Kommentar
Læsetid: 7 min.

Mens vi venter på kapitalisme 4.0

De systemfejl, som finanskrisen afslørede, betyder, at vi ikke bare kan vente os småjusteringer, men står over for en helt ny fase i kapitalismen, siger den belgiske økonom Marc De Vos
De systemfejl, som finanskrisen afslørede, betyder, at vi ikke bare kan vente os småjusteringer, men står over for en helt ny fase i kapitalismen, siger den belgiske økonom Marc De Vos
Udland
13. november 2010

»It's the end of Fukuyama,« proklamerer Marc De Vos med et lille grin. »Til gengæld er historien tilbage, og et nyt kapital er gået i gang.«

Marc De Vos, leder af det uafhængige belgiske institut Itinera Institute, er inviteret til København af Dansk Institut for Internationale Studier i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog, After the Meltdown - The Future of Capitalism and Globalization in the Age of the Twin Crises.Når han bruger Francis Fukuyamas bombastiske sprogbrug til at lægge selvsamme i graven, er det fordi, der ifølge Marc De Vos er ligeså store og grundlæggende forandringer i gang som dengang i slutningen af 1980'erne, hvor Fukuyama erklærede kapitalismens endelige sejr med bogen The end of history.

Men hvad er den nye version så?

Som Marc De Vos med den iøjnefaldende butterfly går energisk frem og tilbage foran skærmen med projekteret billede af brændende banker og brandmænd, der prøver at slukke ilden med dollarsedler, påstår han ikke at have en krystalkugle. Han påstår ikke engang at vide meget mere end alle mulige andre - »Husk, økonomer er dem, der i morgen kan fortælle, hvorfor de tog fejl i går,« - men med hans egne ord kan han lide at smide klatter af erfaringer op på et hvidt lærred og se, hvad der kommer frem. Og kaster man med erfaringer fra krisehåndteringen i halen på det finansielle sammenbrud, tegner der sig et billede af en ikke bare revideret version, men en helt ny type kapitalisme:

»Kapitalismen 4.0 er i mangel på bedre ord 'statskapitalisme',« lægger De Vos ud. Og det har vi i Vesten ikke helt selv kontrol over. Kortene er nemlig givet om.

»Hvor det, så langt tilbage vi husker, var os, der lærte de andre, hvordan man lavede gode samfund, er det nu os, der lærer af dem - ikke mindst af Kina,« siger Marc De Vos.

Staten

Når De Vos kalder den nye kapitalisme for 4.0, er det fordi, han ser tre foregående hovedperioder med et utal af underversioner. Ført laissezfair-kapitalisme, så den Keynes-inspirerede periode, der blev afløst af den neoliberalisme a la Washington-konsensus, der fik sit endelige sammenbrud med finanskrisen. Det, som primært vil komme til at tegne den nye kapitalisme, er, at staten er tilbage – ikke bare som regulerende instans, men som direkte spiller i økonomien. Og det var krisen, der inviterede staten tilbage i varmen.

»Da man så økonomien falde som en sten, og nogen måtte stoppe det, vækkede man Keynes fra de døde og læste ham sådan, at jo større man var, jo flere penge skulle man have. Det eliminerede alle tidligere regler, der sikrede den enighed, der hidtil havde eksisteret om fordelene ved at lade falde, hvad der ikke selv kan stå,« siger Marc De Vos og minder om hvor hastigt, man glemte alt det, man tidligere havde råbt op om ved enhver lejlighed. »Havde USA smidt 100 milliarder dollar ind i bilindustrien før 2007, havde telefonerne kimet i Geneve. Alle havde klaget til WTO,« siger han.

Men uanset hvor mange penge præsident Obama ellerde europæiske statsledere vælger at pumpe ind i bankerne og erhvervslivet, vil de altid være et skridt bagud: »For Kina er kongen af kapitalismen 4.0. Og de ved, at de har nøglen til fremtiden.«

Hastværk

Marc De Vos er bekymret for, hvad han ser som en for stor utålmodighed i den globale økonomi.

»Først sagde vi: Vi må undgå total nedsmeltning. Det gjorde vi. Så ville vi for alt i verden afværge recessionen. Det skete, men i samme åndedrag sagde vi: Vi må undgå stagnation, og så skulle vi her og nu kæmpe for at undgå kun at vokse lidt. I 2010 vil vi ikke alene have vækst. Vi vil sikre fremtidens vækst, og den hedder for tiden ’grøn økonomi’,« siger Marc De Vos i et tempo, så selv tilhørerne bliver forpustede. Han er bekymret for det meget hastværk, da det kan lede til rigtig dårlige beslutninger.

»Tag ikke fejl, jeg er stor tilhænger af tanken om en grøn økonomi, men bliver den skabt af store spillere som stater, der samtidig har en række geopolitiske mål, kan vi komme til at skabe løsninger, som vi om 20 år indser er dårlige,« siger han.

Våbenkapløb

Og det minder lidt om tidligere tiders nationale kapløb – nu bare i klimaets navn:

»Ved hjælp af stimulipenge er der blevet skabt et nyt våbenkapløb, hvor staterne konkurrerer om at finde fremtidens teknologi, og hvor der har etableret sig en forestilling om, at sådan noget kan skabes ved dekret,« siger De Vos.

Han nævner den britiske regering, der for nylig proklamerede, at den britiske stat ville skabe et nyt Silicon Valley i en forstad til London.

»Fint nok, men Silicon Valley kom altså ikke til verden ved dekret. Den var et resultat af gode ideer og en masse, der prøvede og fejlede,« siger han. Men der er ting, der er farligere end overoptimisme med hensyn til statens evner til at skabe innovative miljøer.Igen fremhæver han Kina:

»Kina skubber på de grønne teknologier, der ikke nødvendigvis er de bedste, men som kræver netop den eneste naturressource, de har næsten monopol på, nemlig mineraler. Derefter lukker de for eksporten af mineraler og siger i stedet: Kom til Kina, så kan I få det, men overlad rettighederne til teknologien til os,« forklarer De Vos, der igen føler behov for at understrege, at han altså ikke er ude i et ærinde, der sigter på at holde værdierne og beslutningsmagtenb hos de gamle magter i Vesten.

»Jeg synes, det er dejligt for kineserne, og jeg ønsker virkelig, at det går dem godt. Men de skal spille fair spil.«

Plukke kirsebær

Når De Vos gentagne gange understreger, at han ikke vil gøre sig til dommer over, om f.eks. den kinesiske statskapitalisme er en farbar vej eller ej, er det, fordi han mener, at en af de helt store kameler, som Vesten må sluge, er, at størrelser som demokrati og det frie marked ikke er universelle værdier. Det er vestlige opfindelser, som andre ikke nødvendigvis byder ind på, så det nytter ikke blindt at forudsætte, at vi arbejder i samme retning eller at tvinge andre ind på vores kurs: »Vi må finde ud af, hvor vi står og kæmpe for det, som vi ønsker.«

For det er ikke alene kapitalismen som vi kender den, der står for skud. Det er også demokratiet i klassisk forstand og ikke mindst den højt skattede globalisering, der er under hastig forandring.

»I en lang periode var der bred intellektuel konsensus om, at det var den rigtige kurs. Og det var på mange måder et mirakel: I 10 år i træk blev der hvert år globalt set skabt 40 millioner job!«

Institutionernes kollaps

I dag er de multilaterale institutioner kollapset og med dem reglerne for ordentlig global opførsel, mener De Vos, der fremhæver, at vi siden slutningen af 1960’erne og frem i snit har haft tre reviderede handelsregler pr. årti, men ingen de seneste ti år og en DOHA-runde, der synes totalt død.

»Fra at vi alle var i den samme båd i samme retning, er der i dag tale om kirsebærplukning.

’Åh, Brasilien har olie. Vi laver en aftale med Brasilien’. ’Ih, Rusland har gas, vi handler den af med Rusland’,« remser han op og sender en bredside til de forhandlinger i G20, der i disse dage løber af stablen i Sydkorea.

»Finanskrisen blev den turbulens, der fik flyet til at styrte, og først her opdagede vi, at ikke alene havde flyet ingen pilot, det havde ikke engang et cockpit,« lyder hans malende beskrivelse af de måneder, der ledte frem til de første G20-redningsplaner.

»På vej ned valgte nogen at ty til en faldskærm, som hed nationale løsninger, andre begyndte at bygge et cockpit. G20 var et af de cockpit, der blev improviseret på vej ned under stor turbulens,« siger Marc De Vos.

En anden side

Mens arrangørerne kigger på urene og høfligt prøver at give tegn til De Vos om at stoppe talestrømmen, vokser listen på lærredet af dårligdomme, som ikke mindst Europa og USA står over for. Mangel på energi, tyngende gæld, ældrebyrde. Og vi har ikke andet svar på at løse dem end at skrue op for brandhanen med penge.

»Vi står i et moralsk, intellektuelt, politisk og institutionelt vakuum. Og mens Vesten taber, vinder de andre,« fastslår De Vos.

Han underskylder listens længde. »Jeg kan godt forstå, hvis I vil kalde mig Mr. Apocalypse, men der er faktisk en anden side af historien.« Han trykker på computeren, og under den lange liste af katastrofer i sorte bogstaver hopper en linje lystigt frem i lilla:

»Fire milliarder mennesker i Den Tredje Verden vil få det meget bedre«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er synd at tænke på at små forandringer i kapitalismen fortsat er den foretrukne økonommiske mekanisme til at bevare kapital og jordejernes magt overfor befolkningerne. Det er spøjst at økonomer er så begrænset i deres tankegang; at de automatisk forudsætter at flere penge til de rige betyder bedre levevilkår for resten af de 99,9998% af Jorden befolkning. Facinerende.

Det svarer til at stå på kanten af middelalderen og diskutere hvilke slags feudalsystem der fungerer bedst. Der findes flere muligheder. Der findes rigtig mange andre muligheder... sågar flere som er reelt livsduelige.

Hvis menneskelig intelligens som genetisk egenskab skal overleve her på jorden skal der andre boller på suppen.

Henrik Sarpsborg

Det er et kæmpe selvmål at staten skal se sig selv som spiller på et marked.

For det første skylles demokratiet ud med badevandet, og for det andet kan staten slet ikke "konkurrere" uden at ødelægge konkurrencen på markederne, fordi den gundlæggende kun kan klare sig i kraft den folkevalgte magt og at den har et forspring i form af infrastruktur, ejendom mv. Når disse ligeså stille er blevet udhuldet er folkets magt også væk, og dermed kan vi se frem til det rene ragnarok.

Marxisterne må gnide sig i hænderne over "udviklingen".

Det bedste vi kan håbe på, er at alle tager fejl.

De Vos (hvem er han?) ved åbenbart ikke, at Trotskif allerede så tidligt som i 1930erne lavede ansatser til en kritik af den statskapitalisme han så udfolde sig ganske langsomt i Sovjet-Unionen. Og i 1946 eller 1947 udgav han en bog om dette emne.

Andre kalder denne form for kapitalisme for 'konkurrence-staten'. Den styrende idé er at stater konkurrerer om ressurser mv. - og derfor skal alle sænke skatterne, og lave alting om, så alle lande kommer til at ligne USA økonomisk og DDR rent socialt og overvågnings-mæssigt. Og staten skal spille en aktiv rolle i denne forandring.

Og nej, marxisterne (there's no such thing or people, remember) fryder sig ikke over udviklingen. Måske nogle byrokrat-typer før, men de havde jo også frydet sig over alt muligt andet.

Kina lokker med en ting, som virksomheder er villig til at opgive deres rettigheder til deres Intellectual Property for; lave lønninger, en arbejds-styrke, banket på plads af staten. Og hvis folk gør oprør eller stiller sig i spidsen for at afsløre f.eks. en mælke-skandale smider man dem da bare i fængsel. Det er den kinesiske statskapitalisme.

Og ang. demokrati og frie markeder er det altså længe siden, at vi har haft frie markeder. I dag bestemmer multi-nationale korporationer (firmaer) stort set varens pris over hele kloden. Mht. demokrati har vi jo i dag ikke et ægte demokrati, men et følelses-fortolkende og styret demokrati, hvor medierne dygtigt spiller med....Og minder os om, at det skam ikke handler om substans, men om troværdighed og personlighed...

Også selvom der nedenunder disse personligheder ligger dramatiske komflikter om hvorhen samfundet skal bevæge sig...

jo statskapitalisme er vejen frem: en alliance mellem statsmagten og de store elementer i privatkapitalismen (frit efter mussolini). Nu har de tilstrækkeligt med styr på samfundene og har trynet socialismen tilstrækkeligt til at vi kan få venlig fascisme, hvor vi stadig vil have alle de bedste elementer af skindemokratiet.

Vi har brug for ejerformer, der stiller medarbejderne lige, kooperation fremfor korporation, andel fremfor aktieselskaber. Hierarkiernes tid er snart forbi, kan vi håbe.

Karsten Johansen

Kapitalismen er kort og godt et fanatisk og besatt forsøk på å få naturens produksjon til å rette seg etter rentefunksjonens eksponensielle vekst mot uendelig - en øre investert til en latterlig lav rente i en tenkt bank i år 1 ville idag tilsvart en verdi i gull som en gullkule på størrelse med solsystemet. Dette eksempel illustrerer presist kapitalismens totalitære og utopiske galskap (som også Lenin f,eks. var grepet av da han etter sin maktovertakelse fablet om "pissoarer av gull" osv. (Det var fø. Lenin som 1921 definerte det sovjettiske systemet som "statskapitalisme under proletariatets diktatur", på et tidspunkt hvor det forlengst var klart at dette diktatur var topp-parti- og statsbyråkratiets diktatur og intet hadde å gjøre med Marx' visjon om et radikalt rådsdemokrati).

Det som trengs er et strengt rådsdemokratisk (dvs. med radikal tilbakekallelsesrett av valgte representanter i lokalforsamlinger og nasjonale forsamlinger og med hyppige elektroniske folkeavstemninger på alle nivåer) overstyrt markedssystem uten den storformuende privateiendom (og arv av veldig store formuer), uten rentebærende lån eller med en automatisk nedskrivning av lån over tid = en pengeverdienes parallell til naturens forråtnelse og død. Under kapitalismen har penger evig liv, sjøl om inflasjon, konkurser, krakk osv. er et kaotisk/spontant forgjeves systemisk forsøk på tilpasning til naturlovene.

En grunnforutsetning for et slikt system vil være at det erobres reell samtalefrihet, dvs. at mediaturet til tre-fire globale mediekapitaler brytes (deres eiendom konfiskeres av fellesskapet og redistribueres med radikal sosial profil) og at den av disse diktatorisk styrte og sensurerte nyhetsstrømmen avbrytes til fordel for fri informasjons-, menings- og tankeutveksling i åpne nettfora osv. der valgte representanter ivaretar ordstyrerfunksjoner. Reklame forbys helt og erstattes av saklig produktinformasjon etter klare kriterier - et gigantisk energi- og tidssløseri kan fjernes ved dette, sammen med 99 pst. av de innbildte "samfunnsproblemene" som nå diktes opp i et profittjagende sensasjonsmakeri og reklame som forlengst har kvalt all fornuftig offentlig samtale i en kakafoni av hvit støy og uhemmet løgn.

Karsten Johansen

Tilføyelse: NB. det er en kakafoni, men den er samtidig ekstremt enstonig, fanatisk/klasseinteressediktert og monofon, til forskjell fra den polyfone og rolige samtalen som vil bli mulig først når sensasjonsdilla avskaffes og erstattes med de langt rikere muligheter av reelle menneskelige opplevelser og skuffelser osv. som er livets egen strøm.

Lige en rettelse...

Kina har altså ikke monopol på nogen mineraler. De er rent faktisk ret fattige på naturressourcer i almindelighed.

Det de har er at FOR ØJEBLIKKET er de de eneste der udvinder 'rare earths' i stor stil, men det er udelukkende pga. at de har de laveste lønninger og ser gennem fingre med miljøet.
'Rare earths' er faktisk ikke så sjældne, men findes over hele verden. Der er lige for øjeblikket mindst 3 steder i verden hvor man er ved at sætte produktion af dem i gang, og skulle Kina lukke helt af er det kun et spørgsmål om relativ kort tid før der kommer andre producenter.
De er selvfølgelig dyrere pga. lønninger og miljø-omkostninger, men det er ikke noget større problem (i den samlede fremstilling er råstofferne en minimal del).

Nemlig Morten, det er den billige arbejdskraft og manglende miljøpolitik som de piver over. Så ret beset gør Kina Jorden og os alle sammen en tjeneste.

Hvad har vi af livsnødvendigheder som romerne ikke havde?

Kapitalismen vil givet bryde sammen. Kapitalisme byggede i første halvdel af det 20. århundrede på frygten for nabostaternes stålkapitalister og militarisme, og i andet halvdel på atomfrygten under den kolde krig. I det 21. århundrede er der intet at frygte. Fraværet af kapitalismens drivkraft - frygt og militær - vil betyde at folk vil kræve deres frihed og gøre at de kapitalistiske mega-landbrug kolapser, sammen med korporationerne. Efter det store kollaps vil der blive plads til småvirksomheder i små håndværker- og bondesamfund...

...med en nøje afstemt vind og soldrevet elektricitetsproduktion, der kan drive vores internet, med deraf følgende letindustri.

Kapitalismen har givet os meget, men hvad giver kapitalismen os, som vi ikke kan undvære, eller som en håndværker ikke kan lave?

Hvad er kapitalismens fremtidsdrømme?

Forlængelse af livet viser sig at være en forlængelse af alderdommen.
Privatbilismen giver ikke den forventede frihed, kun støj og forurening.
Sygdomsbekæmpelse kræver ikke en mega kapitalistisk produktion.

Måske bør vi trods alt vedligeholde et mindre rumprogram som gør at vi kan imødegå en truende komet.

Jens Holger Laursen

Kapitalismen - uanset version - har kun én vinder; nemlig bankerne.
Den revision vi har brug for er vel en demokratisering af kapitalen.
Heldigvis er penge en arbitrær størrelse. Det er altså ikke umuligt at afskaffe rentebegrebet og det alt fortærrende vækst-tyranni, som i sidste ende kun gavner en lille finanselite.
Er der ikke et geni derude, der kan formulere en idiotsikret økonomisk model, hvor kapitalen ikke samler sig?

John Houbo Pedersen

Når man nu ikke kan styre de der arbejder p.g a. (demokrati og uddannelse) Finder kapitalen billig villlig arbejdskraft i globaliseringens hellige navn. Det giver billige varer. Det svarer til at fodre hunden med sin egen hale. At de så koster en masse olie i transport, ok det løses med CO2 kvoter. At der ikke er demokrati
i Kina: Det skider vi på, blot det kan betale sig!

En formodning på et lavt og jordnært niveau.

