Storbritannien er parat til at deltage i en økonomisk hjælpepakke til de kriseramte banker i Irland, selv om landet ikke er medlem af eurozonen.
Det sagde den britiske finansminister, George Osborne, på vej ind til et EU-finansministermøde i Bruxelles.
»Irland er vores tætteste nabo. Og det er i Storbritanniens nationale interesse, at den irske økonomi er succesfuld, og vi har et stabilt banksystem,« siger Osborne.
Også EU's økonomikommissær, Olli Rehn, bekræfter, at der allerede er diskussioner om en mulig britisk rolle i en kommende irsk redningsplan.
Selv om den irske regering gentagne gange har slået fast, at de ikke har bedt om økonomisk hjælp, så stiger presset på irerne for at trække i nødbremsen.
Kan beroliges
Foreløbigt står det klart, at EU og Den Internationale Valutafond, IMF, allerede torsdag sender en ekspertgruppe til Dublin for at undersøge forholdene i den irske bank- og finanssektor.
Frygten i de øvrige eurolande er, at den stigende uro omkring Irland vil smitte af til andre eurolande med gældsproblemer som Portugal og Spanien. Men finansmarkederne kan måske beroliges med en irsk hjælpepakke på milliarder af euro, lyder håbet i dele af EU-kredsen.
EU's præsident, Herman Van Rompuy, betegnede tirsdag de massive gældsproblemer i Irland og andre eurolande som en 'overlevelseskrise' for eurozonen og hele EU.