivister' i USA kritiserer Wikileaks for at bringe 'whistleblowers' arbejde i miskredit ved en 'formålsløs' offentliggørelse af diplomatiske telegrammer

BOSTON - Wikileaks' australske grundlægger, Julian Assange, er begyndt at miste opbakning fra sit eget bagland - den globale bevægelse af 'informationsaktivister', der bruger internettet til at udfordre mainstream-medier.

Kritikken fra Wikileaks' ligesindede kommer efter de seneste dages offentliggørelse af amerikanske diplomaters indberetninger til Udenrigsministeriet i Washington mellem 2006 og 2009.

»Wikileaks har flyttet sig langt væk fra bevægelsens oprindelige mission,« siger Christopher Csikszentmihályi, leder af Center for Future Civic Media på Massachusetts Institute of Technology (M.I.T.) i Boston. »Det er nu lykkedes gruppen at skabe sig så mange fjender - herunder den amerikanske regering - at projektet kan ende i en fiasko og en tragedie, som vil skade alternative mediers brug af læk til at skabe politiske og sociale forandringer,« siger Csikszentmihályi til Information.

Wikileaks' forløber

Csikszentmihályis center er knyttet til det verdenskendte Media Laboratory på M.I.T., der oprindelig blev startet af Nicholas Negroponte og inspireret af M.I.T.-forskeren, filosoffen og lingvisten Noam Chomsky.

Centeret eksperimenterede i 2003 med en website - Open Government Information Awareness - hvor borgere kunne indlægge tips eller dokumenter. Eksperimentet anses for at være en forløber til Wikileaks, der blev startet af Assange og andre informationsaktivister i 2007.

Centret på M.I.T. har ikke nogen direkte forbindelse til Wikileaks, bortset fra at Assanges gruppe anvender et software-system udviklet og distribueret af Center for Future Civic Media. Systemet hedder Open Free Software og bruges f.eks. til at lægge de lækkede telegrammer fra amerikanske diplomater ud på internettet.

Csikszentmihályi og andre informationsaktivister kritiserer Wikileaks for at give såkaldte whisteblowers og dissidenter et dårligt ry og begrænse deres fremtidige manøvrefrihed.

»Vores arbejde bør være at finde måder at beskytte disse individers mulighed for at lække oplysninger om magtmisbrug og forbrydelser på. Men nu er en miskrediteringskampagne mod lækkere begyndt i USA. Politikere kalder Wikileaks en terrorgruppe, og regeringen vil sigte gruppen efter spionageparagraffen. Det vil hindre vort fremtidige arbejde med whistleblower-kilder,« siger Christopher Csikszentmihályi.

FBI overvåger

Øget politiovervågning er én håndgribeligt konsekvens. Centerlederen fortæller, at det amerikanske forbundspoliti, FBI, dette efterår har forsøgt at rekruttere informanter blandt studerende på M.I.T: »Det er en kendt sag, at kilden til Wikileaks' regeringsdokumenter, underofficer Bradley Manning, har fået hjælp fra studerende på M.I.T.,« fortæller Csikszentmihályi.

Fra informationsaktivister lyder der også kritik af Wikileaks' uigennemskuelige arbejdsmetoder, som af Julian Assange begrundes med behovet for at forsvare sig imod regeringers mulige sabotage. Gruppens website blev f.eks. udsat for et hacker-angreb i søndags, da de første diplomatiske telegrammer blev lagt ud.

»Wikileaks opererer langt mere hemmelighedsfuldt end de mål, den sigter imod. Man kunne spørge, om gruppen er forberedt på den dag, hvor en intern dissident lækker pinlige oplysninger om deres arbejde«, skriver Dan Gillmore, leder af Knight Center for Digital Media Entrepreneurship på Arizona State University, på den amerikanske website www.salon.com.

'Diktatoren' Assange

Assange blev på The New York Times' forside i oktober beskyldt af tidligere medarbejdere for at styre Wikileaks »diktatorisk« og være intolerant over for afvigende meninger og kritik. Mange medarbejdere har forladt organisationen i protest mod hans lederstil og en mission, som skulle være kørt af sporet, skrev avisen. De tidligere medarbejderes utvetydige kritik af Assange i avisen skal have forbitret ham i en sådan grad, at han besluttede at ekskludere avisen fra den gruppe af fem medieorganisationer, han havde indgået en samarbejdsaftale med.

Det er ifølge chefredaktør Bill Keller grunden til, at The New York Times ikke blev givet direkte adgang til de aktuelle diplomatiske indberetninger.

I stedet blev dokumenterne 'lækket' til avisen af britiske The Guardian, med hvem Dagbladet Information i øvrigt har en syndikeringsaftale.

Anti-amerikansk ...

Det er ikke alene modsætningen mellem Wikileaks mission om åbenhed i regeringsførelse og egen tillukkede forretningsgang, der vækker kritik. Informationsaktivister på M.I.T. peger også på gruppens skift fra at lække Pentagon-dokumenter om USA's og dets allieredes krigsførelse i Afghanistan og Irak til et læk af diplomatiske telegrammer.

»Hvor er magtmisbruget, hvor er krigsforbrydelserne i disse telegrammer,« spørger Christopher Csikszentmihályi.

»Jeg kan ikke se formålet med at sabotere den amerikanske regerings diplomati. Informationsaktivisters arbejde handler om at bruge læk til at skabe grundlag for sociale forandringer i samfundet. Wikileaks fører en antiamerikansk kampagne.«

Serie

Cablegate

Seneste artikler

  • Saudi-Arabiens frihjul

    14. december 2010
    Det vakte opsigt da seriøse aviser som The New York Times, The Guardian og - i al beskedenhed - Information citerede, hvad Wikileaks-dokumenter havde at fortælle om det tætte, ja, intime saudi-amerikanske forhold
  • Italiensk-russisk alliance gør EU sårbar på energiområdet

    14. december 2010
    Afsløringer fra Wikileaks understreger, at Berlusconis energipolitiske samarbejde med Putin skader amerikanske og europæiske interesser
  • Rusland ønsker at lægge låg på NATO-afsløring

    8. december 2010
    NATO's hemmelige beredskabsplan mod et russisk angreb på Baltikum og Polen har foreløbig ikke affødt kritiske reaktioner fra Kreml. Strategien om at lade som ingenting tjener Ruslands interesser, vurderer professor
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Wikileaks lever fortsat på nettet - husk folkenes ret til information...

http://213.251.145.96/

Vedrørende henvisning fra Frederik Hougaard

Tak for linket til artiklen i Politiken. Angående opfordringen til herværende dagblads redaktion, skal det nævnes, at to af de tre primære kilder til artiklen er henholdsvis Informations chefredaktør Christian Jensen, og DR's Lasse Jensen, der også fungerer som fast kommentator for Information.

Debatvært
Espen Fyhrie

Ristinge, politkerne bliver ved med at skubbe grænserne for overvågning. Det er en invasion af borgernes privatliv.
Men når det samme sker for dem, så er det åh så slemt, og verden er ved at gå under af den grund.

Er dobbeltmoral dobbelt så godt?

Og i spørgsmålet, hvor er magtmisbruget - jamen det fortsætter - Amazon har fjernet Wikileaks fra deres server efter henvendelse fra den republikanske senator Liebermann, og nedlæggelsen af Wikileaks sker under henvisning til uspecificerede krænkelser af "terms of use".

Og for lige at gøre Wikileaks position klar - Wikeleaks har ikke stjålet nogle dokumenter fra USA.
De har fået dokumenter udleveret af en whistleblower, som de herefter stiller til rådighed for offentligheden.

De ved ikke nødvendigvis hvem whistlebloweren er - idet når materialet går gennem Wikileaks system bliver det krypteret, således at whistleblowerens identitet også er sløret for Wikileaks.

Således er det blevet mindre farligt at være whistleblower, idet man er fri for at møde journalister i en parkeringskælder for at overlevere materialet.

Hvis Frank Grevil, der jo sagde sandheden og blev idømt fængsel herfor, havde benyttet Wikileaks var han næppe blevet spjældet.

Og alle disse bekymrede røster fra system- og regeringsstøtter, om at nu bliver det bare endnu mere lukket - jamen, det er det da i forvejen.
Disse oplysninger er jo ikke udleveret med State Deparments gode vilje eller medvirken.

Angrebet mod WikiLeaks kommer nu ikke kun fra USA - Der Spiegel skriver, at Frankrig også forsøger at jage organisationen ud af landet:

http://www.spiegel.de/netzwelt/netzpolitik/0,1518,732688,00.html

Der må virkelig være noget at komme efter.

The Empire Strikes back - så nu ved vi hvem der er inde i Darth Vader ;-).

State Department har blokeret adgangen til Wikileaks på deres interne computere.
Naturligvis under henvisning til at der er tale om klassificeret materiale, der ikke er afklassificeret.

Alle offentligt ansatte i USA, er advaret mod at gå på Wikileaks, heller ikke på deres hjemmecomputere.
Under henvisning til at der er tale om klassificeret materiale.

Studerende på Columbia University’s School of International and Public Affairs, har i en intern mail fået en advarsel om ikke at gå på Wikileaks, da det kan betyde at de ikke senere vil kunne blive ansat i offentlige stillinger.

kilde: democracynow.org

Hvor er magtmisbruget, jamen, det foregår lige foran øjnene på os...

Ja, nu varer det nok ikke længe før vi får koden til insurance filen..

Håber de lige laver en lignende fil på det ventede "bank læk"

Sider