John Boehner, der står til at blive den nye republikanske formand for Repræsentanternes Hus, anses for en af Washingtons mest lobbyistvenlige politikere med en central position i den amerikanske hovedstads tætte netværk af interessegrupper og koncernkapital, der søger at købe sig til politisk indflydelse.
Det altid stærkt solbrændte og golfspillende republikanske kongresmedlem fra Ohio kan blive en af de mest magtfulde politikere i Washington, når han erstatter Demokraternes besejrede ikon, Nancy Pelosi. Republikanernes store sejr ved sidste uges midtvejsvalg har reelt kronet ham som den højeststående folkevalgte republikaner. Dermed vil han komme til at stå i spidsen for den amerikanske højrefløjs kamp mod Barack Obama og de hermed forbundne bestræbelser for at få rullet mange af Demokraternes politiske resultater fra de sidste to år tilbage, herunder først og fremmest forsøget på at få omstødt den kontroversielle sundhedsreform.
Men demokrater og liberale kampagnegrupper håber på, at det omfattende netværk af rigmænd og lobbyister, som Boehner omgive sig med, måske kan slå sprækker i hans rustning. De påpeger, at han i mange år har plejet tæt omgang med velstående og hurtiglevende lobbyister. Og de pointerer, at denne fortid ikke er den sikre vej til folkelig gunst i en amerikanske offentlighed, der stadig lider under eftervirkningerne fra Den Store Recession.
»Hvis offentligheden begynder at rette fokus imod ham og alle de lobbyister, han omgiver sig med, kan han få det meget svært,« siger professor Bruce Gronbeck, en politolog ved University of Iowa.
Ingen hemmelighed
Der er givetvis et rigt materiale for Demokraterne og Boehners øvrige politiske fjender at arbejde med. Alene mandens to øgenavne synes at sammenfatte hans særlige stil. Det første er GTL og står for golf, tan and lobbyists (’golf, solbrændthed og lobbyister’), det andet er Boehnerland – et udtryk, der skal fremmane billedet af det enorme netværk af magtfulde indflydelseskræmmere i hans nærhed, som da også har doneret hundredtusindvis af dollar til hans valgkampagner og inviteret ham med på snesevis af selskabsfinansierede private ture rundt omkring i USA.
Selv gør Boehner ingen hemmelighed ud af sine lobbyistforbindelser. Engang var han initiativtager til faste møder mellem politikere og lobbyister i den såkaldte Torsdagsgruppe (gruppen er i dag opløst), hvor begge parter drøftede en fælles dagsorden: Hvordan skatterne kan nedbringes og erhvervslivet skånes for regeltyranni. Hans nære kreds af lobbyistallierede består af nogle af de bedst kendte navne i Washingtons inderkreds af power brokers.
Magtfulde mænd
En væsentlig figur er her Bruce Gates, den største individuelle bidragyder til Boehners karriere med donationer på over 70.000 dollar til hans kampagner. Gates’ kone, Joyce, var i to år chef for Boehners kampagnestab, og Gates selv arbejdede en overgang som kasserer for et af Boehners fundraising-instrumenter, The Freedom Project. Gates kan prale af en lang liste af storkunder fra det private erhvervsliv, herunder de amerikanske stålværker, og han står i dag i spidsen for ’regeringsrelationer’ i det store tobaksfirma Altria, som er moderselskab for Philip Morris USA.
Blandt de øvrige toplobbyister med tætte bånd til Boehner er Henry Gand, som har bedrevet lobbyvirksomhed for private sundhedsforsikringsselskaber og finansielle giganter som Goldman Sachs. Andre finansvirksomheder såsom Bank of America er repræsenteret af Marc Lampkin, engang konsulent for Boehner og i dag lobbyist. Og listen fortsætter: Sam Baptista, der spiller golf med Boehner, er også lobbyist og repræsenterer bl.a. Goldman Sachs og Discover Financial.
»Mange politikere har modtaget store summer fra lobbyister, og John Boehner får ganske megen støtte fra denne branche,« siger Dave Levinthal, direktør for den uafhængige forskergruppe Center for Responsive Politics.
Langt synderegister
Ganske vist har hver en politiker i Washington kontakt-relationer til lobbyister, der repræsenterer alt fra banker til fagforeninger. Men omfanget og intimiteten i Boehners forbindelser har fået mange til at hæve brynene. Og flere henviser til en berygtet episode i 1995, da Boehner ligefrem håndomdelte check fra tobaksindustrien til politikerne i Kongressen. Han undskyldte senere aktionen.
Vagthundegrupper og kritikere hos Demokraterne påpeger, at Boehner har et langt synderegister af bestræbelser bag sig på at modstå reformer, der skal stække lobbyisternes indflydelse i Washington. Og at han konsekvent har støttet de store virksomheders pres for lavere beskatning og mindre regulering af deres erhvervsaktiviteter, uanset omkostningerne for sikkerhed eller miljø.
De henviser til, at Boehner flere gange har stemt for lovforslag, som gavnede private sundhedsforsikringsselskaber, og at han har taget imod store kontantbeløb fra netop denne branche. Han har også bekæmpet reguleringer af stålvirksomheder på samme tidspunkt, som han tog imod penge fra dem. Ligesom han har overtalt den amerikanske miljøstyrelse, Environmental Protection Agency, til at frafalde en retssag mod en stålvirksomhed, der støttede ham. Skønt der ikke foreligger beviser for direkte sammenhæng mellem donationer til Boehner og specifikke politiske skridt, har antilobbyistgrupper påtalt, at de store donationer, som lobbyister og de store koncerner giver til politikerne, umuligt kan udspringe af god vilje og filantropi alene. På den ene eller den anden måde vil de ønske at få noget igen.
Konservativt livssyn
Boehner og hans forbundsfæller affærdiger dog hele denne kritik som vrede og forbitrelse hos Demokraterne over deres seneste politiske nederlag. De insisterer på, at Boehners handlinger ikke har spor at gøre med pengebeløb fra lobbyister, men alt at gøre med et ægte politisk engagement i at sikre erhvervslivets muligheder for vækst og trivsel, som udspringer af hans konservative livssyn og den hermed forbundne troskab over for det frie markeds principper.
Men antilobbyister henviser til de enorme kontantsummer, som nu strømmer ind i det amerikanske valgsystem – ofte via lobbyister – efter at en højesteretsdom for nylig afskaffede mange af de hidtidige restriktioner på finansiel støtte til politiske kampagner.
Levinthal siger, at takket være denne højesteretsafgørelse blev det nys overståede midtvejsvalg det mest overdådigt finansierede i Amerikas historie.
»Vi kan konstatere, at lobbyistbranchen får udbetalt 3,5 milliarder dollar om året for at øve indflydelse på lovgiverne. Det siger sig selv, at de dermed sikrer sig større muligheder for at få snævre særinteresser igennem, end gennemsnitsamerikaneren har,« siger han.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