Marc De Vos har tilsluttet sig den sværm af Føniksyngel, som flyver af redeasken hen over alverden for opsøge og beundre kapitalmagten blandt alle andre rarieteter, så gevinsten igen overstråler den menneskelige forarmelse. Hellere lade falde, hvad ej kan modstå, og tilbyde sin assistance til den stærkeste og største fra rækken af Smith-Keaynes-Friedman.
'Grøn økonomi' er blot en sten på vejen til den evige vækst for de rige. At Vesten ikke kan henvise til 'demokrati' har Vesten ustandselig selv udelukket, men at Marc De Vos påstår, at 'det fri marked' ikke længere er en universel størrelse, kan vise sig at blive en slem misforståelse, som både USA og De Vos må bøje sig for. Derfor indestår WTO og hele dets politiske følge.
Hvorfor tror man, eksempelvis i den politiske rækkefølge, at USA med Obama nu vil garantere Israel hele Jerusalem som hovedstad og nedlægge veto i FN? Måske det er kapitalisme 4.0? - jøderne kaldte det dansen om guldkalven.

Min sympati og empati holder med demokrati, ingen tvivl om det. Men ser man historisk på emnet, er der ikke gode udsigter for denne styreform. Hvor i verden har demokrati nogensinde holdt sig stabilt i længere end ca. 10 menneske generationer? Og der mangler også nogle klare kvalitetskriterier.
Således havde de antikke demokratier som vi så ofte bruger som reference, et menneskesyn som i dag ville sende dem straks til Menneskerettigheds domstolene. Som anklagede.
Personligt, altså jf. mine personlige kvalitetskriterier vil jeg ikke betegne USA som et demokrati. Det er jo simpelthen pengene der bestemmer hvem der kan få et demokratisk embede i USA.
Og netop denne verdensmagt har sat sig til opgave at konvertere resten af verden til "demokrati" med ild os sværd, hvis økonomisk afpresning ikke skulle gøre jobbet.
Jeg har på fornemmelsen at "demokrati" i dag er intet mere end neoliberalismens bulldozer, der skal bane vejen for "globalisering" dvs. kapitalens uhæmmede bevægelsesfrihed.
Og hvad er egentligt forskellen mellem et et-parti diktatur og et to-parti demokrati? det må være .... et parti.
Vores danske demokrati, som ellers klarer sig godt ifht. mine personlige kriterier, er kraftig under pres fra meningsmålingerne. I stigende grad laver vores demokraktisk valgte repræsentanter politik ikke i overensstemmelse med deres valgløfter eller partiprogram/holdninger, men efter hvor meningsmålernes vinde lige nu blæser fra.

Jeg er kommet mere og mere til den overbevisning at det er den kinesiske model der vil vise sig stærkest på sigt og at ikke kun neo-liberalismens dage er talte men også at vores vestlige demokrati model har spillet fallit, da det i dag er så tæt knyttet til neoliberalismen at det er blevet umuligt at adskille den ene fra den anden uden at den anden forbløder.

ROMED BUCHER. skriver---

Hvor i verden har demokrati nogensinde holdt sig stabilt i længere end ca. 10 menneske generationer ?

næ, men er det ikke sådan at alle imperier dør før eller siden.
se her.--
http://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Forhenv%C3%A6rende_imperier

har der nogensinde været et imperium, der ikke blev holdt oppe af slave økonomi/billig arbejds kraft.?

det demokratiske forsøg, varede kun kort, i forhold til de mange tusinde år, hvor slaver skabte rigdom for magthaverne.

demokratiet, var et famlende barn, i forhold til det gennemprøvede, det var nemt at nakke det.

havde det været omvendt, at demokratiet havde haft magten i årtusinder, så var det nok ikke gået sådan.

det ville være spændene at se hvad det havde udviklet sig til hvis, demokratiet, havde overlevet børnehave stadiet, for længere kom det ikke.

så hvad var det kapitalismen jublede over at have overvundet?, det letteste/det svageste, som den plejer, nemlig et barn.!

venligst. kl