Læsetid: 6 min.

Suu Kyi: Jeg var både fange og håndværker i mit eget hus

Myanmars oppositionsleder om sit liv i fem års fangenskab i eget hjem, de første dage i frihed og den hårde kamp, der nu forestår for hendes land. Løsladelsen kaldes for landets 'Mandela-øjeblik'
Fortvivlelse er ikke det rette ord, men der var tider, hvor jeg blev grebet af stor bekymring ... ikke så meget for mig selv, for min situation, men for landets fremtid, siger Aung San Suu Kyi om sin tid i fangenskab.

Fortvivlelse er ikke det rette ord, men der var tider, hvor jeg blev grebet af stor bekymring ... ikke så meget for mig selv, for min situation, men for landets fremtid, siger Aung San Suu Kyi om sin tid i fangenskab.

Getty Images

22. november 2010

YANGON - Efter omsider at være sluppet ud af den myanmarske militærjuntas klør og det ensomme liv i husarrest, som juntaen påtvang hende, må Aung San Suu Kyi i dag konstatere, at hun ikke kan flygte fra sig selv.

Ved hovedkvarteret i hendes nu forbudte parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) er hendes ansigt allestedsnærværende: på plakater, kalendere og pamfletter, på T-shirts, halskæder og øreringe.

Mens hun høfligt poserer for fotografen, spørger The Guardian, hvem den gyldne buste bag hende skal forestille.

»Den skal vist forestille mig,« ler hun.

»Jeg ville ønske, at folk ville lade være med at lave buster eller plakater med mig - det er meget mærkeligt hele tiden at skulle se på sig selv. Sådan er det ikke i mit hjem - det kan jeg love dig. Der har jeg billeder af mine børn.«

Bygningen er fyldt til randen med mennesker. Lyden af hundredvis af samtaler kastes tilbage fra de afskallede mure og betongulve. I dag er her flere mennesker end stole og dem, som ikke fik nogen, må krybe sammen op ad væggen.

Langs med vejen, siddende overskrævs på iøjnefaldende orange motorcykler, har regeringens spioner meget travlt med at holde øje med partihovedkvarteret gennem kameralinser og kikkerter. Men Aung San Suu Kyi bekymrer sig ikke spor over den megen opmærksomhed fra hærens specialafdeling. De vil være hendes ledsagere på hver eneste dag af hendes frihed.

»Det må være deres egen hovedpine. Jeg gør, hvad jeg føler, jeg må for Burmas folk,« siger hun.

»De vil følge mig alle vegne. Det kan jeg ikke forhindre. Det må jeg leve med«.

Aung San Suu Kyi er 65, men ser 20 år yngre ud. Nogle grå stænk ved hendes tindinger er eneste fysiske tegn på, at hun har brugt sine sidste to årtier på at byde et brutalt militærregime trods.

Hun har et gennemborende blik, som sjældent flytter sig fra hendes samtalepartner, og hun formulerer sig velovervejet, da The Guardian presser hende for et svar om regimets åbenlyst fjendtligtsindede overvågning. Hun er ikke bange for, om hun bliver tilbageholdt igen - det har hun prøvet i 15 af de seneste 21 år.

»Det er ikke en frygt, men en mulighed, jeg må acceptere. Jeg indser, at dette nu engang er min situation, og det må jeg indrette mig på. De har gjort det før, og det er meget muligt, at de vil gøre det igen, men det er ikke noget, jeg går og er bange for hver dag. Sådan er vilkårene.«

Der er gået lidt over en uge, siden militærembedsmænd kom til hendes dør på University Avenue 54 i Yangon og oplyste hende om, at hun nu var fri, løsladt på grund af »god opførsel«, som den bizarre begrundelse lød.

Siden da har hun næsten konstant været optaget af at afholde møder af den ene eller anden slags. Diplomater og journalister fra hvert hjørne af kloden har stillet sig i kø for enden af den trappe, som fører op til hendes dør. Hun har modtaget telefonopkald fra præsidenter og premierministre. Hun har mødtes med NLD's partispidser for at diskutere strategi, mulige retslige skridt og sanktionspolitik.

Men midt i virvaret af beundrere har hun også jævnligt gjort holdt for at tale med almindelige mennesker på gaden, ældre kvinder, som hævder at være i familie med hende, og børn, som giver hende blomster.

Hun har talt med sine sønner i telefonen hver dag - noget, hun aldrig tidligere kunne gøre, og endnu vides det ikke, om hun får lov til at møde dem.

Hun har været i landets højesteret for at appellere forbuddet mod sit parti, og hun har besøgt et herberg for aids-syge. Over alt hvor hun bevæger sig hen, stimler menneskemasser sammen om hende.

Hun er glad, siger hun. »For nu er jeg fri«.

Hun taler åbenhjertigt om sine år i husarrest og pointerer, at »det var langt langt lettere« end de fængselsstraffe, som Myanmars 2.100 politiske fanger afsoner. De må løslades, før der kan skabes virkelige fremskridt, insisterer hun.

Modstræbende medgiver hun, at der var øjeblikke med pessimisme.

»Fortvivlelse er ikke det rette ord, men der var tider, hvor jeg blev grebet af stor bekymring ... ikke så meget for mig selv, for min situation, men for landets fremtid.« Men hun har dog ikke brugt megen tid på selvransagelse og slet ikke på selvmedlidenhed. Den fremherskende følelse i den ubrudte periode på syv et halvt år, hun måtte tilbringe i sit fugtige to-etages hus, var:

»Døgnet har ikke timer nok.«

»Hvor mærkeligt det end kan lyde, er det sandheden. Hver dag måtte jeg lytte til radio i seks timer, og det er længe. Det var et hårdt slid, for jeg var nødt til at være sikker på, at jeg fik alle burmesiske kanaler med, så jeg kunne holde mig orienteret. Hvis jeg kom til at overhøre noget, ville der ikke komme nogen for at fortælle mig om det.«

Hun fortæller, at hun - til brug for sit arbejde og for fornøjelsen skyld - læste mange bøger, især biografier og spionromaner, som hun endte med at foretrække. Og at hun jævnligt dyrkede meditation.

»Og så var der jo et helt hus, der skulle holdes. Der var faktisk enormt meget, der skulle gøres. Jeg var både fange og håndværker. Jeg måtte selv reparere alt,« siger hun og efterligner hammerslag med sin spinkle hånd.

»Ingen fik lov til at komme ind i huset for at foretage reparationer. Jeg måtte selv fikse alt, der gik i stykker. De to andre mennesker, der kom her (hendes tjenestefolk, en mor og hendes datter) havde ikke spor sans for teknik eller elektriske installationer, så alt dette måtte jeg med stort besvær lære mig selv.«

Det lykkedes ikke hver gang. Efter cyklonen Nargis i 2008 måtte de alle tre nøjes med stearinlys i flere dage.

Men hun er mindre interesseret i at tænke tilbage på sine år i isolation end på, hvad der nu skal ske for hendes land.

Internationalt er Aung San Suu Kyis løsladelse blevet kaldt Myanmars 'Mandela-øjeblik' med henvisning til den dag i 1990, da Nelson Mandela kunne forlade sit fængsel i Sydafrika som en fri mand. Hun håber meget, at parallellen holder, men advarer mod overdreven optimisme.

»Jeg tror, at vores situation er meget vanskeligere i Sydafrika. Sydafrika havde allerede bevæget sig et stykke i retning af demokrati, da Mandela blev sat fri. Her i Burma er vi ikke i nærheden af det. Vi er ikke engang begyndt.«

»Og jeg føler, at vores kamp er meget vanskeligere end Sydafrikas.«

Sydafrikas konflikt var skarpt optegnet, fordi apartheid byggede på raceskel,« siger hun.

»Hudfarve er noget, man kan se med det samme. Her er det mindre oplagt, hvem der er hvem, for vi er alle burmesere. Der er burmesere, der diskriminerer mod og undertrykker burmesere.«

»Jeg har ofte tænkt, at alting ville være meget nemmere, hvis alle NLD's tilhængere blev farvet lilla. Så ville det være åbenlyst, hvem der blev fængslet, og hvem der blev diskrimineret imod. Og det internationale samfund ville også være mere oprørt - de ville have lettere ved at sige: 'Hallo! I kan ikke diskriminere imod lilla mennesker.«

Hvor Burma skal bevæge sig videre herfra, er uklart, siger hun.

»Vi er et land, der befinder sig et limbo.«

Hun indser, at hendes frihed har givet hende en potentiel meget stor indflydelse på Myanmars fremtid, men understreger, at der er mange andre vigtige kræfter i hendes bevægelser, og at tusindvis af dem stadig sidder i fængsel.

»Jeg tror ikke på, at en enkelt person har indflydelse eller autoritet til at bevæge et land fremad. Jeg er meget beæret over den store tillid, folk har vist mig, men én person alene kan aldrig bringe demokrati til et land.«

»Forandringen skal komme fra folket selv. Jeg vil spille min rolle ... Jeg vil arbejde sammen med Burmas folk. Men det er dem, som skal forandre dette land.«

Jack Davies er et pseudonym for en Guardian-journalist

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu