Læsetid: 2 min.

Sharons koma og israelsk skizofreni

Ariel Sharon har ligget i koma i fem år, og hans tilstand er billedet på den skizofreni, der er latent i israeleres hoveder
13. november 2010

Snart har Ariel 'Arik' Sharon ligget i koma i fem år efter en hjerneblødning i januar 2006. Israelske søgemaskiner meddeler lakonisk, at den tidligere general og premierminister 'ikke ventes at genoptage sit virke'. I går blev han så flyttet fra hospitalssengen til sin farm i Negev-ørkenen. En levende død på brudlinjen mellem virkelighed og drøm. Således er Sharons tilstand billedet på den skizofreni, der er latent i anstændige israeleres hoveder: De ved meget vel, at deres land blev først opkøbt, dernæst erobret, eksproprieret og ibrugtaget ved systematisk fordrivelse af dets oprindelige ejere. Men de troede på en utopisk drøm om et kollektivt samfund med social lighed, demokrati og kibbutzmentalitet, der om ikke retfærdiggjorde tyveriet, så dog fortrængte det på en måde, at kun ofrene for drømmen ville lægge mærke til, at myten om 'et land uden folk til et folk uden land' var ... en myte.

Det var denne myte, der efter David Ben-Gurions annoncering af den jødiske stat fra en museumsbygning i Tel Aviv 14. maj 1948, fik en ung Herbert Pundik til at melde sig som frivillig soldat, efter at Ben-Gurioans annoncering havde udløst en halvhjertet arabisk intervention.

Sharon og Pundik havde noget til fælles. Stort set jævnaldrende sloges de for en stat, der for altid udelukkede et nyt Holocaust. Pundik var menig, Sharon, født i Palæstina, var løjtnant i Haganah, den jødiske milits, der blev til Israels hær.

Fredsprocessen

Men her hører lighederne op. Sharon fortsatte karrieren som militær gorilla, for hvem ingen svinestreg havde lavmål i krigen mod 'terrorister', unge og gamle, kvinder og børn. Pundik ville tilbage til det Danmark, han kom fra, da 1948-49-krigen var forbi, men vendte tilbage til Israel som journalist. Amos Elon, en betydelig israelsk skribent, skildrer et sted, hvordan Pundik i juni 1967 var den eneste reporter i det erobrede Østjerusalem, der turde stille kritiske spørgsmål til israelernes omgående nedrivning og rydning af det arabiske boligkvarter ved Grædemuren, den jø- diske helligdom i den gamle by.

Han fik ikke noget svar, og pø om pø byttede han drømmen ud med konkret samarbejde med sine arabiske naboer. Pundik selv, hustruen Sussi, en søn og en datter har de seneste 20 år været aktivister for fred. Sønnen, Ron Pundak, var en af arkitekterne i Oslo-processen i 1993, der indledte det forløb, medierne kalder 'fredsprocessen'. Den har været i koma siden 1996, og alt tyder på den 'ikke forventes at genoptage sit virke'. Men Herbert og Sussi Pundik, nu midt i firserne, er enormt levende og holder liv i drømmen om fred. Jeg ved det, for jeg drak kaffe med dem forleden dag i Beirut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu