Læsetid: 7 min.

Militærets nye klæder

Er verdens ældste militærdiktatur endelig på vej mod demokrati, eller er det første parlamentsvalg i 20 år i Myanmar en ren farce?
Er verdens ældste militærdiktatur endelig på vej mod demokrati, eller er det første parlamentsvalg i 20 år i Myanmar en ren farce?
3. november 2010

MYANMAR - Et nyt flag vajer over Myanmar. Landet har netop officielt skiftet navn og står foran et historisk parlamentsvalg.

'Begyndelsen på en ny æra', 'På vej mod en ny guldalder', 'En stemme for en ny nation' lyder det i floromvundne digte trykt i militærregimets propagandaavis, New Light of Myanmar, med henvisning til den 7. november, hvor borgerne skal stemme til parlamentsvalg.

Men begejstringen kan ligge på et lille sted hos den hårdtprøvede befolkning.

»Det er det samme styre bare i ny forklædning,« lyder det fra 47-årige Myo Naing, en tidligere skolelærer fra en lille by i den centrale del af landet. »Intet vil ændre sig, bare fordi de skifter uniformerne ud,« siger han. Her i området beder folk hellere til Buddha og ofrer til de 37 lokale ånder end tillægger militærstyrets nyeste inkarnation nogen særlig betydning som katalysator for fremgang og forandring.

Det seneste valg i 1990 gav en jordskredssejr til Den Nationale Liga for Demokrati - partiet, der blev ledet af modtageren af Nobels FredsprisAung San Suu Kyi. Det dengang forbløffede militærstyre nægtede at overgive magten til de folkevalgte og indledte i stedet en langstrakt proces, der inkluderer en ny forfatning og giver militæret en central rolle i landets ledelse. 'Syv skridt til demokrati' kalder de planen, der skal lede til 'disciplinblomstrende demokrati'.

Alle andre end dem

Men Yangons gader ligner ikke en storby midt i en historisk valgkamp. Der er meget få valgmøder, og man skal lede længe efter en valgplakat. Finder man en, er der store chancer for, at den reklamerer for det altdominerende Unionens Solidaritets- og Udviklingsparti, der er grundlagt af militærstyret.

Grænserne mellem partiet og militærstyret er mere end flydende. De fleste af landets ministre, ledende forretningsfolk og andre af generalernes mænd er kandidater for partiet og har de seneste måneder haft travlt med at lægge de grønne militæruniformer og dertilhørende titler på hylden for at trække i civilt tøj. Men ministertitlerne har de indtil videre beholdt, og regeringsapparatet bruges i stor stil som valgkampagnemaskine.

»Jeg vil stemme på alle andre end dem,« forklarer en ung mand først i 20'erne med henvisning til partiet. Han er fra en fattig landsby i den sydlige del af landet, men er draget til storbyen, hvor han bor gratis på et kloster.

»De snyder og bruger deres magt for at vinde,« siger han.

Ingen munkerevolution

Klostret ligger ved foden af den gigantiske guldbesmykkede Swedagon-pagode, der også var samlingspunkt for det store munkeoprør i september 2007. Oprøret blev af militæret brutalt slået ned i gaderne uden for det lille kloster, men kort tid efter blev forfatningsafstemningen annonceret. Her tre år senere er der ikke megen revolutionslyst at spore blandt munkene og deres meddemonstranter. Munke - og andre religiøse overhoveder - har ikke ret til at stemme ved parlamentsvalget efter parolen 'politik for sig og religion for sig'. Men de fleste er også ligeglade.

»Jeg er ikke interesseret,« siger en af munkene kort.

Valgkredsen i kvarteret ved klostret er ellers en af de symbolsk vigtige valgkredse. Militærpartiet har netop åbnet en gratis sundhedsklinik og delt gratis t-shirts ud til gadehandlere mod et løfte om stemmer. Det næststørste parti, Det Nationale Enhedsparti, der traditionelt støtter militæret, men har rødder i landets socialistiske fortid, har valgt at udstyre et par cykel-taxachauffører med t-shirts. Og lige rundt om hjørnet ligger det uanseelige hovedkvarter for Den Nationale Liga for Demokrati. Dets røde flag med den symbolske kæmpende påfugl vajer stadig - på trods af, at partiet er blevet opløst ved lov, da det ikke opstiller til valget, som det anser for udemokratisk.

Som under valgkampen i 1990 er partiets leder, Aung San Suu Kyi, under husarrest i sit hus ved bredden af Inya-søen i Yangon. Hendes nuværende husarrest udløber en uge efter valget, og det forlyder, at hun vil blive løsladt. Men under hvilke betingelser er uklart. Vil hun, der er beundret for sin kompromisløshed, være villig til at samarbejde med militæret? Og tør styret overhovedet slippe hende fri?

Et spædt demokrati

Mange politiske kræfter ser valget som mangelfuldt, men trods alt det første spæde skridt mod en langsom demokratiseringsproces. En uafhængig parlamentskandidat ser det ligefrem som sin moralske og historiske forpligtigelse at stille op.

»Mine venner er vrede på mig. De siger , at det bare er Than Swes (Myanmars leder,
red.) show. Men det er en kompleks situation. Jeg er bekymret for min egen sikkerhed, men jeg er mere bekymret for truslen mod det politiske system. Hvis det bryder sammen, så vil militæret regere i endnu 50 år.«

Som andre i den veluddannede politiske elite mener han, at parlamentet - trods alle begrænsningerne - vil være bedre end det nuværende enemandsvælde under senior-general Than Swe. På lang sigt kan det åbne op for debat og en deling af magten, mener han.

Et ledende medlem af et af de mange små etniske minoritetspartier beskriver sig selv som en 'forsigtig optimist' og udtaler: »Muligheden er ikke stor, men vi bør gribe den. Styret vil for en tid helt sikkert opføre sig som før, men 'strammerne' i militæret er ved at blive gamle, og den nye generation af officere er ikke helt hjernevaskede. De første fem år (valgperiode,
red.) er en lærings- og en tillidsopbyggende proces. Men vi ønsker alle sammen forandring - selv soldaterne.«

Ikke frit eller retfærdigt

Trods militærstyrets forsikringer om det modsatte forventer politiske kandidater og iagttagere, at valget langtfra bliver frit og retfærdigt. Magtbalancen er allerede tippet kraftigt til styrets fordel. Det mægtige Unionens Solidaritets- og Udviklingsparti er bygget direkte på styrets tidligere sociale masseorganisation, der efter sigende har 24 millioner (mere eller mindre tvungne) medlemmer og har overtaget dets organisations- og pengemaskine. Det andet store parti, Det Nationale Enhedsparti, har også en solid finansiel baggrund, mens oppositionen af såkaldte 'demokratiskle partier' eller 'etniske minoritetspartier' kæmper en sej kamp for at samle penge ind til opstilling af kandidater og valgkamp. Den korte valgperiode og strikse regler for kampagneaktivitet er også en hindring.

Dette har resulteret i, at de to store militærtro partier samlet har kunnet opstille mere end 2.000 kandidater - mens ingen af de øvrige partier har kunnet mønstre mere end 150 kandidater. Derudover er 25 pct. af mandaterne i parlamentet allerede reserveret til personer, der er udpeget af militæret. Derfor antager mange, at militærstyret allerede inden valget er sikret flertal i parlamentet. Men regnestykket er ikke helt så simpelt. Der er en reel mulighed for, at Det Nationale Enhedsparti bliver 'gedens svingende testikel' (myanmarsk for 'tungen på vægtskålen') i det nye parlament. Og måske er partiet ikke helt så militærtro som antaget.

Nye alliancer kan opstå på tværs af tidligere skillelinjer. Men det forudsætter, at der ikke snydes ved stemmeoptællingen. Og kun få tror på det scenarie.

»Vi er ikke dumme. Vi ved, at valget ikke bliver frit eller retfærdigt,« udtaler det ledende medlem af det etniske oppositionsparti. Han tror dog, at styret vil lade ham vinde i sin valgkreds, hvis han får flest stemmer, fordi han har gode kontakter til ledende militærfolk. Mange iagttagere er bekymrede for valgsvindel eller pression. Styret har udelukket eksterne valgobservatører, og den internationale presse er blevet forment adgang.

Ny borgerkrig lurer

Snyd eller ej, så står oppositionen svagt. Flere etniske minoritetspartier er blevet nægtet opstilling i en magtkamp mellem militæret og de etniske grupper, der udgør ca. en tredjedel af befolkningen. Inden valget har styret forsøgt at tvinge de væbnede etniske grupper, der for det flestes vedkommende har haft en våbenhvile med militæret siden 1990'erne, til at opgive våben og territorium og blive indlemmet i regeringshæren. Men de etniske grupper vil først have garantier fra en ny regering om begrænset selvstyre og minoritetsrettigheder. Og tiden er ved at rinde ud. I ugerne inden valget er der blevet grundigt rustet op på begge sider af fronten - soldater og våben er kørt i stilling. Så mens valgstederne klargøres, lurer frygten for en ny borgerkrig
.

I Swedagon-pagodens skygge går livet videre. Den gamle ledende munk på klostret er - som resten af befolkningen - forundret over det nye flag og landets nye navn. Det skulle først være blevet indført, når det nye parlament træder sammen, og den nye forfatning træder i kraft, men uden varsel blev der den 21. oktober kl. 15.33 holdt flaghejsningsceremonier landet over. Tallet tre er lykkebringende, og landets enerådende - i hvert fald lidt endnu - øverste militære chef er kendt for at være overtroisk.

»Forhåbentlig er hans og hans folks tid snart forbi,« siger munken. »Der vil komme nye flag og nye regeringer, men det bringer ikke nødvendigvis forandring. Vi tror ikke på en bedre fremtid, men vi håber stadig.«

Sofie Nymark er et pseudonym. Journalistens navn er redaktionen bekendt

Myanmar står over for det første parlamentsvalg siden 1990, men begejstringen i befolkningen er behersket, og landet over - f.eks. her i Yangons gader - er det svært at se, at man er midt i en historisk valgkamp. Ved det seneste valg fik partiet Den Nationale Liga for Demokrati - ledet af modtageren af Nobels Fredspris Aung San Suu Kyi - en jordskredssejr, men militærstyret nægtede at overgive magten til de folkevalgte. Foto: Christian Holst/scanpix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu