Smilet er stivnet, men de er stadig gode venner

BEIRUT - Ifølge de diplomat-indberetninger, Wikileaks offentliggjorde søndag, har Saudi-Arabien gentagne gange »tilskyndet USA til at angribe Iran«.

Det er bestemt en mulighed, vurderer mellemøst-eksperter, Information har talt med fra Beirut. Men der er enighed om, at Iran næppe vil reagere diplomatisk, endsige militært, på de pinagtige afsløringer af sunni-muslimske golfstaters og Jordan-Egyptens erklærede interesse i at neutralisere »det onde« og »at hugge slangens hoved af«, som Saudi-Arabiens kong Abdullah malende skal have formuleret sig til den amerikanske top-general David Petraeus i april 2008.

Dette bekræftes indirekte af den foreløbige iranske kommentar til diplomat-lækken, da præsident Mahmoud Ahmadinejad på et pressemøde mandag afviste Wikileaks som »ikke en læk, men et budskab organiseret af vestlige regeringer og Israel«. En medarbejder på den iranske ambassade i Hellerup havde heller ikke direkte kommentarer ud over, at »man undrer sig: Hvis Iran ikke eksisterede, ville de regeringer ikke have noget at tale om«.

Det shia-muslimske Iran er ramt af FN-sanktioner og er desuden mål for terror mod landets atomteknikere. I går blev den fjerde tekniker, Majid Sheriari, dræbt i Teheran, da hans bil blev beskudt af ukendte gerningsmænd. Ahmadinejad var ikke i tvivl om, at israelske og vestlige agenter stod bag mordet. Men ellers sagde han meget lidt om de aktuelle afsløringer.

Ifølge Rouzbeh Parsi, en iransk-svensk analytiker ved det EU-drevne ISS-institut i Paris, bekræfter Wikileaks »dybden af de sunni-muslimske arabiske lederes syn på Iran - og vel også, at USA og Israel ikke står alene om at søge Irans atomprogram ødelagt«.

»Og det tror jeg ikke kommer bag på iranerne,« fortsætter Parsi. »Vi kan ikke vurdere, om Wikileaks er repræsentativ for sprogbrug og holdninger, da alt jo ikke er lækket, men når Ahmadinejad bagatelliserer sagen, er det fordi en voldsom eksponering i de iranske medier også vil være en kritik af substansen i hans udenrigspolitik - som jo er en anden og langt mere skadelig end hans forgængers, den moderate præsident Khatami, der jo søgte udsoning med Vesten. En bred iransk mediedækning vil bekræfte, at Khatami var på rette spor.«

Udover Abdullah har ledere i Bahrain, de Forenede Arabiske Emirater, Jordan og Egypten tilskyndet USA til at angribe Iran militært for at forhindre iransk kernevåben-oprustning, og at det »må stoppes for enhver pris«.

Ulogisk udmelding

Elie Chalhoub, Iran-ekspert og udlandsredaktør på Beirut-avisen al-Akhbar, stiller spørgsmålstegn ved timingen af Abdullahs udmelding:

»At kong Abdullah så sent som i foråret 2008 opfordrede amerikanerne til at bombe Iran, virker ikke logisk,« siger Chalhoub.

»Det ville give mening, hvis den saudiske konge havde sagt noget sådant i 2003, ja, måske frem til 2007. Men efter det tidspunkt stod det klart for alle, at USA ikke havde den fornødne kapacitet til et angreb. Amerikanerne var overbelastede i Afghanistan og især i Irak, og Iran havde gjort klart, at 'regionen vil stå i flammer ved et amerikansk eller israelsk angreb' og havde demonstreret, at de besidder våbentyper, der kan ramme amerikanske mål i Saudi-Arabien, hvor der er amerikanske baser, i Bahrain, hvor USA's femte flåde ligger, og i Qatar, hvor det militære hovedkvarter for Mellemøsten er stationeret.«

Chalhoubs vurdering ligger således i forlængelse af den israelske forsvarsminister og tidligere general Ehud Barak, der i juni 2009 erklærede, at et militært angreb på Iran ville medføre »uacceptabel utilsigtet skadeeffekt« på civile. Barak mente dengang, at Iran inden for seks til 18 måneder ville være i stand til at fremstille kernevåben.

Af Wikileaks' materiale fremgår det, at daværende premierminister Ariel Sharon siden i hvert fald 2004-5 pressede på for at få USA til at stramme sanktionerne mod Iran samt fastholde »alle optioner« i forhandlingerne om det iranske atomprogram »og ikke vente på Europa«, som det hedder. I 2004 forhandlede Iran med 'E3' - de tre europæiske magter Tyskland, Frankrig og Storbritannien - om atomprogrammet. Det blev ændret med Ahmadinejads tiltræden i 2005, hvor atomkonflikten blev bragt op i FN's sikkerhedsråd.

Det fremgår endvidere af Wikileaks-materialet, at israelske militære ledere var (og måske stadig er) skeptiske ved at lade israelske kampfly angribe Iran, bl.a. fordi man ikke ved, hvor alle målene befinder sig.

Hizbollah-faktoren

En anden faktor i den interne net-debat mellem diplomater fra Israel og USA er Libanons Hizbollah-milits, der allieret med Iran råder over missiler, som kan nå de vigtigste israelske byer, og som Israel ikke fik nedkæmpet i den 33 dage lange Libanon-krig i 2006.

Tværtimod har Barak siden sagt, at Hizbollah nu er endnu bedre bevæbnet end før krigen. Hvilket igen kaster lys på den amerikanske bestræbelse på at rehabilitere Syrien efter mordet på den libanesisk sunnileder Rafik Hariri i 2005. Amerikanerne håbede, bekræftes det nu af de lækkede dokumenter, at Syrien kunne overtales til at bryde med Iran og stoppe Teherans våbenleverancer til Hizbollah. Som New York Times skriver: »En uge efter at [Syriens] præsident Bashar al-Assad lovede en amerikansk topembedsmand, at han ikke ville sende 'nye' våben til Hizbollah, klagede USA over, at landet havde oplysninger om, at Syrien leverede stadig mere sofistikerede våben til gruppen.«

Elie Chalhoub er enig i vurderingen af, at Iran ikke vil gøre noget stort nummer ud af de lækkede afsløringer.

»Vi vil muligvis se en optrapning af propaganda-krigen mellem Iran og især Bahrain, hvor et flertal af befolkningen er shia-muslimer, og som Iran betragter som 'en tabt provins'. Men du vil ikke se diplomatisk gengældelse eller militære aktioner - iranerne ved meget vel, at shiaer er i mindretal i den muslimske verden. Og i øvrigt har kong Abdullah på det seneste arbejdet for forsoning.«